Urskov, guancher og gofio - en dag på La Gomera

Turen derover tager bare en lille time. Efterhånden som vi lægger Tenerife og synet af Teide bag os, åbner La Gomera sig til sine besøgende, og snart udskiftes det afvisende indtryk af stejle vulkanklipper med smalle bjergveje, palmetræer og hvide og bolsjefarvede huse, der nærmest hænger på klipperne.
Færgen lægger til i San Sebastián de La Gomera, øens største by, som øboere slet og ret kalder La Villa, altså bare byen. Den har godt 8.600 indbyggere, mens der bor omkring 23.000 på La Gomeras små 370 km², hvilket gør den til den næstmindste af De Kanariske Øer, kun undergået af El Hierro.

 

Columbus og bananer
Vi sætter fødderne på La Gomeras vulkanklippe. Det samme sted, som den gamle søfarer Christoffer Columbus i 1492 lagde ind til for at proviantere, inden han sejlede ud for at finde enten søvejen til Indien eller kanten af Verden. Hvad det skulle blive til, vidste han jo ikke.
Kirken Nuestra Señora de La Asunción, hvor ekspeditionens rædselsslagne deltagere inden afgang blev velsignet og beroliget, eksisterer stadig. Man ser også flere forbindelser til den såkaldt nye verden her, hvor en bus kaldes en guagua, der egentlig er et udtryk for papegøje i Sydamerika, og som anvendes på grund af de normalt papegøjefarvede køretøjer, og hvor en banan kaldes en banana, fordi man vælger at lade hånt om flere af de castilianske gloser, som blev proppet i halsen på øens urbefolkning, guancherne, da de første spaniere ankom i årene fra 1370. I første omgang var det for at kapre slaver, senere for at kolonisere øerne. De ligger jo meget godt, må man sige.
Byens farvelade-huse minder også om papegøjer.
Vi skal dog ikke med en spraglet bus. En asketisk hvid udlejningsbil venter. Vi skal ud på vulkanøen, op imod det højeste område, Garajonay, og ud til de svimlende udsigter og de slingrende landeveje på grænsen af vulkanen og Atlanten.

 

Dale og silbo
San Sebastián ligger nu bag os. Den er erstattet af bananplantager, hvor man dyrker de små, kanariske arter, og palmer, der modsat de importerede på det spanske fastland her anses som endemiske. Klippeskrænter bliver til bjergtoppe og frodige dale.
Fløjtesproget, kaldet silbo, menes at være skabt af urbefolkningen netop på grund af de mange og dybe dale, hvorover man kunne kommunikere med folk på den anden side, uden at have al besværet med at løbe hele vejen ned og op igen. Man fløjtede til hinanden. Behændigt.
Det har imidlertid været et uddøende sprog, hvilket øboerne har begrædt, da det anses som en del af deres kulturarv, og derfor har man nu indført det som et fag i skolerne.
Vi kører ad landevejen TF-711. Omkring en række småbyer som Piedra Romana og Santa Catalina, der har en lang strand, som i sagens vulkanske natur er kulsort, til én af disse dale, Vallehermoso. Den er lige så betagende, som navnet postulerer, og det dækker ikke kun dalen, men også en by, der ligesom kravler op ad den ene klippeside, hvor den mødes af terrasser fyldt med bananpalmer badet i solens venlige middagslys og de stabile, kanariske 22 graders varme.

 

Mi casa es…
Et glas is-kaffe og en halv times tid senere er vi kommet ad CV-6 imod endnu en dal i dette sindsopløftende landskab. Det er Valle Gran Rey, eller den store konges dal, der strækker sig ud til havet og strandbyen Playa Valle Gran Rey. Her valgte en del nordeuropæere engang i 1960’erne at slå rødder på og omkring et lille hotel kaldet Casa María, og her lever de så stadig, som var de fastfrosset i tiden. På trods af at de i årtiernes løb har fået følge af flere ligesindede.
Nuvel, dem om det. Vi vælger en anden vej, én der fører os til et andet casa, nemlig Casa Conchita i landsbyen Arure.
Den ydmyge facade, der kunne gemme på en hvilken som helst landevejskro, disse ventas, hvor man aldrig ved, om man kan forvente fisk eller fugl eller hvad som helst derimellem. Denne gemmer dog, som flere af øens spisesteder, der er indrettet i folks private spisestuer, på så meget hjerterum, at der deles ud af det og kulinariske traditioner fra de oprindelige øboer.
“Bienvenidos,” fløjter stedets indehaver, Fabrián Mora.
“Una botella de vino tinto,” fortsætter han piftende, og man indser, hvordan øboerne sagtens har kunnet forstå hinanden hen over dalene.
Brøndkarsesuppe, oste-smøre kaldet almogrote, salat med ananas og palme-honning, tunfiskegryde, svinekød marineret i rosmarin, dertil gofio og mojo, samt sød gofio-mousse med mere honning, lyder menuen, hvilken der ikke er så meget at rafle om.
Det er der heller ikke omkring dagens næste afsnit, som er indenfor rækkevidde.

