Det danske magasin i Spanien
Hans første stik og stjerne-exit

Hans første stik og stjerne-exit

malaga fodbold

Med en stram økonomi er den nye sportsdirektør i Málaga CF, den tidligere La Liga-keeper Arnau, sat på en uriaspost – med god start.
Men salg og en større udrensningsproces kom på dagsordenen.

Vi træffer Arnau på sin sidste dag på kontoret i det hårdt satsende fodbold-akademi i Málaga Club de Fútbol. Han bestred posten som en særdeles arbejdsom næstkommanderende efter den på det tidspunkt sygemeldte akademi-direktør Casanova. Arnau virkede overvældet over, at han nu var udnævnt til sportsdirektør efter den fyrede Mario Husillos. I tiden derefter noget beklemt ved situationen. Og ydmyg.
Således også, da den tidligere La Liga-keeper i FC Barcelona afsluttende med ti sæsoner i Málaga CF skulle præsentere sin første signing i januars transfervindue, den 31-årige Chory Castro, født i Trinidad i Uruguay med 14 professionelle fodboldår på bagen hos Nacional i Monteviedo, på Mallorca og i Real Sociedad i San Sebastián.
Med sin hurtighed, fysiske styrke og lidt akavede venstrebensstil absolut en forstærkning af Málaga CF-teamet, der pludselig stod uden en venstre wing efter lejesvenden Juan Carlos’ alvorlige skade med efterfølgende operation.
Chory havde de seneste sæsoner ikke rigtigt passet ind i den fyrede engelske træner Moyes systemer og fik ikke for alvor chancen, da Eusebio Sacristan kom til som chefcoach. Således blev det kun til de fem afsluttende minutter, da Real Sociedad fik 2-2 i Madrid mod Rayo Vallecano. Ugen efter, søndag den 10. januar, fik Chory Castro sin debut for Málaga CF i 1-1- opgøret mod Las Palmas på Gran Canaria.

Trænede under Michael Laudrup
Han ønskede at få sin kontrakt med Real Sociedad opløst – og fik det. I steder er han nu bundet til Málaga CF indtil 2018.
I Chorys tid på Mallorca trænede han bl.a. under det danske verdensnavn Michael Laudrup og i Málaga betyder det meget for ham, at trænernavnet lyder Javi Gracia. Trænerens arbejde under vanskelige forhold har han stor respekt for, sagde han ved ankomsten til Costa del Sols hovedstad.
Og hans klubvalg en skuffelse for såvel Betis i Sevilla som Celta Vigo i Galicien, hvor han stod på ønskelisten.
På Mallorca var Chory iøvrigt holdkammerat med Málaga CFs midtbanemand Tissone.

Solgt til Watford For otte mio. euro
Og så blev det midt i januar til salg af Málagas marokkanske stjernespiller, den 29-årige Nordin Amrabat, født i Naarden i Holland med PSV Eindhoven og Galatasaray i Tyrkiet som tidligere klubber. Efter en sæson på leje købte Málaga CF ham før denne sæson for 3.5 mio euro.
Nu blev han solgt til den ene af oprykkerne i den engelske Premier League, Watford – en klub i en by i grevskabet Hertfordshire med blot 80.000 indbyggere beliggende i det sydlige England. I spidsen for holdet står den kendte spanske træner Enrique Sanchez Flores.
Handelen indbragte Málaga CF otte mio. euro, hvad den uortodokse angribers klausul lød på. Heraf tilfalder der PSV og Galatasaray noget.
Amrabat nåede i sit halvandet år i Málaga 60 La Liga-kampe med otte scoringer, brændte straffespark og et par skadespauser.

Nu plads til større armbevægelser
Arnau med det sportslige ansvar i Málaga CF arbejder tæt sammen med træner Gracia, hvad hans forgænger i den magtfulde stol, Husillos, ikke formåede. Arnau havde ifølge det professionelle spanske fodboldforbund 900.000 euro at gøre godt med i januar-vinduet.
Forbundet holder nøje øje med økonomien i de enkelte klubber, så Finansial Fair Play-reglerne ikke overskrides. Det er strafbart.
Men med salget af Amrabat blev der plads til lidt større armbevægelser. Gælden i Málaga CF er nu bragt ned på under 10 mio. euro.

Spillere, der skal afsættes
Og Arnau ville skille sig af med flere spillere.
De var alle Husillos’ opfindelse og fik aldrig succes under Gracia – af det professionelle spanske fodboldforbund kåret som december måneds træner i La Liga.
Den 30-årige portugiser Fabio Espinho røg straks på en lejeaftale til Moreirense i Portugal. Han kom til Málaga fra den bulgarske Champions League-klub Lugogorets – netop fra Moreirense. Han opnåede blot to La Liga-kampe i Málaga.
Herefter blev der lagt op til afgang af to mere:
Den 23-årige marokkaner Adnane Tighadouini erhvervet i hollandske NAC Breda. Han scorede et mål i syv La Liga-kampe. Tilbud fra de Forenede Arabiske Emirater forelå.
Og hviderusseren Egor Filipenko, 27 år, skulle også skippes. Han kom fra Bate Borisov og gjorde sig på et år kun fortjent til to La Liga-kampe.
Herudover lå der på Arnaus bord tilbud på målmand Kameni – ligeledes fra Watford.
I sandhed noget af en ilddåb for ham.

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.