Immigrationens væsen del 4: Rejsen fra fattigdom til fattigdom

Immigrationens væsen del 4: Rejsen fra fattigdom til fattigdom

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
I denne serie sættes fokus livet som immigrant i Sydspanien. Her vil du blandt andet kunne læse om, hvordan det er at leve illegalt i et andet land, hvilke motiver der ligger bag den pågældendes grund til at immigrere, og hvorfor de ikke kan, eller vil, vende tilbage til fædrelandet. Hvordan påvirker immigrationen det spanske samfund, hvilken hjælp modtager immigranterne, og hvad mener spanierne om nytilflytterne?
 
Immigrant
 
28-årige “Pepe” fra Senegal går hver dag på strandene ved Fuengirola for at sælge tasker til turisterne. Han er en af de mange afrikanere, som er ankommet illegalt til Europas kyst i båd og som er afhængig af hjælpen fra Røde Kors. Han drømmer mest af alt om at kunne vende hjem – men uden penge, job og bolig i Senegal vil det blot betyde endnu en start forfra og endnu en bristet drøm om en bedre fremtid.

 
En smal, faldefærdig opgang fører op til lejligheden. Indenfor ligger en stor bunke tasker på gulvet. Tre af lejlighedens seks senegalesere sidder i stuen, og øjnene kigger både spørgende og ængsteligt mod Røde Kors’ frivillige María Claudia Hernández, da de ser kameraret ligge på bordet. En nervøs stemning breder sig i rummet, og hurtigt forsvinder den ene af mændene. En mand kaldet “chefen” sidder tilbage sammen med Pepe, og begge lytter, da María Claudia Hernández forklarer, hvorfor det er vigtigt, at de fortæller deres version af livet på Costa del Sol. Hun er en af de få personer, de stoler på, og efter et indforstået blik udvekslet mellem de to mænd, indvilliger Pepe i at svare på spørgsmålene.
“Jeg sælger tasker, fordi jeg ikke kan gøre andet. Ofte føler jeg mig skyldig, når jeg går på stranden, og det er hårdt altid at være på flugt fra politiet, men jeg har ikke andre muligheder, og det er bedre end at stjæle,” fortæller Pepe, hvis rigtige navn forbliver en hemmelighed.
Han ankom til Spanien i 2007 og bor i Fuengirola sammen med fem andre i en lille lejlighed på tredje sal. Alle sælger de tasker, og uden hjælpen fra Røde Kors ville de ikke få mad de fleste dage. María Claudia Hernández kommer hver uge med fødevarer til afrikanere og romaer i området og tjekker op på, hvordan de har det, og om de mangler medicin eller andre vigtige ting. I Fuengirola findes godt 20 lejligheder som denne, og Røde Kors hjælper mere end 100 flygtninge i byen.
Drømmen om Europa bliver knust af virkeligheden
Pepe ankom til Spanien i en alder af blot 21 år. Da han var 17 år, efterlod han sin mor og tre brødre i Senegal og boede efterfølgende tre år ved kystbyen Nouadhibou, hvor han ventede på at komme med båden til Spanien. Bådturen varede tre dage, og indtil han nåede kysten, var han fyldt med håb om en lysere fremtid.
 
“Min mor har ofret rigtig meget for mig, så jeg ville også gøre noget for hende. Da jeg boede i Senegal, kom der rigtig mange udlændinge til landet for at købe boliger, jord, etc. – og de havde altid rigtig mange penge med, så jeg tænkte, at det ville være nemt at finde et job i Europa. Men det er rigtig svært, specielt efter krisen. Nu er her intet.”
På trods af de hårde livsvilkår i Spanien er Pepe dog hverken vred eller føler sig diskrimineret. Han har rettigheder selv som illegal immigrant, og det sætter han pris på, ligesom han er taknemmelig for hjælpen fra Røde Kors.
“Det er gode mennesker, som arbejder for Røde Kors, de hjælper os rigtig meget. Vi kom hertil for at arbejde og leve et normalt liv, ikke for at sælge ting på gaden.”
Bådturen taler han helst ikke om, ligesom han ikke vil fortælle meget om tilværelsen i lejligheden eller taskerne på gulvet. De fleste svar er korte og indeholder en tydelig frygt for at sige for meget.
Turen fortsætter mod den næste lejlighed. Her de bor syv afrikanere, og også her er en “chef”. Hierarkiet blandt mændene er en tradition, de har bragt med sig fra Afrika, hvor den, som har mest erfaring og er ældst, udnævnes til chef. Det er ham, som tager de overordnede beslutninger, og som håndterer det praktiske. Igen er stemningen trykket, men også disse mænd indvilger i at lade sig interviewe, og snart glemmer de frygten og begynder at fortælle deres historie.
 
IMG 1034
 
Rejsen uden endestation
For 10 år siden ankom en af mændene til Spanien med båd fra Senegal. Billetten kostede dengang 800 euro, og selvom ruten nu er lukket ned, eksisterer minderne stadig.
“Det var hårdt på båden. Vi var mange mennesker stuvet sammen, og nogle græd og bad til gud, fordi de troede, de skulle dø. Turen varede ti dage, og jeg tvivlede også på, om jeg ville overleve,” fortæller han og sænker hurtigt blikket for ikke at vise sine blanke øjne.
Mændene i lejligheden peger især på to årsgager til, at folk forlader de afrikanske lande: Illusioner om Vesten og manglende arbejde. Europa forbindes i flere afrikanske lande, omend fejlagtigt, stadig med rigdom og job, og tillægger man dertil den massive arbejdsløshed og volden, som præger kontinentet, er motivationen for at drage ud efter en bedre fremtid vakt – dog ofte uvidende om, at de jagter et fatamorgana.
“Jeg troede, jeg kunne finde et job på en fabrik og leve et normalt liv med fritid om aftenen og nok penge til at hjælpe min familie. Jeg viste ikke, jeg skulle sælge ting på gaden i konstant flugt fra politiet. Hvis jeg havde et job i Senegal, vil jeg rejse hjem med det samme, men jeg kan ikke tage hjem uden job eller penge,” siger den ene af mændene, mens han roder lidt ved høretelefonerne, som ligger på bordet.
“Før i tiden ville folk kaste sig i havet for at komme til Europa, men i virkeligheden er her ikke andet end mere dårligdom og ensomhed. Derfor er der også mange, som nu tager tilbage til Senegal, for der har man i det mindste sin familie.”
Størstedelen af flygtningene fra Afrika kommer i dag fra lande som Liberia og Sierra Leone. For hvor Senegal har udviklet sig til et fredeligt land, omend uden jobmuligheder, så er tilværelsen andre steder så ringe, at det stadig er værd at risikere livet for at komme til Europa velvidende om, at fremtiden måske ikke ser lys ud der, men at der i det mindste findes en fremtid.
 
Fattig i en rig mands verden
Taskesælgerne fra Fuengirola går på stranden fra ca. kl. 11.00 til kl.17.00 og igen fra 21.00- 01.00 hver dag. Indtægten fra salget bruges på husleje, lys, el og mad. De er alle omkring 30 år og sælger ting på gaden for at overleve. De syv mænd i den sidste lejlighed har fået hjælp af Røde Kors i tre-fire år, og alle drømmer de om at kunne vende tilbage til Senegal en dag. De taler engelsk, fransk, lidt tysk, senegalesisk og nu også spansk, og ud over at have lært et femte sprog i Spanien, har de også lært, at livet ikke er grønnere på den anden side af grænsen, blot hårdt på en ny måde.
Fremtiden tænker de ikke for meget på. Den er tæt forbundet med skæbnen og dagen i morgen, og de har accepteret, at verden er opdelt i dem, der har, og dem, som intet har. Alligevel kunne de godt ønske, at den så anderledes ud.
“Alle burde tænke mere på andre mennesker og være mere villige til at dele. Der ville ikke findes fattige mennesker, hvis der ikke fandtes rige mennesker. De to ting er forbundet gennem arbejdsmarkedet – det er de fattige mennesker, som er motoren i samfundet, men ikke dem, som får del i rigdommen,” siger “chefen” og pointerer: “Vi er fanget i en ond cirkel.”
 
Alle har de prøvet at blive udnyttet som ‘sort arbejdskraft af større spanske virksomheder, hvor de efter at have fuldført opgaverne aldrig ser en krone, men blot står tilbage med et telefonnummer, som ikke længere er i brug. Følelsen af magtesløshed ses tydeligt i deres øjne, og troen på en lys fremtid Spanien ligger fjernt.
De begynder at gøre sig klar til aftens gåtur på stranden. Taskerne køber de hos den lokale kinamand, forklarer den ene. Det er tydeligt, at det er et indøvet svar, så den virkelige leverandør ikke kommer på tale – og det er netop alt det, de ikke siger, som måske bedst beskriver deres tilværelse i Spanien. De er anonyme skygger i en ellers så solskinsbelyst verden.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com (foto og tekst)

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa