Sierra de Gredos – Spaniens stenhjerte

De fleste mennesker ved, at Spanien er gennemstrømmet af de to store floder Duero og Tajo. Men ved de også, at der mellem de to floder ligger en kæmpestor kolos af en bjergkæde kaldet Sierra de Gredos? Bjergkæden ligger lige vest for Madrid og er en ca. 170 km. lang stenklump, hvis højeste punkt rager 2592 m. op i himlen. Bjergkæden ligger der midt i landet som en vældig barriere mellem Duero mod nord og Tajo mod syd, og den er interessant af mange årsager, dels fordi den rummer forskellige klimazoner, og dels fordi den giver hjemsted for endemiske planter samt et rigt dyreliv. Og så virker den som afløbsventil for storbyen Madrid, som her i sin umiddelbare nærhed har et helt eldorado af uberørt natur og vilde landskaber. Vi er taget til Gredos for at se på denne herlige bjergkæde, som er en del af Spaniens Sistema Central. Men tag ikke derop i marts, som vi gjorde. Gredos bør kun besøges om sommeren.

For de fleste mennesker er Spanien synonymt med sol og strand, og det er de færreste der ved, at Spanien er Europas næst mest bjergrige land efter Schweiz. Her er der bjergkæder overalt, og ikke bare sådan nogen pjattede småkæder, men store og voldsomme bjerge med deres helt eget klima. Det måtte vi sande, da vi var taget til Gredos i marts. Hvor der her på kysten var dejligt varmt, lå Gredos indhyllet i tætte skyer, frosten havde endnu ikke forladt bjergene, der lå sne overalt, og temperaturen var omkring 0. Ikke just besøgsvejr og slet ikke vandrevejr. Men heldigvis har bjergkæder sydskråninger, og her midt på skråningen i ca. 750 m. højde havde vi valgt at bo i det, der kaldes ”La Andalucía de Ávila”. Gredos hører nemlig til Ávila provinsen – heraf navnet. Når man nu har taget munden så fuld at kalde Gredos´ sydskråning for “Andalusien” er det fordi, der her er så mildt, at der vokser palmer, appelsintræer og andre “eksotiske” frugter, bl.a. en masse kirsebær.

Gredos´ hovedby hedder Arenas de San Pedro, og den kalder sig ”El Tirol de Gredos” – Gredos´ Tyrol. Det ved jeg nu ikke lige, om jeg vil skrive under på, men det er da rigtigt, at nogle af husene i byen så en kende alpeagtige ud, og det er også rigtigt, at landskabet omkring byen er stejlt og gennemstrømmet af hurtigtløbende bække. Men Tyrol? Hm… På turistbureauet kan man få brochurer om vandreture i området, og lige overfor ligger der et konditori, som har nogle interessante lokale kager. I Arenas ligger der også en interessant gammel borg fra 1393 – Castillo de D. Álvaro de Luna. Borgen er i dag bygget om og tjener som kommunalt auditorium, udstillingssal og museum. Adskillige fine vandreture udgår fra Arenas, herunder den flotte ”Ruta de los Pescadores”, der starter midt i byen og følger Rio Arenals vilde løb. En meget fin tur på små 9 km.

Dette område har været beboet siden tidernes morgen. Faktisk havde vettonerne – som var et keltisk folk – bosættelser her i bjergkædens sydlige skørter længe før Kristi fødsel. De var især kendte for deres ”verracos” – stenorner, eller massive griselignende stenfigurer, som kan findes flere steder i omegnen af Gredos. Vi taler altså om bosættelser, der strækker sig flere tusinde år tilbage før vor tidsregning. Omkring år 0 blev vettonerne besejret af romerne og med tiden assimileret, men det berettes, at da vettonerne første gang så romerne gå rundt i deres gader, troede de, at romerne var tossede. Vettonerne løb derfor gestikulerende hen og med gebærder lod de romerne forstå, at de skulle gå ind i deres huse. For enten sad man ned og slappede af, eller også var man i kamp. Man kunne ikke sådan bare gå rundt! Det kan vi så tænke lidt over.

Vi havde som sagt valgt at bo i Avilas ”Andalusien” og tak for det! Her på det herlige lille skovhotel El Bosque de la Herrezuela, som ligger 9 km. uden for Arenas de San Pedro i vestlig retning, var vi meget glade for at opholde os. Vi kørte ud af Arenas ad en dejlig skovvej med masser af sving, og der midt i skoven og på sydskrænten i 750 m. højde ligger hotellet, som kun har 8 værelser. Vi syntes det var et fund, for det var hyggeligt indrettet, værelserne var lækre, maden var god og vi blev ”passet” af den meget søde ejer Carmen, der var overordentligt imødekommende. Hotellet var på alle måder et godt valg, og der var ingen problemer med at lave vegetarmad til os hver aften. For 3 overnatninger med morgenmad er prisen 210 € – en absolut rimelig pris og et sted, som vi kan anbefale varmt. Se: www.elbosquedelaherrezuela.com

Hotellet ligger lige ved sydskræntens store vandresti GR 180, som går hen over Gredos´ sydlige skørter fra Madrigal de la Vera næsten helt til Madrid. Ruten er i alt 210 km. lang og går op og ned og ud og ind. Fordi den går halvvejs oppe af bjergsiden, har den fin udsigt ned over sletterne syd for Gredos. Disse sletter beskylles af floden Tiétar, som er meget vandrig, idet utallige bække vælter ned ad bjergsiden. Det er ikke vand, man mangler her, for oppe i højden falder der massevis af nedbør, især sne. De mange vandløb har gravet en mængde vilde slugter – gargantas. Dem vi så var meget vilde og betagende.

