Senda Litoral og Sierra Bermeja

La Senda Litoral (kyststien) er et storstilet projekt, og selv om den 163 km. lange sti langs med kysten fra Nerja i øst til Manilva i vest endnu ikke er helt færdig, er der dog grund til at glæde sig over dette initiativ. Turistmyndighederne har fået øjnene op for, at der er mange, der gerne vil motionere, og hvad er skønnere end at kunne bevæge sig på et fladt underlag langs med det herlige Middelhav? Vi har været ude at afprøve nogle af de færdige strækninger vest for Málaga og er ovenud begejstrede. Og da vi nu var på de kanter, smuttede vi lige en tur op på Sierra Bermeja (den røde bjergkæde) for at se, hvad der sker deroppe.

La Senda Litoral hedder også GR 92, og den vil få sit eget logo og website, som dog i skrivende stund er under opbygning. Kyststien bliver skabt ved at forbinde de allerede eksisterende strandpromenader med nylagte stier og gangbroer, der hvor terrænet kræver det. Det ser ud til, at der nu er ¾ af det projekterede forløb, der er farbart, for de fleste steder kan man gå på stranden, der hvor der ikke er anlagt sti. I et bjergland som Spanien, hvor flade strækninger en er mangelvare, er kyststien en sand fornøjelse.

Det er meningen, at stien skal starte på Balcón de Europa i Nerja, men der kunne jeg ikke finde noget skilt. Stiens første skilt står i Chillar flodens udmunding lige vest for Nerjas centrum. Jeg har selv vandret derfra og hen til nudiststranden vest for Torre del Mar – en strækning på ca. 30 km. Selv om hele dette stykke ikke er færdigt, kan det bevandres, idet man kan gå på stranden eller langs med vejen bagved vejværnet, de steder, hvor der ikke er anlagt en egentlig sti. Fra Lagos til den vestlige del af Torre del Mar er der en superfin sti / strandpromenade, som man kan fryde sig over. Fra Torre del Mar og vestpå skal man gå på stranden eller oppe på vejen indtil Torre de Benagalbon. Og derfra er der sti helt ind til Málaga. Man kan se hvilke stykker der er færdige på dette link: http://www.andalucia.com/walking/senda-litoral-malaga.htm

Vi tog en tur over vest for Málaga for at checke det stykke af stien, der går mellem La Cala de Mijas til Cabopino og som blev indviet i 2015. Vi havde hørt, at det stykke var spændende, og det var det, for store dele af stien er anlagt på gangbroer, der er bygget et par meter over havet. Der var simpelt hen ikke plads nok på stranden til at anlægge en sti pga. klipper, så her har man bygget små 6 km. gangbro af træ. Vi kørte af ved La Cala de Mijas vest for Fuengirola og parkerede på den store P plads til højre, når man kommer af motorvejen. Herfra går man under motorvejen i en stor rundkørsel og krydser den fine brede hovedgade i La Cala med retning mod havet. På vejen derned ser vi den fine gamle tårnfæstning, som var et led i kystens forsvar mod pirater i 1500 tallet.

Herfra er der kun et stenkast til havet og nu starter vores kyststi vandring i vestlig retning (t.h.). De første par km. går man på en strandpromenade, men så kommer man til gangbroen, som svinger sig ud og ind omkring klipper og fremspring. Det er en meget spændende tur, og det skal lige siges, at fodgængere har fortrinsret, og at stien er forbudt for cyklister om søndagen. Vi gik en mandag, men så dog ingen cyklister overhovedet. Stien var dog fyldt med mennesker, der vandrede i begge retninger, så der er ingen tvivl om, at den er populær. Vores mål er Cabopino, men efter små 6 km. er det slut med gangbroen, og der er et sted, hvor man er nødt til at gå ind i en strandnær urbanisation, selv om der står Privado. Vi kunne den dag ikke gå langs med stranden pga. højvande. Men det er kun ca. 100 m. man skal betræde urbanisationen, inden man igen kan komme ned på stranden. Det sidste stykke til Cabopino går vi på stranden, og da vi når frem til Cabopinos lille havn, har vi gået 8,7 km. Her ved havnen nyder vi en is og tager et hvil inden vi vandrer tilbage til bilen. Det bliver til over 17 km. men man kan jo selv bestemme, hvor man vender om. Vi var vilde med denne kystvandring, for her fik vi set en masse steder fra vandsiden, som vi aldrig havde lagt mærke til, fordi vi hidtil blot havde suset forbi dem ude på motorvejen. Vi så, at der er et rigt fugleliv langs med stranden og mere natur end vi havde regnet med. Dele af stranden kan man ikke bade på, da der ligger store flade klippepartier i kanten, som kan være farlige at svømme ind i og færdes på.

