Det danske magasin i Spanien
Stargazing: Tag ud og kig på stjerner i Andalusiens nat



Stargazing: Tag ud og kig på stjerner i Andalusiens nat



Det strømmer ind med forventningsfulde mennesker i alle aldre i bussen, der har kurs mod Alfarnatejo i Antequera, som ligger godt en times kørsel inde i landet. Slæbende på liggestole og duftende af myggespray er dagens deltagere godt forberedte på stjernekiggeriet, der finder sted fra en gold mark midt i ingenting.
 
De seneste år er der vokset en ny gren frem af turismen i Andalusien. Det drejer sig om astronomi-turismen, som trives særligt godt her i Andalusien, hvor man, pga. landsbyernes spredte beliggenheder inde i landet, nemt kan finde områder, hvor lysforureningen er meget lav.

Fire planeter og tusindvis af stjerner


Den golde mark, som er lejet for nattens stjernekiggeri er fyldt med store sprækker i den tørre jord. ”Pas på I ikke taber jeres nøgler i sprækkerne, I får dem aldrig op igen,” advarer direktøren for AstroAndalús, José Jiménez Garrido, de ankommende deltagere, der slår liggestole op, spreder plaider ud og puffer hovedpuder for at være komfortable, når mærket falder på.
Men indtil videre er det kun tusmørke, og deltagerne benytter ventetiden til at indtage de medbragte picnic-kurve under åben himmel.


 
Det er ganske praktisk, at tusmørket ikke står længe på i Andalusien, og efter kort tid begynder de første stjerner, eller rettere planeter, at dukke frem på den støvblå himmel. Mars, Saturn, Jupiter og Venus toner tydeligt frem på himlen, der bliver mørkere og mørkere, akkompagnerede af stjernerne, der bliver endnu flere. Til sidst er himlen komplet sort med undtagelse af tusindvis af lysende stjerner. Det er nymåne, og månen er derfor slet ikke til at se, hvilket er helt optimalt, når man skal kigge på stjerner.


 
Man mærker hurtigt, at vi befinder os 900 meter over havets overflade, og der er ikke lunt på samme måde som nede på kysten, når solen går ned.
Der er dog ingen tvivl om i hvilken retning, kysten befinder sig, for nede fra Málaga, hvor årets feria er i fuld gang, ses en bred søjle af lys, som går flere hundrede meter op i luften.
 
José byder velkommen og peger løs på himlen med en grøn laser, og man ser helt præcist, hvilke stjerner, der peges på. Det er helt vildt, så kraftig sådan en lille laser er herude, hvor byernes gadebelysning ikke bryder mørket. En lille højtaler får Josés stemme til at nå ud til hele gruppen af deltagere, mens laseren danser henover den sorte himmel. Fra min position her på et tæppe med en pude under hovedet, føles det som om, jeg er taget i Planetariet til en forestilling.
 

Når du ser et stjerneskud..


”WOOOOW!” udbryder de godt 60 deltager i munden på hinanden, og også La Danesas udsendte måber. Himlen er kun lige blevet rigtig sort, og et gigantisk stjerneskud er netop skudt henover himlen. Det skal vise sig, at være nattens første (og største) ud af hundredvis af stjerneskud, som sporadisk susede henover himlen under nattens foredrag.
Det var heller ikke hvilket som helst tidspunkt, vi var taget på stjernekiggetur. Natten mellem d. 11 og 12. august var der, vores tur fandt sted, og det var også præcis denne nat, Perseiderne kunne opleves. Perseiderne er en af årets største meteorsværme, hvor man kan se op mod 100 stjerneskud i timen, og resten af natten kunne høres gisp og hujen blandt deltagerne, når nogle spottede endnu et.
 
Imens José er i fuld gang med at fortælle om stjernekonstellationer, svæver en satellit tværs henover himmellegemet. Det er svært at skelne den fra de mange flyvere, der også hele tiden krydser himlen her direkte under flyruten til Málaga lufthavn.
 
Under foredraget har Josés to kollegaer kalibreret de tre teleskoper, der er ganske store, som de står her på den golde landjord. Vi afslutter nattens stjernetur med et kig i teleskopet på planeterne Venus, Jupiter, Saturn (ja, ringen var helt tydelig) og til sidst den røde planet Mars.
 
Mætte af indtryk her kl. 02 om natten kan vi nu slentre tilbage i bussen, der kører os ned mod Málagas lysende lanterner.

 


Oplev næste meteorregn

I begyndelsen af september kan du opleve Draconiderne fra 6/10 – 10/10 med peak d. 9/10, hvor man kan se op til 10 stjerneskud i timen.
Næste store meteorsværm kan du opleve i december, når Geminiderne kan ses fra 4/12 – 17/12 med peak d. 14/12, hvor man kan se op til 120 stjerneskud i timen, hvis himlen er helt klar.
 

Lysforurening


Lysforurening vil sige, når mørket blandes med lys fra lyskilder – ”forurenes”. Derfor kan man inde i byen kun se få stjerner, og inde i landet, hvor lyskilderne er få, ses tusindvis af stjerner på nattehimlen.
 

Stjerneskud


De ser store ud på himmellegemet, men faktisk er stjerneskud støvkorn på størrelse med ¼ riskorn, der brænder op i atmosfæren og dermed trækker et lysende spor efter sig på vej ned gennem vores atmosfære.
 


Tips til stjernekiggeri på egen hånd


Der er masser at se på stjernehimlen uden at behøve et teleskop.
 
Det vigtigste er, at man finder et sted med intet eller meget lidt lysforurening. Det skal man ikke særligt langt ind i landet for at finde her i Andalusien.
 
Der findes en række apps, som forklarer de forskellige stjernekonstallationer i realtid ved at holde din mobil eller tablet op imod himlen, hvorefter du kan bevæge den rundt og se, hvad stjernekonstellationerne og planeterne hedder. Der findes mange forskellige af denne slags app, men du kan f.eks. prøve app’en Skyview, som både findes til Android og IOS.
 
Tag liggestole eller tæppe og pude med – det bliver hurtigt anstrengende at stå og bøje nakken.
 
 
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.