Men nu havde vi jo troet, at vi skulle bestige Almanzór, Gredos´ højeste top (2592 m.). Til den ende kørte vi en morgen nok så glade ud fra ”Andalusien” for at begive os op i højderne eller i det, som Carmen omtalte som ”La plataforma de Gredos”. Den høje halvflade del af Gredos kædens ryg omtales sådan. Vi kørte derfor opad mod passet Puerto del Pico i 1372 m. Her havde vi udset os en fin vandretur, men ak – vi kunne ikke se en hånd for os. Passet og hele toppen af Gredosryggen lå indhyllet i tæt tåge. Vi kørte derfor videre med uforrettet sag hen ad ryggen i vestlig retning. Her passerede vi Spaniens første parador, Parador de Gredos fra 1928 og takkede skæbnen for, at vi ikke havde valgt at bo der, for der var kun et par graders varme udenfor og mere eller mindre tåget. Vi fortsatte derfor hen ad ryggen, og lige ved byen Hoyos del Espino gik en vej af mod ”Plataforma de Gredos”. Denne vej er anlagt på foranledning af den tidligere diktator Francisco Franco, for han yndede at gå på jagt heroppe, og han ville gerne have let adgang til sine jagtmarker, så derfor fik han den fine vej bygget. Når han var heroppe, boede han naturligvis på paradoren, og han var i hele sin levetid stor tilhænger af paradorprojektet, som han støttede helhjertet.

Vejen, der går ind mod ”la plataforma”, hedder AV931 og den ender nede ved foden af Almanzór. Her er der en P-plads eller rettere helt umanerligt mange af slagsen, og det siger lidt om, hvor stor en tilstrømning til området, der finder sted på en solrig, varm sommerdag. Men ikke i dag. Der var nok et par andre optimistiske halvhjerner, der havde søgt herop en marts dag, og de blev med garanti lige så skuffede som vi blev. Tæt tåge, 0 grader og let sne. Ikke just vandrevejr. En fin sti gik ellers ud fra P-pladsen og op imod seværdighederne Laguna Grande, Gredos´”cirque” og Almanzór himself, men vi havde dårligt nok stukket næserne ud, inden de skulle ind i bilen igen. Vi er over trægrænsen her, og de nøgne store klipper er overbevokset med grøn lav. Det var hvad vi kunne se: klipper med grøn lav og tåge. Beskæmmede måtte vi køre tilbage til ”Andalusien”.

På vejen tilbage mod ”Andalusien” var tågen nu lettet så meget, at vi kunne se adskillige kilometer af en gammel romersk vej, der snoede sig op ad bjergsiden imod passet Puerto del Pico. Den romerske vej er nu indlemmet i vandreruten GR 180, så på denne bid af ruten får man altså lov til at betræde en meget gammel vejbelægning af flade sten. Men hvad romerne skulle op over Gredos for, er lidt af et mysterium. Men man er vel imperialist, og så skal man have det hele med. Og de havde jo slaver til den slags anlægsarbejder.
På vejen tilbage passerer vi også den meget fine borg i Mombeltrán. Denne borg er en af Spaniens fineste, og den stammer helt tilbage fra 900 tallet. Den havde stor betydning som forsvarsværk for den voldsomme kløft, som den ligger på kanten af: Barranco de Las Cinco Villas. Borgen er i privateje, men man kan godt komme ind i den ved at ringe og aftale tid med Alvaro på 659272408. Vi nøjedes dog med at beundre den ude fra.

Nu vil vi hen og se en ”garganta” – eller kløft. Vi havde udset os La Garganta de Chilla, som ligger lige under Almanzór, i det håb at vi dermed kunne få majestæten at se nede fra. For at komme hen til kløften skal man køre til byen Candeleda og derfra blot følge skiltene imod ”Santuario de Nuestra Señora de Chilla”. Kløften ligger tæt ved denne helligdom, hvor jomfru María angiveligt viste sig adskillige gange for hyrder og andet godtfolk. Vi gik ind i kapellet og blev lettere grebet af nogle fine malerier, der viser Marias tilsynekomst flere steder. Bag ved helligdommen går en sti ud imod vest, og hvis man følger den lige ud, kommer man efter et par kilometer hen til kløften. Her kan man så stå og beundre et vildt landskab oppe fra kanten. Smukt er det, og vi kigger forhåbningsfulde op imod Almanzór, men han har stadig hovedet gemt i en sky. Vi fik ham aldrig at se.
Lige syd for Arenas ligger en af områdets største seværdigheder: Las Grutas de ”El Águila”. Der er tale om nogle meget flotte drypstenshuler, der blev opdaget i 1963 af nogle drenge. Allerede året efter åbnedes grotterne for offentligheden. Grotterne er 10.000 m2 store, og de kan besøges året rundt. Man må pænt vente på at blive ført ind i grotterne, men er man først derinde, kan man gå rundt som man vil. En meget flot belysning beskinner de mest fantastiske krystalformationer – ja, det er en fin oplevelse at se hulen, som er ganske betagende. Se www.grutasdelaguila.com

Vi vil gerne se mere til Gredos, ja vi har kun lige fået skærpet appetitten. Men det må blive om sommeren. Her i marts var foråret overhovedet ikke kommet til Gredos, som havde trukket dynen ned over sit hovet og lagt sig i vinterhi. Og det siger lidt om de mange klimazoner, som Spanien rummer. Man skal absolut ikke tro, at det hele er tropisk og subtropisk. Nej, man må tage højden med i betragtning, og i Gredos er man i det tempererede klimabælte. Men en sommerdag VIL jeg stå på toppen af Almanzór.