 

Tagorer og tåge
Retningen er nu østlig og nogenlunde tværs over den runde ø. CV-15 hedder landevejen til Garajonay. Nationalparken med Europas eneste tilbageværende urskov, der ser ud, som skove nu engang formodes at have set ud for millioner af år siden, før vi mennesker begyndte at rode rundt i naturen. 70 procent af vegetationen er laurbærtræer med de mørkegrønne og duftende blade, og her vokser desuden omkring 80 unikke planter. UNESCO har kvitteret med at inkludere området på kulturarvslisten, hvilket skete allerede i 1986.
Øverst er Alto de Garajonay, La Gomeras højeste punkt på 1487 mete. Her er nu opført en kopi af guanchernes tagorer, hvilket på berbisk betyder “sted med cirkel af sten”. Her skulle urbefolkningen have afholdt en slags ting. I dag ser vi tilbage til Teides top, godt et par tusinde meter højere.
I dag er skoven og Alto de Garajonay indhyllet i tåge. Troldeagtigt.
Vejen tager os dog tilbage til hovedbyen.

 

 

San Sebastián igen og så retur
Vi kigger forbi øens ældste bygningsværk, tårnet Torre del Conde i San Sebastián, der er et levn fra tiderne, da spanierne skulle forsvare sig imod guancherne. Og vi ser kirken La Asunción – tænk at Columbus er gået hertil efter sin ankomst til øen. Dengang var kirkens gotiske facade stadig under opførelse. I 1700-tallet blev kirken udvidet et par gange for at skaffe plads til flere af byens borgere, de spanske tilflyttere og deres efterkommere, da de søgte beskyttelse under englændernes og berbernes hærgen.
Vi parkerer ved busstationen. Jeg er glad for at se, at man selv i disse globale tider kalder den for Estación de Guaguas. Sådan!
Snart er vi igen om bord på flyvebåden, der forbinder La Gomera med omverdenen, og ud fra den betragtning er det egentlig ikke så underligt, at Fred Olsen har fået en havnepromenade opkaldt efter sig i San Sebastián.

 

Beretningerne om guancherne, og hvordan de sandsynligvis kom fra Centraleuropa, via Nordafrika til De Kanariske Øer, møder man på alle øerne. Selvom navnet på dette mystiske folk egentlig kun dækker dem, som boede på Tenerife, anvendes det også om urbefolkningerne på de andre øer.
På La Gomera omhandler den største legende Hautacuperche. Han skulle i 1400-tallet have kæmpet imod de spanske conquistadores, der trods hans bestræbelser i 1488 kunne underlægge sig La Gomera.
Selvom guancherne som sådan er et uddødt folk, har man sporet unikt DNA i mange af øboerne. Ellers lever flere traditioner videre, heriblandt silbo-sproget og gofio, der er mel lavet af ristet hvede eller majs, brydesporten lucha canaria og forskellige former for keramikfremstilling.
Her ses Hautacuperche foreviget i Valle Gran Rey.

 

Se også
Los Órganos, der i denne sammenhæng skal oversættes til orglerne, er et område med søjlebasalt, som nogen mener minder om orgelpiber. Det ligger på den nordvestlige kyststrækning, og man skal sejle dertil for at få et ordentligt skue over fænomenet.
Playa de Alojera er en fin kystby, hvor der efterhånden og med god grund er en del turisme.
Barranco del Cabrito, der er endnu en meget flot dal og naturpark.

 

La Gomera-bezzerwizzer
Ifølge legenderne er La Gomera opkaldt efter Noahs barnebarn, som hed Gomer.
Gomera kan dog også forstås som slangebøsse, et våben som guancherne meget vel kan have forsvaret sig med.
Øen kom for omkring 20 mio. år siden til verden, da en undersøisk vulkan var i udbrud. Den stoppede aktiviteterne for tre mio. år siden. Modsat naturligvis nabovulkanen Teide, hvorfra man på billedet ser over til La Gomera.

 

 

Til og fra La Gomera
Fred Olsen har tre daglige afgange fra både Tenerife (Los Cristianos) og La Gomera (San Sebastián). Turen tager ca. 50 minutter med flyvebåd, og billetterne koster fra 16 euro. Man kan også sejle med fra Gran Canaria (Agaete), ligesom der er en færgeforbindelse mellem La Gomera og La Palma. Se mere på www.fredolsen.es.
Der er andre selskaber i farvandet, men de sejler med almindelige og langsommere færger.
La Gomeras lufthavn, der blev indviet i 1999, ligger i kommunen Alajeró og godt 30 km syd for San Sebastián. De fleste forbindelser er med Binter, der fortrinsvis flyver til og fra Tenerifes nordlige lufthavn.