Den skæve vinkel – Pernille Knudtzon

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
pernille knudtzon

Citat: ”Jeg udskyder ikke noget, jeg gerne vil. Jeg fuldfører mit liv.”
 
Hun har haft klinik på samme adresse i snart 25 år. Det kan lyde trivielt, men det stik modsatte er tilfældet for Pernille Knudtzon, som i samme periode har rejst over store dele af verden både for at lære nyt og med sine kurser og foredrag. Pernille er altid i bevægelse – altid på udkig efter noget nyt. Derfor har hun set og prøvet mere end de fleste.
 
På et øde landsted går en dansk teenagepige rundt blandt egnens få naboer. Der er ikke elektricitet på gården og vandet hentes i den lokale brønd.
Det er det gamle rurale Andalusien lidt udenfor den lille by Loja i Granada-provinsen. Året er 1981. Pigen er Pernille Knudtzon, som har fået en noget utraditionel start på sit spanienseventyr.

Lidt anderledes læge

En moderne dansk pige på et gammelt andalusisk landsted er kontrasternes kontrast. Men Pernille var nysgerrig og tøvede ikke med at tage af sted, da Poul Holm og Inger Marie Haut tilbød hende at tage med til deres nye gård, som de ville ombygge og indrette til kursus- og feriecenter. Nogle år forinden havde de kureret hende.
”Jeg led af voldsom høfeber og allergi, men blev helbredt via kostændringer og homøopati. Jeg blev rask på en naturlig måde og tænkte:
Jeg ved præcis, hvad jeg skal lave, når jeg bliver voksen,” fortæller Pernille, som hurtigt fik ægteparret som mentorer. Hun uddannede sig til læge og senere speciallæge i almen medicin med fokus på kost, ernæring og livsstil. Og så kom der nyt liv i Vitafakta-klinikken i Fuengirola, som Poul og Inger Marie havde taget initiativet til.
”Det er helt i orden, at nogle ser mig som en lidt anderledes læge, for jeg kombinerer det traditionelle med det utraditionelle. Sagen er, at det utraditionelle altid har fungeret i Østen, så det er slet ikke så utraditionelt endda,” forklarer Pernille Knudtzon og går lidt i dybden med sin nysgerrighed.
”Jeg arbejder altid på at finde ind bag årsagen til en sygdom eller smerte. Jeg er bestemt ikke imod medicin, men ofte kan kroppen bygges op til selv at helbrede,” mener den lidt anderledes læge.
Arbejdet fylder meget – men på den gode måde, som Pernille selv formulerer det. Og hun må kunne noget, for hendes kurser og foredrag om smertebehandling, kost og livsstil er efterspurgte flere steder. Blandt andet i Danmark, England, USA og så i Mexico, som hun har en stor kærlighed til.

Gedehyrde for en dag

Mexico trækker. Specielt højlandet. Helt deroppe hvor der stadig er folk, der bor i klippehuler og lever i naturen.
”Det er ægte indianerkultur. De har ældgamle danse, kultur og tro, som tiltaler mig og som vi alle kan lære noget af,” fortæller Pernille, som blev dybt inspireret efter sit første besøg.
”Jeg kan sagtens se mig selv som gedehyrde i min næste liv,” siger hun med et smil på læben. I det nye år vil hun prioritere meditation og rejser højt, så det er nok kun et spørgsmål om tid før hun atter pakker rygsækken. En god mexicansk veninde sikrer godt selskab. Og endnu et besøg i Østen for at studere Ayurveda, den urgamle østerlandske medicin, står også højt på listen.
”Når folk tænker tilbage, fortryder de tit de ting, de ikke fik gjort. Det må ikke ske for mig, som har friheden til at prøve noget.”

Det svære fravalg

Friheden har hun, fordi klinikken fungerer og fordi Pernille for år tilbage tog en svær beslutning. Hun elsker børn, men et kedeligt brud på privatfronten i år 2000 satte en midlertidig stopper for de drømme.
”Jeg overvejede at blive rugemor, men tiden gik, og så syntes jeg, det blev for sent,” fortæller Pernille Knudtzon, som ikke tøver med at kalde beslutningen for sit sværeste fravalg. Til gengæld er hun faster til tre børn og har en stor familie, som giver hende masser af lykke. Og privat har hun aldrig manglet godt selskab.
”Men i dag er jeg single – glad single,” fortæller Pernille Knudtzon og slutter: ”Jeg udskyder sjældent ting, jeg gerne vil. Jeg føler virkelig, jeg fuldfører mit liv.”

Ti skæve til Pernille

1. Fortæl en ting som (næsten) ingen ved om dig
Jeg har været i det danske forsvar. I midten af 90’erne var jeg i en årrække delingsfører i lægekorpset.
2. Hvad er din mærkeligste vane eller ritual?
Der skal være en blå, rød og sort kuglepen på mit skrivebord.
– ingen må tage dem! Det giver en slags ligevægt.
3. Hvis jeg vandt en million euro, ville jeg…
Etablere et sundhedscenter på kysten. Et slags sundheds-refugium hvor man kan trække sig tilbage for at meditere, dyrke yoga, få udrensning og deltage i kurser. Centret skulle kun være delvist kommercielt og ligge i en radius af en times kørsel inde i landet. Gerne mod Ronda.
4. Hvornår bliver du blød om hjertet?
Når jeg møder børn, der er alvorligt syge.
5. Tror du på gud?
Jeg tror på, der er noget, der er højere og større end os mennesker. Og at det er noget, vi kan komme i kontakt med. Det er i orden at kalde det gud.
6. Har du nogensinde røget en fed?
Ja, da jeg gik på Rungsted statsskole, som i 70’erne var Danmarks mest liberale gymnasium. Alle røg, men jeg prøvede det kun en enkelt gang, for jeg syntes ikke specielt om det. I øvrigt er hash og marihuana slet ikke så slemt, som nogle gør det til. Medicinsk cannabis er et rigtigt godt middel til smertebehandling, mod nervesygdomme og visse cancersygdomme.
7. Er der noget, du for alvor har fortrudt i dit liv?
Nej, ikke rigtigt. Jeg tror, at jeg nogle gange har arbejdet for meget.
Måske er jeg gået glip af noget, men omvendt har arbejdet givet mig meget.
8. Tre råd til at holde sig sund
Drik maser af vand, hold dig i bevægelse og dyrk interesser, der hjælper dig til en følelsesmæssig ligevægt.
9. Hvad skal man holde sig fra?
Sure folk, der tapper dig for energi.
10. Hvad ønsker du dig til jul?
En stund med fred og ro med familien, hvor vi laver ”ingenting”.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com Foto: Mugge Fischer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa