Til fods tværs gennem naturparken Sierras de Almijara, Tejeda y Alhama

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med den ovennævnte naturpark. Den ligger jo lige for fødderne af, hvor jeg bor, og den er vild, smuk og kæmpestor. Ja, faktisk er den næsten lige så stor som Falster. Her er der altså masser af uberørt natur, og den rummer så høje toppe som La Maroma (2016 m.o.h) og Lucero (1774 m.o.h). Ja, den rummer et utal af muligheder for vandring, og den er stor nok til, at man både kan fare vildt og blive væk. Jeg har længe ønsket at krydse naturparken fra syd til nord, og nu skal det være. Tag med på en vild og krævende 2 dages tur ind i hjertet af ”min” naturpark. Man skal regne med ca. 19 km. hver vej, men man kan ´snyde´ lidt, som det vil fremgå senere.

Det der med at fare vild og blive væk er rigtigt nok. Nogen husker måske den hollandske kvinde, der var vandret ud alene i denne naturpark engang i 2011 og faldt ned i en kløft, hvor hun tilbragte 30 dage, inden hun blev fundet. I bunden af kløften løb der vand, som var helt afgørende for, at hun var i live, da hun blev fundet af 3 unge spaniere. Hun havde en fløjte med, som hun brugte flittigt, og på den måde blev hun fundet. Da de tre spaniere så hende, smed de alle deres gamle madpakker ned til hende samt hvad de havde af energibars. Det blev hendes livs bedste måltid. De smed også en sovepose ned til hende, for hver nat havde hun frosset. De vidste nemlig, at det var for sent på dagen til, at en helikopter kunne nå at komme og hente hende ud samme dag. Men den næste dag blev hun reddet. Hun var svag og afkræftet, men havde altså overlevet i 30 dage, vildfaren i naturparken. Dette blot til illustration af, at denne naturpark er stor nok til, at man ikke skal spøge med den. Og man skal ikke regne med at der er mobildækning i hele parken.

Men vi skal jo ikke ud og blive væk, vi skal krydse en del af parken til fods på stier og grusveje. For at komme til vores startpunkt skal vi blot køre et stykke på grusvej. Vi mødtes en gruppe på 5 i Cómpeta og derfra kørte vi til Canillas de Albaida. Lige når man kører ind i Canillas tager man en vej, der går stejlt op til højre, og som fører op til Ermita de Santa Ana, som ligger øverst oppe i byen. Lige efter ermitaen starter en asfalteret vej, der følger kløftens sydlige kant. Den tager man og laver ingen svinkeærinder, indtil man kommer til et sted, hvor vejen svinger brat til højre. Her fortsætter man lige ud og nu er man på en bred, hvid grusvej. Vejen er fin nok, men det går bedst i en høj bil, da der kan ligge sten.

Efter ca. 15 minutter ser man en kilde på højre hånd. Her bør man absolut standse op og fylde vandflaskerne, for denne kilde kaldes ungdommens kilde, selv om det officielle navn er: Fuente Borriquero. Når den kaldes ungdommens kilde, er det fordi de haletudser, der lever nede i vandet, aldrig udvikler sig til frøer. De forbliver altså ´børn´ hele livet. Dette har givet anledning til, at man mener at kunne forblive ung, når man drikker af kildens vand. Hav derfor rigeligt af tomme vandflasker med, så man kan hjemtage dette herlige vand. Jeg mener helt klart, det hjælper, selv om de kloge siger, at det er manglen på jod i vandet, der forhindrer haletudserne i at udvikle sig. Dem om det – vi blev i hvert fald yngre af at drikke vandet!

I alt skal man køre ca. 30 minutter på denne grusvej, indtil man kommer til det sted, der hedder Puerto Blanquillo. Her svinger vejen skarpt til venstre og går tilbage mod Canillas på den modsatte side af kløften. Her skal man parkere. Man ved, man er på det rigtige sted, når man har en pragtfuld udsigt mod syd og kan se Torrox og Torrox Costa med et par højhuse nede ved kysten.

Her starter en sti, som er markeret med en pæl. Nu går det ret stejlt opad i ca. 15 min, så man bør absolut bringe stave med. Det er en herlig sti, som flader ud en stund for derefter at fortsætte og dreje opad imod Puerto de Cómpeta, som ligger i 1400 m.o.h. Efter passet går det nedad igen, og inden længe får man det nu forladte marmorbrud i syne. Det er imponerende mængder marmor, man her har kunnet bryde ud af bjerget, og der ligger stadig nogle kæmpeklodser og roder tæt ved et lille hus. Det kan ikke have været nogen let opgave at få dem transporteret ud til civilisationen.

Nu skal vi faktisk blot følge den vej, som lastbilerne med marmoret brugte, dengang man stadig brød marmor. Dvs. at man hele tiden skal vælge den bredeste og mest farbare vej og tænke: kunne en tung lastbil have kørt her? Jeg har også uploadet vores GPS rute, som ligger på mit website:www.elsebyskov.com under GPS waypoints. Herfra kan man downloade ruten til sin egen vandre GPS, hvis man har sådan en.

