Stilhed i den revolutionære landsby

Han har råbt og skreget i årevis om sine revolutionære og kommunistiske principper. Han har også besat jord, ejendomme og røvet supermarkeder i sin kamp for social ligestilling. Juan Manuel Sánchez Gordillo er en af landets mest omtalte og farverige borgmestre. Hans lille landsby er der til gengæld ikke meget kulør på.

Jorden til arbejderne
Overvejer man at slå vejen forbi Marinaleda, så husk madpakken eller spis i nabobyen Estepa. For i Marinaleda er der intet erhverv og man skal lede længe for blot at finde en kaffebar.
Den så omtalte landsby beskrives bedre som et område med en central gennemkørselsvej end en decideret by. Og vejen er bestemt ikke trafikalt overbelastet.
Kigger man lidt i historiebøgerne, ser man hurtigt, at trafikken i landsbyen har været nær ikke-eksisterende. Marinalena har altid været en lille, fattig landsbrugskommune, som i perioder har været på grænsen til helt at uddø. Mange bønder har i tidernes morgen haft det så svært, at de knap har kunnet overleve, og har måttet søge lykken andetsteds. I dag holder landsbyen på sine 2800 indbyggere, som næsten udelukkende lever af egnens landbrug.

Til gengæld lever de bedre end nogensinde, mener den berømte og berygtede borgmester.
”Før i tiden blev bønderne dårligt betalt og mange gårdejere forstod ikke at udbytte deres jord optimalt. Flere jordstykker lå brak.”
Det besluttede Gordillo at lave om på og under sit parti CUT (Colectivo de Unidad de los Trabajadores) kom han i 1979 til magten i byen. Og så skete der noget.
I ægte revolutionær stil gik han forrest og besætte jordstykker og landejendomme, som han ville have på kommunens og folkets hænder.

”Jorden skal der dyrkes og arbejdes på – ikke spekuleres i,” mener Gordillo som, sammen med sine nærmeste partikammerater, slap forholdsvis let igennem sin revolution. Enkelte kom et par måneder i fængsel for ulovlig besættelse af privat ejendom, men ellers så myndighederne igennem fingrene med ulovlighederne i Marinaleda, som kun de færreste interesserede sig for.
”Vi satte os på jorden, fik os hurtigt organiseret og fik forbedret produktionen. Til at starte med dyrkede vi kun peberfrugter og artiskokker, men i dag omfatter produktionen også grønne bønner, oliven og hvidløg. Kvaliteten af vores produkter er så god, at vi ikke bare er selvforsynende, men også har et godt salg til det øvrige Andalusien,” forklarer borgmesteren, der ikke skjuler sin stolthed over byens landbrug, som han har opbygget som en slags kollektiv eller kommunalstyret andelsforening. Alle arbejder for samme sag og til samme timeløn uanset høstens resultat. På et halvårligt fællesmøde fastsættes løn og strategi.

”En arbejder tjener i dag mellem 1.000 og 1.200 euro om måneden. Det er lidt under det andalusiske gennemsnit på 1.400 euro, men vores lønniveau er højere end nogensinde og ledigheden er nede på fem til ti procent,” fortæller Gordillo, hvis parti sidder på ni ud af de elleve pladser i byrådet. Af de 1.591 gyldige stemmer ved kommunalvalget i 2015, løb den revolutionære borgmester med de 1.194. Det vides ikke med sikkerhed, men det ville næppe overraske, hvis en meget stor del af hans stemmer kommer fra de 350 familier, han gennem årene har sikret en gratis bolig.

