Mijas kommune arrangerede for nylig et seminar, der forsøgte at besvare spørgsmålet. På seminaret var der mange eksperter og myndigheder repræsenteret, bl.a. Andrés Ruíz, byrådsmedlem med ansvar for byggeri i Mijas og den danske konsul Marisa Moreno Castillo var også mødt op og gav sin forklaring på, hvorfor spanierne skal komme ud af starthullerne og få kigget skandinaverne over skuldrende, hvad angår øko-venligt byggeri.
Seminaret, der var rettet imod arkitekter, ingeniører og teknikere, havde også deltagere fra mange andre brancher, og fælles for dem alle var, at de beskæftiger sig på Costa del Sol samt interesserer sig for, at der bliver bygget øko-venligt og bæredygtigt i Mijas.
Andrés Ruiz lagde ud med at proklamere, at det ikke bliver det sidste seminar om dette interessante emne.
”EU vil gerne støtte økonomisk og medfinansiere øko-venlige projekter, men før de vil gøre det, er der en række krav, vi som kommune skal opfylde. Derfor må vi i gang med at bygge bæredygtigt og vise, at vi godt kender vejen frem – før vi kan få EU med på vognen.”
Fordelene ved at bygge øko-venlige huse
”Det er jo ikke fordi, vi ikke har teknologien! Men hver gang, der kommer et nyt byggeboom og det skal gå rigtig stærkt, er det som om, vi glemmer alt om øko-venlige huse,” langede ekspert i intelligente huse, professor Francisco A. Guzmán, ud fra podiet og fortsatte:
”Det er allerede muligt at bygge intelligente huse eller ’automatic housing’, som det kaldes, for teknologien findes jo. Vi troede, at selvkørende biler aldrig ville blive en realitet, men de kører altså rundt i gaderne nu – bl.a. i USA. Og således vil fremtidens huse have vinduer, der åbner selv, når temperaturen stiger midt på dagen. Der vil være sensorer, der sørger for, at lyset slukkes, når alle har forladt stuen. ’Er du sikker på, du vil vaske nu, hvor elpriserne er højst?’ – vil din vaskemaskine spørge dig, hvis du sætter tøj over på den tid af dagen, hvor dit elselskab har de højeste satser,” fortalte professor Guzmán.
Desuden vil disse automatiske huses soveafdeling også kunne ’slå fra’ om aftenen. Det vil sige, at wifi og elektricitet kan indstilles til at slukke i soveafdelingen af huset f.eks. efter kl. 22.
Det er et spændende tiltag overfor noget, mange familier i forvejen kæmper med – at holde elektronikfri, når der bliver sagt ’godnat’.
Den danske konsul Marisa Morena Castillo indtog også talerstolen og udtrykte, at hun håbede, at næste seminar ville blive afholdt på engelsk, da de købestærke kræfter for tiden ikke er spansktalende. Hun fremhævede også Danmark som det land, der var det første i verden til at energimærke boliger:
”I Spanien ser man bare miljøcertifikatet som ét i mængden af papirer, der skal godkendes, når man køber en bolig. I de skandinaviske lande kigger man nøje på dette certifikat, fordi det fortæller, hvor mange udgifter, der bliver til boligen i fremtiden. Det er yderst relevant, når man køber bolig, og det ved skandinaverne godt.”
Økonomisk fordel
Guleroden ved at lægge lidt flere penge til at få bygget et økologisk hus er, at der er færre udgifter til vedligeholdelse. Besparelserne skal findes i, at de naturlige materialer i øko-venlige huse holder længere, fordi de fra naturens side er beregnede til at samarbejde med og ikke nedbrydes af naturens kræfter. Desuden er der ved øko-venlige huse færre udgifter til vand og til elektricitet, fordi den smarte indretning og de automatiske funktioner holder indeklimaet konstant, og der skal derfor sjældent reguleres på varme- eller kuldefronten, idet den varme luft genanvendes og omcirkuleres i huset. Det er heller ikke småpenge, der kan spares, hvis vandet, der skylder ud i toilettet, er spildevand fra f.eks. bad og opvask.
Fidusen ved øko-venlige huse er, at de bygges, så hvert materiale er nøje udvalgt til formålet og opfylder sin egen funktion. Træ absorberer f.eks. CO2 og lader huset ånde, kork beskytter imod brandfare etc.
Det bliver spændende at se, hvem der bliver ’first movers’ og går forrest og viser, at man godt kan bygge øko-venligt uden at gå på kompromis med design og funktion. Forhåbentlig bliver dette spændende seminar gentaget på engelsk, så flere instanser har mulighed for at være med og så vi kan få sat gang i det øko-venlige byggeri.