Vi tager lige en overnatning Estepona, for nu hvor vi er kommet langt hjemmefra, vil vi vandre rundt på toppen af Sierra Bermeja, som er 1450 m.o.h. Denne udflugt har længe har været på vores ´to do´ liste, så nu skal det være. Bermeja er et gammelt ord for rød, og vi har tit beundret denne røde kolos, når vi er kørt forbi den nede ved kysten. På kortet kan vi se, at den er ganske øde og at der kun går en enkel vej derop. Vi har dog fundet en vandretur rundt på toppen, så næste morgen kører vi ind i Estepona, for at lede efter vejen til Jubrique, MA 8301, som udgår fra Mercadona i den nordlige ende af byen. Vi må dog til sidst bede vores GPS om at finde vej til Jubrique (som ligger på den anden side af Sierra Bermeja), så på den måde fandt vi den spændende vej, der snor sig op ad bjerget. Efter 15 km. kommer vi op til passet Puerto de Peñas Blancas. Her er der en del skilte med info om området. Vi drejer til venstre mod Los Reales og efter 2,75 km. kommer vi til et stort skilt med et kort og omtale af en vandretur kaldet Paseo de los Pinsapos. Her parkerer vi, for her starter vores vandretur på små 7 km. Turen er både hård og nem, forstået på den måde, at starten er hård med en opstigning på 300 højdemeter, men når vi først er oppe ved telemasterne, går det lystigt nedad ad en jævn grus / asfalt vej tilbage til bilen.

 

Vi parkerer ved siden af skiltet (her kan kun holde 2 biler) og tager vandrestøvler på og griber fat om stavene, som er absolut nødvendige, idet vi skal klatre opad i lidt over en time. Her bliver vi mødt af en miljøopsynsmand, som er meget flink og vil vide alt om, hvad vi har tænkt os at lave. Han kommer med en masse forslag, og da han hører vi er danskere, kan han berette om dengang sidste år, hvor 4 danskere måtte indlægges til observation på hospitalet i Estepona efter at have fået forfrysninger på den rute, vi nu skal ud på pga. utilstrækkelig påklædning og letsindig omgang med bjerge. Og ja, det er svært at fatte, når man står nede på Senda Litoral og sveder, at man blot et par km. inde i landet kommer ud for helt andre temperaturer og vindfaktorer, der gør, at man skal have polarudstyr på. Vi har efterhånden fattet det, men det holdt hårdt. I dag har vi derfor lange bukser, flis trøjer, hatte og vindbreakere med. Og vi får brug for det hele, så det kan ikke siges tit nok: Bjerge er ikke til at spøge med og kun en tåbe tror det er Disneyland.

Således opmuntrede kan vi begive os ud på vores 7 km. lange tur, som vel at mærke ikke er identisk med den på skiltet omtalte Paseo de los Pinsapos, som kun er på 4,5 km. Men de første ca. 500 m. er de to ruter identiske. I starten går stien jævnt nedad, indtil den passerer en lille betonbro over et vandløb. Kort herefter kommer vi til La Plazoleta, et sted med en masse skilte, bl.a. et stort keramikskilt med et digt af den store spanske digter Federico García Lorca, der er en hyldest til træer. Vi læser det ærbødigt og nikker til de poetiske ord. Så drejer vi til venstre imod Los Realillos / Los Reales (2,2) og nu er ´the honeymoon over´. Herfra går det ret stejlt op ad den næste time, og stien snor sig ud og ind. Den er ret bevokset til tider og der ligger store sten, så det er ikke nogen ´walk in the park´. Vi skal blot følge stien, som er velafmærket med pæle og pile, som ganske vist peger den vej, vi kom fra. Vi er nu i pinsapoernes land, og der står et skilt, som gør opmærksom på dette. Pinsapoer er en speciel og sjælden type grantræ, der er endemisk for dette område og er superfredet. Man bør bukke og hilse pænt, hver gang man møder en pinsapo, så det gør vi.

På et tidspunkt nærmer vi os bjergryggen, og nu flader stien ud til vores store glæde. Det er en pragtfuld sti, der således fører os hen langs med underkanten af ´ryggen´, helt hen til et sted, hvor vi krydser ryggen og kommer om på den anden side. Heroppefra bør vi have en storstilet udsigt ned over Algeciras bugten og til Afrikas kyst og Rif bjergene, men ikke i dag. Der blæser havgus ind fra øst, og vi har nok ikke mere end en halv km. sigtbarhed. Men pyt, det er alligevel vildt flot heroppe, og henne til venstre kan vi se telemasterne, som er vores mål. Efter at vi har gået på en superfed sti langs med ryggens vestlige side et par hundrede meter, når vi bunden af en skov og nu går opad mellem træer og klipper. På stien møder vi pludselig en kæmpestor tudse, som var så venlig at lade sig fotografere. Vi var enige om, at det var den største tudse, vi nogensinde havde set.

Lige under masterne finder vi et sted med læ, hvor vi spiser vores madpakker. Derefter er det bare om at følge stien ned til grusvejen, og nu må vi have vindtøjet på, for på denne side blæser det, og vi holder op med at svede, så snart det begynder at gå nedad. Herfra følger vi grusvejen tilbage til bilen. Efter den svære opstigning er det en sand lise blot at kunne vandre i rask trav på vejen, der går nedad hele vejen. På et tidspunkt kommer vi hen til en slags plads, hvor skilte viser hen til højre imod Mirador de Salvador Guerrero. Denne afstikker på små 2 km. frem og tilbage ville vi nok have taget, hvis ellers der var god sigtbarhed. Men i dag kan det ikke betale sig at opsøge udsigtspunkter, så vi går til venstre ad vejen og inden længe står vi igen ved bilen efter denne superfine rundtur på toppen af Sierra Bermeja. Man kan se ruten på www.elsebyskov.com under hikes, hvorfra man også kan downloade GPS sporet.

Af Else Byskov