Immigrationens væsen del 3 - Når der ingen vej er tilbage

 

For de folkemængder, som hver dag flygter fra tredjeverdenslande, er Europa lig med mulighedernes kontinent, og Spanien er sammen med Italien og Grækenland i dag under voldsomt pres. Ofte ankommer de med både eller forsøger at passere de høje hegn ved Ceuta og Melilla, og for de som formår at krydse hegnet venter hjælp, men også en hård tilværelse – intet er dog så slemt som at skulle sendes tilbage til hjemlandet.

 

I Afrika påbegynder en person lige nu den sværeste rejse i sit liv. Drømmen om en fremtid for sig selv og familien er motivationen for den farefulde færd, der kan ende med døden, som var tilfældet for 800 mænd, kvinder og børn ud for den italienske kyst i april. Hver historie er unik, og så alligevel den samme – de flygter alle i håbet om et bedre liv. Ofte forlader de hjemlandet for altid, og rejsen tager flere år, fortæller 54-årge Helena Alvarez fra Røde Kors i Fuengirola, der sammen med Gema Bustos Quintana på 30 og 41-årige María Claudia Hernandez hjælper de mange illegale immigranter, der ankommer til Spanien. Alvarez har arbejdet i organisationen i ti år som koordinator for “Plan Intervención Social”, der består af otte hjælpeprojekter rettet mod de forskellige typer flygtninge og deres behov.
“Vores opgave er at hjælpe flygtningene med at komme på fode igen og påbegynde integration i det spanske samfund. Der er tale om mennesker, som kommer fra lande, hvor der ikke er noget håb, og selvom livet ikke er nemt i Europa, så er det et paradis sammenlignet med det, de kommer fra – og det er risikoen værd.”

 

Rejsen til Europa har en høj pris
Lidt over 5 millioner, ud af godt 47 millioner indbyggere i Spanien, er udlændinge. Heraf er godt 3 millioner fra ikke-EU lande, og dertil kommer en stor portion illegale immigranter (ingen officielle tal, men op mod 500.000 forlyder det). De ankommer især fra Afrika, Østeuropa og Latinamerika, og når grænsen er passeret, står døren til Europa mere eller mindre åben.
I 2013 ankom antageligt 34.000 illegale immigranter til Spanien, hvoraf 1623 fandt vej fra Ceuta og 2638 fra Melilla, hvorfra de fortsætter vejen til den Iberiske Halvø. I øjeblikket estimeres det, at godt 40.000 flygtninge venter ved grænsen til Spanien, og andre 40.000 venter i Mauretanien, hvorfra mange tager videre til Marokko eller med båd mod Europa. Ikke et overraskende tal for María Claudia Hernandez, som siden 2010 har arbejdet med afrikanske flygtninge som frivillig for Røde Kors i Fuengirola.
“Jeg tror, tallet er meget højere. De sidste årtiers fattigdom, epidemier, terrorisme og krige i de afrikanske lande har drevet mange mennesker på flugt, og det er dem, som nu venter ved grænsen til Europa.”

Flygtningeproblematikker er ikke et nyt fænomen, og verdens ledere har i årtier forsøgt at dæmme op for tilstrømningen, men samtidig med, at volden, fattigdommen og befolkningsantallet stiger, gør flygtningepresset det også – og for Helena Alvarez er det vor tids største humanitære katastrofe.
“I 2014 døde ca. 40.000 flygtninge – og det er blot de tilfælde, hvor man har fundet liget. Dertil kommer alle de, som ligger på havets bund eller aldrig bliver fundet på vejen til deres destination, da de ofte rejser flere år og gennem mange lande. Det er en gigantisk humanitær tragedie, som folk ikke tænker over eller ved eksisterer.”
I 2015 vil tallet, ifølge IOM (International Organización for Migration), ende på 30.000 døde, hvis der ikke gøres noget. Der bliver banket hårdt på Europas bagdør, og selvom de mange døde ikke længere har en stemme, så har deres eftermæle alligevel fået flygtningeproblematikken op på et nyt niveau i Europa.

 

 

Spørgsmålet om EU’s ansvar
I 2014 døde over 3500 flygtninge i deres forsøg på at komme til Europa via Middelhavet – og samme tendens kan anes i 2015, hvor 1600 mænd, kvinder og børn allerede har mistet livet. Det smukke blågrønne hav har fået tilnavnet “dødsruten” eller “Dødens Hav”, og den seneste ulykke ud for Italiens kyst, med 800 lig som følge, fik politikerne i Bruxelles til at hasteindkalde til ekstraordinært møde om situationen. Resultatet blev bl.a. en appel til flygtningelandenes regeringer om at tage hånd om situationen og vedtagelsen af, at de sydeuropæiske lande skal have flere økonomiske midler til at håndtere problemet. Her får Spanien b.la. fem millioner euro til reformering af CETI-centrene (Centro de Estancia Temporal de Inmigrante) ved Ceuta og Melilla, flere penge til kontrol af kystlinjen og grænserne – og så skal en mere fair fordeling af flygtninge i EU-landene gennemføres. Unionen kritiseres dog for sin passive tilgang til flygtningeproblemet, hvis omfang de har kendt til i flere år, og for ikke at tage nok ansvar.
Den holdning er Helena Alvarez, María Claudia Hernandez og Gema Bustos Quintana enige i.
“For at reducere problemet må de rige lande investere i udvikling i tredjeverdenslandene. Flok flygter, fordi de ikke kan se nogen fremtid eller frygter for deres liv, og det bliver i sidste ende vores problem – og de europæiske lande kan ikke blive ved med at holde til det massive flygtningepres,” lyder det enstemmigt fra de tre kvinder.
Desuden kritiseres landene i EU for at gemme sig bag den såkaldte Dublin-aftale, der trådte i kraft den 1. april 2006, hvori det fastslås, at det første ankomstland har hele ansvaret for asyl- og flygtningespørgsmålet. Dublin-aftalen er til for at forhindre, at den enkelte flytning “kastes” rundt mellem de forskellige landene, men efterlader til gengæld Spanien, Italien og Grækenland med et kæmpe ansvar, som de ikke selv har bedt om.

 

 

Livet på den anden side af grænsen er grønnere
Godt 50 millioner mennesker estimeres at være på flugt i dag. I 2014 ankom over 200.000 flygtninge til Europa, og når en person eksempelvis hopper over hegnet til Ceuta eller Melilla kan flere ting ske. Anholdes flygtningen af Guardia Civil, forsøger de hurtigst muligt at identificere vedkommende. Det er dog ofte svært, da mange rejser uden identifikationspapir for at undgå hjemsendelse – og efter 72 timer skal personen ifølge spansk lov sættes fri. I forhold til Marokko, gør en aftale i mellem de to lande fra 2012 (dog underskrevet helt tilbage i 1992), at Marokko ikke tager flygtninge retur. De skal først godkende en “tilbagesendelse”, som det spanske politi skal ansøge om, inden ti dage efter at flygtningen har sat sine ben på spansk jord. Hvis ansøgningen afvises, kan udvisningsprocessen tage op til to-tre år, og mens den kører, har politiet kun to muligheder: Enten sættes personen fri, eller også overflyttes vedkommende til et af CETI-centrene i Cueta og Melilla. Grundet pladsmangel overflyttes mange dog til et CIE-center (Centro de Internamiento de Extranjeros) på den Iberiske Halvø, hvor de opholder sig midlertidigt, indtil politiet beslutter, hvad der skal ske med personen. På centrene får de et NIE-nummer, så politiet og myndighederne har styr på, hvem de er – og her må personen højst tilbageholdes i 40 dage. Derefter har politiet seks måneder til at informere flygtningen om, hvad der skal ske (om de skal have en bøde eller udvisning), hvorefter de ikke længere kan retsforfølge personen, før de anholder ham/hende igen. Der er således ikke meget, politiet kan gøre for at sende flygtningene tilbage, og de ender ofte med at leve en tilværelse i skyggen af samfundet.
Nogle finder vej til Røde Kors, hvor et af projekterne kaldes Atención a Personas en Asentamientos (bosteder for flygtninge), som er rettet mod afrikanere, som hopper over hegnet eller kommer ad søvejen, eller mod romafamilier. Her får de tøj, mad, psykolog- og lægehjælp og juridisk assistance samt spanskundervisning, og det er her, María Claudia Hernandez er frivillig.

