Sanlúcar de Barrameda

 

Sanlúcar de Barrameda ligger på tærskelen til Atlanterhavet, kun et par kilometer oppe af Guadalquivir, der hvor floden er rigtigt bred og vandrig. Lige overfor Sanlúcar ligger Doñana, som er en af Spaniens mest berømte nationalparker. Man kan besøge Doñana ved at sejle fra Sanlúcar i en lille færge. Men Sanlúcar har i sig selv mange interessante ting at byde på, så vi er draget vestpå for at indånde den friske luft fra Atlanten og smage en ægte manzanilla. For Sanlúcar er også kendt som hjemsted for nogle af de største og fineste sherryhuse.

 

Man kan sige, at Sanlúcar de Barrameda “behersker” Guadalquivirs munding på tærsklen til Atlanterhavet. Byen fik derfor stor betydning for sejlads på verdenshavene, idet mange opdagelsesekspeditioner udgik herfra. Det galdt f.eks. for Magelleans ekspedition, som udgik fra Sanlúcar i 1519.

 

De fleste mennesker har hørt om Magellean og ved, at hans ekspedition var den første, der fuldførte en jordomsejling og dermed endeligt beviste, at kloden er rund. Magellean var portugiser, men var sendt ud som kaptajn for en spansk ekspedition, betalt af den spanske konge, så han sejlede altså under spansk flag. Magelleans ekspedition gik slet ikke ud på at sejle rundt om Jorden, det skete ved et tilfælde, men blot på at hente krydderier i Indien ved at sejle mod vest. Portugiserne havde nemlig monopol på at sejle syd om Afrika, så derfor måtte spanierne finde nye veje hen til de eftertragtede krydderier. En skibslast fyldt med krydderier kunne indbringe millioner, så det var drømmen om rigdom, der drev værket.

 

Der var lige det problem, at der ligger et helt kontinent mellem Indien og Spanien – Sydamerika, naturligvis. Det havde Magellean vist ikke lige tænkt over, og der skulle sejles umanerligt meget mod syd, inden man kunne komme rundt om spidsen. Det var ved passagen af Sydamerikas sydspids at Magellean kom til at opdage Magelleanstrædet, som betyder, at man kan undgå at sejle rundt om det stormomsuste Kap Horn, før man atter kan stikke næsen mod nord. Da ekspeditionen kom ud i det store hav vest for Sydamerika, navngav Magellean det “Mar Pacífico” – Stillehavet.

 

 

Da Magellean drog ud havde han 265 besætningsmedlemmer om bord på 3 skibe, men kun ét af dem, Victoria, kom tilbage til Sanlúcar, tre år efter det drog ud. Af besætningen kom kun 18 tilbage. Resten, herunder Magellean selv, var gået til undervejs af sygdom, mytteri og kampe med de indfødte (skibene skulle hele tiden hente forsyninger af mad og vand på land). Magellean omkom i kamp med indfødte et sted på Filippinerne, og det blev spanieren Juan Sebastian Elcano, der som kaptajn kunne føre Victoria ind i Sanlúcar i september 1522. Det var naturligvis en triumf, som Sanlúcar den dag i dag bryster sig af.

 

Selv om året 2019 stadig er lidt langt væk, er Sanlúcar allerede ved at lægge an til den kæmpestore fejring af 500 års begivenheden, der vil strække sig over 3 år – fra 2019 til 2022. Ja, man kan ligefrem sige, at man har taget forskud på fejringen, idet begivenheden allerede bliver omtalt på byens website www.sanlucardebarrameda.es og man kan allerede nu foretage en 500 års byvandring, hvilket vi naturligvis skal.

 

Vi har parkeret lige under byens turistkontor på Avenida Calzada Duquesa Isabel og det er et must at gå ind og få et bykort, for at kunne finde rundt. Vi går nu ned imod floden, for vi skal have noget at spise, og det kan man gøre ved at gå til højre nede ved flodbredden og frekventere en af de mange restauranter, der ligger dér på Pórtico de Bajo de Guia. Restauranterne ligger som perler på en snor lige ned til floden, og det er naturligvis især fisk, der serveres. Vi bestiller lidt forskelligt “para el centro” og stikker til mange interessante retter, mens vi sidder og skutter os op mod en læmur, for vi er i januar og luften er kold, men solen er varm. Til maden drikker vi en flaske manzanilla af mærket Solear, som produceres her i Sanlúcar. En manzanilla er en herlig sherrytype, ikke helt så tør som en fino, men stadig meget smagfuld, ja den rammer ganen med stor kraft, og da den holder 15% alkohol, skal man ikke have for meget af den. Men skønt smager den.
Og nu skal vi ud på den gevaldige byvandring, som vi har fundet på byens website www.sanlucardebarrameda.es under “Qué hacer” (hvad kan man lave), “Rutas aconsejadas”(anbefalede ruter) – her vælger vi “Ruta de la primera vuelta al mundo” (ruten for den første jordomsejling), som vi har trykt ud hjemmefra. Denne rute, som er på ca. 6 km, tager os rundt i byen, sådan at vi kan få alt det at se, der har med jordomsejlingen og den efterfølgende handel med Sydamerika at gøre. Ruten starter lige dér, hvor vi har spist, for her står der en slags solur, som markerer “legua cero” eller “mil nul”, altså udgangspunktet for jordomsejlingen.

