Det var købet af et sommerhus i Spanien, der blev udslagsgivende for, at Anne-Mette Blunck overhovedet bosatte sig i landet. Qua sit arbejde rejste hun meget i hele verden, men skæbnen ville, at hun skulle blive alvorligt syg, og eftersom lægerne ikke kunne finde årsagen til sygdommen eller præcisere, hvor hun var blevet smittet, fik hun forbud mod at rejse udenfor Europa i en periode på fem år.
”Ud at rejse skulle man jo uanset hvad, så min daværende mand, Søren Damkjær, og jeg tog til Spanien for at kigge os omkring. Det endte med, at vi købte huset, der skulle være vores sommerhus. Det var i Torreblanca, Fuengirola. Vi holdt alle vores ferier i sommerhuset, vi trivedes der, og derfor besluttede vi at flytte dertil.”
Parret flyttede sammen med deres tre børn, Emily, Michelle og Svala, som da var hhv. tre, 10 og 16 år gamle, i sommeren 2003 ned til det, der skulle blive en helårsbolig.
Familien ville give det en periode på tre år, men for Anne-Mette Blunck og børnene skulle det blive til fem år.
Hvordan kom I fra start?
”Børnene kom på den internationale skole British College i Benalmádena, mens Søren og jeg beskæftigede os med eksport af laks og kaviar til Fjernøsten og Europa, hvilket vi også havde gjort derhjemme. I Spanien var der dog kun os to i virksomheden, og det begyndte at blive lidt kedeligt.”
Da Anne-Mette Blunck var i Danmark på en ferie med børnene, ringede hendes mand og spurgte, om hun ville have en bagerbutik, som lå i Los Boliches, Fuengirola. Hun fik to minutter til at bestemme sig.
”Jeg tænkte, at hvis jeg kunne sælge fisk, kunne jeg vel også sælge boller. Så det blev et ja, og nu var jeg pludselig bagerjomfru. Jeg kunne ikke selv bage så meget som en enkelt bolle. I starten kneb det med at skaffe det rigtige personale, og venner trådte til. Brian Nielsen og min mand var engang inde om morgenen for at hjælpe med bl.a. at bage flutes – de blev hårde som et boldtræ. Men det gav positiv omtale.”
Hvordan gik forretningen derefter?
”Jeg fik fat i en ny bager og en ny konditor fra Danmark. Jeg ville have en dansk bager, da det skulle være dansk brød og kager. Vi solgte det, som folk savnede.”
Trivedes du personligt?
”Ja. Vi fik hurtigt et netværk, for folk, som flytter ud, er af natur meget åbne. Jeg indpasser mig hurtigt, da jeg tidligere havde boet i Schweiz og Italien, så jeg finder nemt ud af det.”
Var der også spaniere i dit netværk?
”Egentlig ikke. Jeg havde spanske ansatte, og vi fik brødet introduceret til spanierne. Det var en sjov tid. Jeg var også heldig, at jeg var selvstændig og kunne tage til Danmark, når det passede mig, hvilket var takket være et fantastisk personale, som jeg ikke var bange for at overlade tingene til.
Ellers snakkede jeg nok mest med gartneren og poolmanden, men nogen egentlig omgangskreds af spaniere havde jeg ikke.”
Din virksomhed ekspanderede?
”Ja, jeg startede endnu en forretning, som jeg kaldte Pan y Pasteles II, og den lå inde i selve Fuengirola. Denne havde modsat den første Pan y Pasteles også café. Det gik godt, folk ringede og bestilte bord eller måtte ligefrem stå i kø.”
Snart var det dog forhindringerne, som stod i kø i Anne-Mette Bluncks tilværelse. Der skete det, at Los Boliches-vejen skulle graves op, hvilket resulterede i larm og støv samt forhindrede kundernes adgang til den første Pan y Pasteles, og det var årsagen til åbningen af nummer II. Dernæst fik hun to diskusprolapser, hvorfor det blev for meget for hende at drive to forretninger, og hun besluttede at forpagtede den i Fuengirola ud.
”Det gik ikke ret godt, og den lukkede. Jeg fortsatte med den første forretning, hvor jeg også lavede en café. Som gik godt, men blev så opsagt af udlejeren, som skulle udvide sin tobaksforretning. Samtidig var jeg halvvejs inde i en skilsmisse.”
Var det derfor, du begyndte at tænke på at vende hjem til Danmark?
”Ja, privatlivet var den primære årsag til hjemflytningen. Først tog jeg til Danmark en måneds tid for at tænke over det personlige og også over arbejdssituationen. Derefter drog jeg til Spanien for at pakke.”
Hvordan havde børnene det?
”Min beslutning blev truffet også af hensyn til dem. Miljøet var ikke det allerbedste for unge mennesker. Det var tid til at komme hjem.”
Men var de indstillet på det?
”De var ikke super glade. Specielt min mellemste datter var vred på mig. Det var hun også en lang periode, efter vi var kommet hjem. Hun blev trodsig. Senere flyttede hun derned, men kom hjem igen et halvt års tid efter.”
Efter fem år i Spanien stod Anne-Mette Blunck sammen med sine tre døtre igen i Danmark. De flyttede til Haderslev, hvor hun i 1964 blev født.
Har du følt dig velkommen hjem?
”Ja, meget. Venner og familier kunne ikke få armene ned over at have os her igen, det var fantastisk. En ting er jo at besøge hinanden, noget andet er at kunne følge med i hinandens hverdag. Samtidig flyttede mange fra omgangskredsen også hjem, det var jo i 2008, så det var slet ikke svært for mig.
Hvordan er dit arbejdsliv i dag?
”Lige da jeg var kommet hjem, fik jeg et job som eksportsælger af skilteinventar. Men siden 2013 har jeg været sygemeldt. Tre gange om ugen arbejder jeg dog som frivillig på et asylcenter i Haderslev.”
Har dine døtre fundet sig tilrette?
”Ja, det har de efterhånden. Den yngste sprang en årgang over i skolen, da de med baggrunden fra den internationale skole i Spanien var rimelig meget foran kammeraterne i Danmark. Efter den første dag kom hun dog hjem og var noget forfærdet over, at alle snakkede i timerne, og at eleverne sagde du til lærerne. Det var et kulturchok for dem. Men de er kommet efter det. Nu lever vi som en gennemsnitsfamilie.”
Er der ingen bagsider på medaljen?
”Jeg har skullet vænne sig til den danske rytme. Fra kl. 17.00 er der ikke et øje på gaden. Man bliver hurtigt isoleret, hvis man ikke gør noget ved det, men jeg har haft et bagland. Her er bare ikke den samme spontanitet som i Spanien, man kan ikke bare kigge forbi. Alt skal planlægges og aftales.
Vi tror, vi er så åbne, men det er vi ikke. Det mærker jeg også i mit arbejde på asylcentret. Folk vil gerne have de rigtige meninger, og det er fint nok, men når det kommer til at gøre noget ved det, er det en anden sag. Her er en politisk korrekthed, der bare ikke bliver ført ud i livet. Debatten får mig helt op i det røde felt.
Hvordan er dit forhold til Spanien i dag?
”Når jeg f.eks. ser fodbold, er jeg stadig lidt spanier. Spiller FC Barcelona og Bayern München, ved godt, hvem jeg skal holde med. Er det en landskamp mellem Danmark og Spanien, hepper jeg på uafgjort.”
Følger du mere med i, hvad der sker i Spanien?
”Jeg har ingen spanske Tv-kanaler, så jeg er stået lidt af det spanske. Jeg lever nok også nemmere i det samfund, jeg befinder mig i lige nu.”
Har du taget nogle spanske vaner med dig hjem?
”Spansk mad. En god jamón og manchego-ost. Jeg laver gerne spansk mad og ikke så meget sovs og kartofler og jeg skal komme efter dig. Jeg er nok også påvirket af det italienske, da jeg boede der en del år.
Jeg prøver også at leve så afslappet som muligt, at beholde mañana-mentaliteten i mig, det med, at vi når det jo nok.”
Hvilket var dit højdepunkt, da du boede der?
”Jeg spiste ofte på restauranten Las Islas. Højdepunktet var måske, da jeg fejrede min 40 års fødselsdag der.”
Vil du give gode råd til andre danskere, der overvejer at flytte derned?
”Man bør besøge stedet nogle gange. Da vi første gang så huset, var der på én af nabogrundene ved at blive gravet ud, og vi fik besked på, at det var til en pool. Da vi vel havde købt huset, var den pool blevet til et hus. Hele udsigten var væk, og det samme var en bid af husets værdi. Man skal se sig godt omkring og få sig en dygtig rådgiver. Vores rådgiver var elendig – det var en tysker, som endte med at stikke af med vores bil. Vi så den aldrig siden. Desuden var det nærmest kontantbetaling, og jeg ved ikke, hvor fint det har været i kanterne. Vi måtte rundt og hæve penge alle mulige steder, som Søren gemte i sin benprotese.
Man må Ikke være så blåøjet.”
Og et godt råd til andre, som overvejer at flytte hjem?
”Vær forberedt på, at der er flere regler. Det er lige før, jeg synes, at det var sværere at blive integreret herhjemme. Og vær forberedt på, at det hele er skemalagt, her er ikke megen spontanitet. Her er også meget stille. Jeg kan savne den summen, der er på strandpromenaden i Fuengirola, det eksisterer ikke herhjemme. Her har vi nok i vores egne fine hjem.”
Rejser du derned engang imellem?
”Nej, jeg har ikke været der, siden jeg flyttede.”
Kunne du tænke dig at flytte retur?
”Nogle gange kan tanken strejfe mig. Men jeg tænker på det som en tidslomme, som jeg bærer inde i mit hjerte. Det var dengang, og det ville ikke være det samme at flytte tilbage. Jeg har mit minde om fem dejlige år, der var som en forelskelse.
Det værende sagt, så vil jeg da ikke udelukke, at man en dag kan se mig på kirkepladen i Fuengirola med en café con leche.”
”Jeg tænkte, at hvis jeg kunne sælge fisk, kunne jeg vel også sælge boller.”
”Brian Nielsen og min mand var engang inde om morgenen for at hjælpe med at bage flutes – de blev hårde som et boldtræ.”
”Her er en politisk korrekthed, der bare ikke bliver ført ud i livet.”
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001