“Mit arbejde består eksempelvis i at køre på patrulje ud til bostederne, for at høre, om de har brug for noget. Hele idéen med projektet er at integrere personerne, så de kan være til gavn for samfundet.”
På bostedet opholder flygtningen sig typisk i seks måneder til et år, og her kan man også mærke det øgede flygtningepres.
“For to år siden havde vi to asentamientos (bosteder), og i dag har vi 120. Store dele af verdens befolkning er de seneste år flygtet fra fattigdom og krig, og mærker vi konsekvensen af nu.”
Også mange børn, som kommer alene til Spanien. Fra Marokko hægter de sig under lastbilerne og på den måde kommer nogle få over grænsen. Det er tydeligt, at emnet berører de tre kvinder, og senest Hernandez var på patrulje, mødte hun et af de børn på gaden.
“Vi fandt en lille dreng på 10-12 år stående alene på gaden. Han var fuldstændig smurt ind i olie og græd hjerteskærende, og det eneste han kunne sige var; “policía”, “policía”. Som mor kan jeg ikke forestille mig, hvordan det må være at sige farvel til en søn på 10 år uden at vide, om han overlever, eller hvem han møder, når han kommer over grænsen.”
I Spanien findes der heldigvis et omfattende system for flygtningebørn, hvor de bliver passet, går i skole og får ordentligt mad, men ikke alle er lige “heldige”. Store dele af de unge ender nemlig i mafiaens klør, hvor de tvinges til at tilbagebetale store gældsbeløb og leve med dødstrusler. De ser sjældent deres familie igen, og et liv i ensomhed er den pris, mange flygtninge må betale for at bo på der, hvor græsset er grønnere.

Tre personberetninger: (Lav det gerne som tre bokse, der placeres forskellige steder i artiklen)
“En teenagepige fra Algeriet fortæller hvordan en god ven af familien tilbød at hjælpe hende til Spanien, hvor han kunne skaffe hende et job. Familien og pigen takkede ja, og den lange rejse begyndte. Hun nåde sit endemål, hvor hun blev modtaget af en kontaktperson. Det hele var arrangeret af menneskesmuglere, og da hun ankom til Spanien, begyndte kravet om tilbagebetaling og truslerne mod hendes familie. Hun er i dag en af de mange kvinder, som står på gaden.”

“En 16-årig dreng forlod Mali for godt syv år siden. Tre år brugte han på at rejse alene igennem Afrika, inden han nåede den spansk/marokkanske grænse. På sin vej sov han i skraldeposer og levede af madrester fra containere og skraldespande. Han overlevede og kom til Marokko, hvor han i yderlige tre år forsøgte at krydse grænsen. I dag er han 23 år og bor i Spanien, men hans ben er blevet ødelagte af de mange forsøg på at komme over hegnet, og kan næsten ikke gå.”

“En colombiansk pige tog til Spanien for at finde et bedre liv. Hun fik arbejde og forelskede sig i en spanier, som hun fik en datter med. Efterfølgende blev de separeret, og hun fik konstateret kræft. Hun fik hjælp fra Røde Kors, hvor hendes datter også gik i sommerskole, men hun døde en sommerdag. Til begravelsen var der kun Røde Kors-folkene samt hendes datter på syv år. De tilbragte dagen på stranden med pigen, som legede med andre børn, men da de andre skulle hjem, spurgte hun: “Hvor skal jeg bo?”, “Hvem af jer vil være min mor?”. Hun boede efterfølgende hos et colombiansk par og venner til moren, hvorefter hun blev sendt alene tilbage til Colombia.”