Kort tid efter marmorbruddet skal man vælge en vej, der går ned mod højre og inden længe ser man stien, der går af imod Lucero. Der står et stort skilt, men vi går bare forbi og fortsætter ufortrødent. Vi går igennem en uendeligt smuk natur ad en vej, som snor sig lidt ud og ind. På et tidspunkt når vi en ´bund´ hvor vi hviler lidt, inden det går opad for en stund. Men faktisk er der ikke ret megen opstigning, og inden længe begynder vejen at gå nedad, så det er let. Vejen er skåret ind i bjergsiden og den kan være lidt gyselig at køre i bil på (jeg har prøvet), men til fods er der ingen ben i det. På et tidspunkt drejer vejen til højre og man kommer til et helt lige stykke. Kort efter det lige stykke får man La Resinera i sigte. La Resinera var et lille samfund af skovarbejdere, som levede af at indsamle harpiks (resina). Her boede skovarbejderne med sine familier, så der var både kirke, skole og forsamlingssal, og da det var på sit højeste, boede der nok ca. 200 mennesker her. Bygningerne ligger der endnu, og nu er de flest blevet sat i stand, og i den gamle kirke er der nu indrettet et ´Centro de Interpretación´, hvor man kan se fine tableauer og plancher om naturparken og harpiksudvinding. Centret er absolut et besøg værd, hvis man er så heldig at komme i åbningstiden.

Vores vandretur skal ende i Fornes, hvor vi kender et lille B&B, hvor vi skal overnatte. Turen er på ca. 19 km., men skulle det gå helt galt, kan man ringe til den flinke Wolf, som ejer det lille B&B og få ham til at hente sig ved La Resinera. Så har man skåret 5-6 km. af turen. Wolfs nr. er 676857284.

Den flinke Wolf er tysker og han driver det lille B&B sammen med Maike. De tilbyder også ridning, så hvis man gerne vil ud og ride i den skønne naturpark, kan det altså fint lade sig gøre. Ja faktisk er B&B især beregnet for ridegæster, men vandrere er naturligvis også velkomne. Se: http://granadatrekkingtours.com/index.html Websitet er på tysk, engelsk og spansk, og Wolf taler perfekt engelsk. Parret serverer også herlig, hjemmelavet aftensmad (to retter) og ditto morgenmad. Prisen for at leje hele huset er 60 € pr. nat (50€ hvis man bliver mere end 1 nat), og man kan fint sove 5 personer, idet der er 2 dobbeltværelser og et enkeltværelse. På den måde bliver det jo vildt billigt. Maden koster kun 15€ pr. næse for aftensmad (2 retter), morgenmad samt madpakke, så det må vist siges at være et fund. Det skal nok lige siges, at B&B´et har 3 værelser på 1. sal og kun 1 badeværelse, som ligger i stueetagen. Desuden er der en fin spisestue og alt er pænt, rent og nyt. Det bedste er at ringe til Wolf for at aftale værelse, mad og antal gæster. Man kan også skrive på granadatrekkingtours@gmail.com

Wolfs B&B ligger ca. 1 km nord for Fornes, i en lille urbanisation, der hedder La Colonia, som ligger ved bredden af Embalse (kunstig sø) de Los Bermejales. Vi var så dumme at gå helt ind i Fornes, fordi vi absolut ville have læskedrikke i baren. Dermed kom vi ud på en omvej på mindst 2 km. I Fornes skulle vi så følge vejen mod Arenas del Rey. Uden omvejen ind i Fornes skal man blot blive på asfaltvejen GR 3302, som man kommer ud på fra La Resinera og så gå lige ud mod nord. Så kommer man efter ca. 1 km. til La Colonia på venstre hånd. Wolf´s B&B ligger i den første række huse i den sydlige ende.

Til aftensmad får vi suppe og gullasch og til vegetarerne er der lavet lækre frikadeller af grünkern med salater. Alt det kød, der serveres, er fra hjemmeopdrættede grise, som Wolf selv slagter. Grisene har haft et herligt frit liv og er helt sunde og økologiske. Man får altså et herligt måltid, lavet af den venlige Maike, som er en super kok. Til morgenmad er der hjemmebagt brød med ditto marmelade og ost samt pølse. Og vi må smøre madpakke som vi lyster.

Efter morgenmaden kører Wolf os til La Resinera og nu har vi kun 13 km. tilbage til bilen ad den samme vej, som vi kom. Tilbagevejen har flere højdemeter end vejen ud, og så er det godt, at vi kun skal gå 13 km. Og på den måde fik vi krydset naturparken fra nord til syd. Det er og bliver en herlig udflugt med masser af motion og skøn natur, så på med vandrestøvlerne!