Landbrugsstøtte bliver til boliger
Det er gåde, hvordan en lille landkommune igennem årtier har kunnet opføre gratis boliger til næsten 350 familier. Det er en bedrift, som har givet genlyd landet over. Groft sagt stiller kommunen jord, byggematerialer, arkitekt og et par arbejdsfolk gratis til rådighed. Den nye tilflytter skal blot deltage aktivt minimum 450 timer under opførelsen af huset og betale en månedlig leje til kommunen på 15 (femten) euro. Og så skal man været indskrevet i kommunen og tage aktiv del i byens kollektive næringsliv. Med andre ord bliver boligerne udelukkende stillet til rådighed for de af byens borgere, som arbejder i landbrugskollektivet og dermed støtter borgmesterens model.

Finansieringen af de mange gratis boliger er tilsyneladende ganske enkel. Fra borgmesterens side er der ikke noget hemmelighedskræmmeri.
”Alle landbrug får i dag landbrugsstøtte fra staten. Og da næsten al jord her tilhører kommunen, får vi landbrugsstøtten, som vi bl.a. bruger til at opføre boliger til folk, der ikke har tag over hovedet. I min verden er en bolig en borgerret – ikke en forretning,” fortæller Gordillo, som dog stoppes i sin talestrøm, når man spørger til, hvad han vil gøre, den dag landsbrugsstøtten reduceres eller helt forsvinder.

Uden for bygrænsen er meningerne om den kontroversielle borgmester imidlertid stærkt delte. For skeptikerne er det indlysende, at hans model udelukkende kan fungere takket være statstilskuddene og at landsbyen modtager langt mere fra det offentlige, end den bidrager med. Fungerede det øvrige Spanien som Marinaleda, ville landet hurtigt gå konkurs.
Gordillo står dog fast på, hans model er mere bæredygtig og skaber større social ligevægt end kapitalismen.
Uanset hvilket ben man står på, er der bred enighed om, at Gordillo kæmper byens sag, når de offentlige tilskud skal fordeles. Marinaleda har i dag børnehave, folkeskole og kommunalt sportsanlæg. Det var utænkeligt for blot to årtier siden.

I modvind
Marinaleda-borgmesterens revolutionære råben høres ikke bare i gadebilledet. Hans parti er for længst blevet en integreret del af venstrefløjspartiet Izquierda Unida (IU), som ved sidste parlamentsvalg gik i koalition med Podemos. Men Gordillo er ikke altid lige imponeret af sine partikammerater.
”Dagens politikere mangler mod og mandshjerte. Og det gælder også mine partifælder i Madrid. Her i Marinaleda har vi skabt et velfungerende alternativ til kapitalismen, som har spillet fallit. Vores model kan fungere i hele landet, men politikerne og folket må på gaden og tage sagen i egen hånd for at få systemet ændret,” nærmest råber den revolutionære borgmester.

Men der er også blevet råbt den anden vej, og for et par år siden kom Gordillo i alvorlig modvind. Da kom det nemlig frem, at han, som så mange andre politikere, både trak løn som borgmester og som medlem af det andalusiske parlament (Junta de Andalucía). Det var stik imod partiets klare holdning med ”én politiker – én løn”. Gordillo inkasserede omkring 2 x 3.000 euro om måneden eller fem gange mere end kammeraterne i landbrugskollektivet. Det kostede ham pladsen i det andalusiske parlament, og det kostede også store ridser i lakken, da det kom frem, at Gordillo havde rejst på Business Class, da han skulle til Venezuela for at medvirke i et tv-program om den sociale uligevægt i det spanske samfund. Vel var han blevet inviteret af det statsejede tv, men en langskægget revolutionær med partisanertørklæde på Business Class harmonerer næppe med idealerne. Gordillo fik imidlertid reddet kastanjerne ud af ilden. Af hans løn på 3.000 euro ligger han i dag de 1.000 i partikassen, og donerer lidt til gode formål, så han er på samme lønniveau som de øvrige borgere. Og så kæmper han indædt for sin by og dens borgere. Hans nye store mål er gratis solenergi til alle i landsbyen. Det lyder som utopi, men det kan faktisk lade sig gøre. Med statsstøtte. Naturligvis.