 

 

Vi følger nu blot ruten, som tager os hen på den centrale plads “Plaza del Cabildo”, hvor vi på bibliotekets sidemur kan se fine farvede kakler, der viser ruten for jordomsejlingen, portrætter af Magellean og Elcano samt en liste over navne på de 18 mænd, der vendte tilbage. Her står vi lidt og lader tankerne flyve en gang rundt om kloden…
Ruten tager os hen til adskillige kirker og monumenter, og det er alt sammen meget interessant. På et tidspunkt kommer vi til Sanlúcars gamle borg, som er imponerende i sin nyistandsatte vælde. Det var den, der skulle forsvare Guadalquivirs indsejling og passe på, at der ikke kom pirater og andre uønskede elementer ind i floden, som jo fortsætter helt op forbi Sevilla og Córdoba. Borgen ligger på kanten til “el barrio alto”, idet Sanlúcar har både en lav og en højere beliggende del. Der er dog næppe tale om en højdeforskel på mere end 20-30 m. Idet vi går opad ser vi til vores glæde et sherryhus på venstre hånd: Barbadillo. Der er åbent og vi går ind og forsyner os med et par flasker fra udsalget. Vi husker lige også at købe sherryeddike, for den fås ikke bedre end her.

 

Vi går nu hen ad gaden Luis de Eguilaz og her ramler vi ind i El Palacio Ducal de Medina Sidonia. Nogen vil måske huske, at La duquesa de Medina Sidonia var berømt eller ligefrem berygtet for at være ræverød og totalt skandaleombrust, især da hun på sit dødsleje giftede sig med sin veninde i over 20 år, den tyske Liliane og tilmed testamenterede dele af den store formue til sin elskerinde for næsen af sine tre børn.

 

Los duques de Medina Sidonia har altid boet i Sanlúcar og har ikke ret meget med byen Medina Sidonia at gøre andet end navnet. Jeg har i flere årtier ønsket at se dette palads, og nu står jeg der endeligt. Og se! Det er åbent! Man kan gå ind! Der er en café, hvor man kan drikke kaffe og spise hjemmebagte kager! Man kan gå rundt i stuerne og beundre udsigten ud over byen, for paladset ligger på kanten mellem alto og bajo. Man kan gå ud i haven og beundre den. Og man kan tilmed bo i paladset, som nu er blevet en slags hotel. Jeg er målløs! Havde jeg vidst det hjemmefra, havde jeg booked os ind her, men det gjorde jeg ikke. Surt show. Gå ind på www.ruralduquesmedinasidonia.com og se de fine værelser, som ikke engang er specielt dyre at bo i (ca. 100 € for et dobbelt). Nå, det må blive næste gang. Det ser ud til, at paladset nu ejers af en fundats “Fundación Casa Medina Sidonia”, som har besluttet at lukke offentligheden ind for dermed at sikre bevarelsen af paladset og ikke mindst Medina Sidonia arkivet – det vigtigste privatejede historiske arkiv i Spanien. Al respekt for det.

 

 

Vi fortsætter vores byvandring hen forbi endnu et monument for jordomsejlingen og flere kirker og sherryhuse. Ruten ender henne på et cappuchiner kloster, men det er lidt langt væk, og på vejen støder vi på vores hotel, så nu må det være nok. Vi skal bo på det fine nyrestaurerede Hotel Abba Palacio de Arizón lige op ad bycentrum. Det har taget adskillige år og millioner af euro at ombygge dette tidligere palads til hotel og vi er meget imponerede. Især da et dobbeltværelse kun koster 60€, dog uden morgenmad. Se www.abbapalacioarizonhotel.com Vi var yderst tilfredse, så tilfredse at vi tilmed spiste aftensmad på hotellet og det var supergodt.

Udenfor er der nu kun 5 grader – ja, det er megakoldt herude ved Atlanten, meget koldere end inde ved det venlige Middelhav. Det kom noget bag på os, at temperaturforskellen var over 10 grader, men vi havde dog taget jakker med. Nogle af os hårdt presset. Så husk lige at Atlanterhavskulden bider fra sig i januar måned og går gennem marv og ben.
I morgen skal vi sejle over Guadalquivir til Doñana. Læs videre i næste nummer.

Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov