"Los Acantilados de Maro – Cerro Gordo" er en smuk, våd naturpark

Vi befinder os lige øst for Nerja, og denne kyststrækning må være Andalusiens flotteste, så det nytter ikke noget, at man ikke har set den. En “acantilado” er en stejl klippekyst, og på strækningen mellem Maro og Cerro Gordo er kysten særligt flot – så flot og speciel, at den er blevet erklæret naturpark. Det meste af naturparken ligger ude i havet, så på landsiden er der kun tale om en tynd landbræmme, nemlig den, der ligger mellem den gamle hovedvej N 340 og havet. Men sikke en kyst! Lodrette klippevægge kaster sig uforfærdet lige ned i oceanet, og ind imellem er der skønne små strande, som kan være lidt svære at komme ned til. Derfor er de som regel ret tomme og er af samme grund eftertragtede af dem, der har mod til en kravle/ vandretur. Man kan bedst bese hele den smukke kyststrækning fra Torre de Maro (Maros gamle vagttårn), så nu skal vi at vandre, så vi kan tage herligheden i øjesyn.

 

 

Det beskyttede område er 12 km. langt (fra Torre de Maro til Cerro Gordo) og strækker sig ca. 1,6 km. ud i havet. Det er hjemsted for et meget rigt marint dyre- og planteliv, hvilket naturligvis er en af grundene til, at det er fredet. Bl. a. kan man her finde interessante og sjældne fisk, som f.eks. pez luna (månefisk) og pez doncella (regnbuefisk) samt forskellige truede plantearter såsom Posidonia Oceánica, en slags søgræs, som er endemisk for Middelhavet og vigtig som habitat for småfisk, krabber osv. Her vokser også den smukke falske koral Astroides Calycularis, som er helt orangefarvet og er et dyr, selv om den mest af alt ligner en blomst. Desuden kan man ofte her se både delfiner og havskildpadder. Det fredede område er på 1815 hektar og anses for at være af stor økologisk værdi.
Vores vandretur starter på Balcón de Maro, som ligger lige ved kirken. Her bag en stor indhegning og lige ned til havet ligger det fine hus, der tilhørte La Marquesa de Maro, og som nu ejes af hendes arvinger. Vi parkerer lige nedenfor kirken, der hvor ruinerne af en gammel sukkerfabrik ligger.

 

 

Sukkerfabrikken (“un ingenio” hedder det på spansk) blev bygget i 1500 tallet og havde dengang stor betydning for områdets økonomi, idet man her kunne udvinde sukker af de sukkerrør, der voksede i det tropiske klima langs med kysten. I 1500 tallet var sukker en skattet, dyr og sjælden vare, og da sukkerrøret kun kan vokse i troperne, var der her tale om et af de eneste steder i Europa, hvor den eftertragtede afgrøde kunne dyrkes. Efterspørgslen efter sukker var så stor og prisen så høj, at alle lande ønskede at kunne dyrke det. Det var bl.a. derfor, at det danske vestindiske eventyr kom på benene. Danskerne ville også have deres eget lille stykke tropeland, hvor de kunne dyrke de eftertragtede sukkerrør, hvilket de jo så gjorde, især på Sct. Croix.

 

 

Lige vest for Maro byggede man i 1800 tallet endnu en sukkerfabrik – en rigtig stor én, som man stadig kan se ruinen af på højre hånd, når man kører ned imod havet fra motorvejen ved afkørsel 295. Men ak, sukkereventyret i Spanien fik en brat ende, da man i slutningen af 1800 tallet i Tyskland begyndte at udvinde sukker af en undseelig roe. Det viste sig hurtigt, at det var meget enklere at udvinde sukker fra roen end fra røret, og dermed var sukkerrørets dage talte – i hvert fald i Spanien. Man kunne ikke på sigt konkurrere med det hvide, raffinerede sukker fra roerne, som tilmed kunne vokse i det tempererede klima – helt op til 60. nordlig breddegrad. Det fik også stor betydning for dansk økonomi, idet Danmark idag producerer 400.000 tons sukker om året.
Vi passerer altså ruinerne af den gamle sukkerfabrik lige ved P-pladsen i Maro og går i østlig retning hen imod det fine tårn, som vi kan se ikke så langt borte. Vi går ad den smalle asfaltvej, der fører ned til Maros strand (Playa de Maro). I svinget, lige der, hvor vejen drejer ned imod stranden, går vi op ad en grusvej på venstre hånd. Vi skal nu blive på denne sti, indtil vi kommer til en grusvej, der går skarpt til højre og lidt bagud. Den går vi hen ad. Inden længe vider vejen sig ud til en bred “plads” og for enden af “pladsen” ser vi nu en sti, der går stejt op til venstre. Den skal vi tage, for den fører os lige op til Torre de Maro. Tårnet er for nyligt blevet restaureret, og det ser flot ud. Men det flotteste ved tårnet er dets enestående beliggenhed på en skrænt lige ud til havet med fabelagtig udsigt til alle verdenshjørner. Mod øst og vest kan man se milevidt hen langs kysten og mod nord ligger vores gamle kending bjerget “Cielo” (1510 m.). Det er når man kigger mod øst fra Torre de Maro, at man skuer ud over naturparken “Acantilados de Maro – Cerro Gordo”.

 

 

Vi sætter os og spiser vores madpakker, mens vi beundrer udsigten og bagefter fortsætter vi vores vandretur med at gå ad den brede sti, der går mod nord fra tårnet. Vi følger bare stien, som er fin, bred og nyanlagt, så der er ikke noget at tage fejl af. På et tidspunkt går stien ned til venstre ved en skrænt og efter en lille nedstigning drejer vi skarpt til venstre igen. Denne fine sti fører os lige hen til det sted, hvor vi drejede skarpt til højre under opstigningen, og nu er det bare om at fortsætte nedad den samme vej, som vi kom op. Det er en superfin vandretur på 5-6 km. Man kan se ruten på www.elsebyskov.com. På tilbagevejen kan vi ikke dy os for at gå ned til den fine lille strand Playa de La Caleta, som ligger vest for Playa de Maro. Et stort skilt viser vej. På vejen derned passerer man forbi en masse marker med tropiske afgrøder så som avocado og chirimoya, og vi synes, at det er usædvanligt, at der ligger marker helt ned til havet. Faktisk er stranden først for nyligt blevet gjort tilgængelig for offentligheden, og dette skyldes det spanske miljøministerium, som på basis af den nye kystlov (Ley de costas) har fået til opgave at gøre alle Spaniens kyststrækninger offentligt tilgængelige. Det er altså et nyt privilegium man har, når man går ned ad de nyanlagte trapper til den fine lille strand, der ligger her flankeret af flotte klipper i hver ende.

 

 

Da vi stod oppe ved Torre de Maro kunne vi se en del orangerøde kajakker, der lå på stranden Playa de Maro. Det er firmaet www.malaga-aventura.es, der udlejer kajakker på Maro stranden, men det er kun i højsæsonen, at man kan komme ud og sejle og dermed bese kyststrækningen fra den helt rigtige side: havsiden.
Mellem Torre de Maro og Cerro Gordo, hvor naturparken ophører, ligger der følgende fine strande: Playa del Molino del Papel, Playa de las Alberquillas, Calas del Pino, Playa de Cañuelo og Playa de Cantarriján (nudiststrand). Til den sidstnævnte kan man køre i bil men kun om vinteren. Til de andre må man vandre ned ad mere eller mindre stejle stier.
Det skal også lige nævnes, at ude for enden af Cerro Gordo ligger der en meget fin lille hule, som ligger sådan, at man kan sejle ind i den. Den kan altså kun besøges fra vandsiden. Vi har engang “cyklet” derud på en vandcykel, som vi lejede på stranden i La Herradura. Det var en udflugt på 2-3 timer, og det krævede en del pedalkraft at nå ud til hulen. Hele familien var med, så vi havde masser af benkraft. Hulen var besynderlig og fascinerende med en lille madonnastatue inde i bunden. Denne udflugt kan kun foretages med sol og havblik, og det skal siges, at pedaludlejeren var stærkt bekymret for sin vandcykel, da vi blev væk så længe, og han havde tabt den af syne bagved forbjerget. Men en uforglemmelig udflugt var det.
Og på denne måde fik vi set den våde naturpark både fra land- og vandsiden. Et helt fantastisk sted er det.

Af Else Byskov (tekst & foto)