Mødet med den andalusiske kæmpehøne – La Sureña

 

 

Der findes over hundrede forskellige hønseracer i verden. Men i Andalusien findes særligt tre klukkende arter; la Andaluza azul, la Utrerana og la Sureña. Her er hønsekulturen en videnskab for sig selv, og avlerne er meget passionerede. En af dem er 56-årige José Manuel Arrebola, som på sin finca tæt ved Fuengirola fortæller, hvorfor den andalusiske kæmpehøne la Sureña har vundet hans hjerte.

 

Klokken er syv om aftenen, og den knusende lyd af grus under bilens dæk karambolerer med den landlige stilhed. Bilen vugger roligt fra side til side på den ujævne vej, der fører mod den endelige destination. En andalusisk hønsefarm. Otte hunde, en sort spansk hest, en avocadoplantage og godt 50 høns er det syn, der først møder én på José Manuel Arrebolas gård. Og bag de hvidkaldede murer gemmer der sig flere høns. José Manuel Arrebola, der også er en del af foreningen for andalusiske høns (Asociación de Criadores de Gallinas Autóctonas) med hovedkontor i landsbyen Álora, har nemlig omkring 235 Sureña-høns gående nøje inddelt efter størrelse, alder og gener. Hønsene er hans store passion, og ofte tager han til kåring for at fremvise sine fineste eksemplarer. Han har vundet flere gange, men præmien er ikke i kroner og ører, derimod en pokal, prestige og anerkendelse. En positiv ting ifølge Arrebola.

“Den andalusiske hønsekultur bygger på passion og ikke et økonomisk motiv, hvilket jeg finder meget sympatisk. Det handler ikke om at tjene penge, men om at skabe den perfekte høne eller hane. Vi kender alle hinanden, og derfor betyder prestigen og anerkendelsen meget. Vi konkurrerer venner imellem, og det gør hele oplevelsen endnu bedre.”

 

Sureña-hønen opdrættet gennem generationer
Den sydspanske landhøne la Sureña er en interessant skabning. Den er opdrættet gennem generationer, og nøjagtig som flamencodans, sangria og siesta er den en del af den andalusiske sjæl.

“Sureña er en høne, der altid har været en del af den andalusiske campo. Den kommer fra Cádiz, og i mange år har den kun været at finde på smågårde i Andalusien. Kendskabet til den uden for Sydspanien er derfor ikke særlig stort, men det er ved at ændre sig nu.
“Jeg mærker en stigende efterspørgsel fra flere steder i Nordspanien, på de Kanariske Øer og vestpå, hvor jeg bliver kontaktet af personer, der gerne vil købe høns af mig, da de kender mig fra konkurrencerne”.

La Sureña har da også mange positive egenskaber. Den er næsten dobbelt så stor som de høns, der leverer æg til supermarkederne, og derfor er æggene også større – og ofte indeholder de to blommer. På grund af deres størrelse kræver de dog store udearealer, hvor de kan gå og skrabe i jorden. Men det at hønsene går frit under den åbne himmel har en positiv betydning for æggene, der er en del anderledes end dem, man kan købe i butikkerne. De har en tykkere, hvid skal, og blommerne har en klarere gul farve og fylder næsten hele ægget. Og det er de kvaliteter, der gennem generationer har gjort la Sureña til en yndet gårdhøne i Andalusien.

 

 

 

Høns med økologi under vingerne
De naturlige omgivelser har også den effekt, at hønsene sjældent bliver syge, da immunforsvaret styrkes af de gode omgivelser. Det gør blandet andet, at de ikke fyldes med antibiotika, og de ofte opdrættes økologisk.
“Jeg er stor tilhænger af økologi og naturlige produkter. Jeg har forståelse for, at man bliver nødt til at masseproducere æg og kyllinger, for at opfylde de behov befolkningen har, men økologi er vejen frem. Min avocadoplantage er eksempelvis også økologisk, og selvom frugterne er mindre, og jeg ikke kan producere så meget, er det den rigtige løsning, da det er den vej, udviklingen går. Jeg arbejder desuden som advokat, så jeg ikke er så afhængig af indtægterne fra mine afgrøder.”

Økologi er mange steder blevet det nye sort. Og i Danmark tager stadig flere smålandbrug og supermarkeder etisk stilling til spørgsmålet, som eksempelvis Kvickly der ikke længere sælger produkter med burhønseæg. Tendensen ses også i Spanien, siger José Manuel Arrebola – om end ikke helt på samme niveau.
“Der er rigtig mange kræfter i Spanien, der arbejder hen mod et miljø- og dyrevenligt landbrug. Men det er et stort land, og det gør det svært at ændre på tingene. Desuden er de økologiske produkter mindre og dyrere, hvilket har stor betydning for kundernes valg.”

Selvom flere spanske landbrug går over til økologi, gør den andalusiske Sureñas størrelse og langsomme vækst, at de ikke egner sig til større produktioner, og det bliver næppe den, der skal erstatte hønsene i bur. Den lægger nemlig heller ikke nær så mange æg som de mindre burhøns, der er opdrættet til formålet, og antallet af æg varierer også meget. Man kan derfor aldrig give en garanti på leverancen af æg, fortæller Arrebola, der har avlet høns siden 2006.

 

Las Sureña er som kvinder – smukke på hver sin måde
At José Manuel Arrebola ikke distribuerer sine æg er ikke kun på grund af de usikre forhold i forbindelse med æggeleverancen. For ham handler det om at avle den bedste høne eller hane, og til dét går der mange æg. Det er en langvarig proces, der foregår ved nøje udvælgelse og opdeling af de små kyllinger. Og i øjeblikket har han 150 småfugle, som er inddelt i grupper efter, hvornår de hakkede sig vej ud af skallen. Opdelingen gør, at han kan sammenligne kyllingernes størrelse og karaktertræk og derved se, hvilke der er potentielle præmiehøns. Hver kylling har også en farvet ring om benet, der viser, hvem faren er, så han kan bruge samme hane til avl, hvis det er en succes. Og hanen har det som blommen i et æg – han bliver nemlig sat sammen med fire-fem høns, hver gang et nyt hold kyllinger skal avles. Men den perfekte høne er svær at frembringe.
“Ud af de næsten 400 kyllinger fra sidste år er kun 20 blevet en succes. Men det er med til at gøre det at opdrætte Sureñas interessant. Det er spændende at se, hvordan de udvikler sig. Det er ligesom med kvinder. De er forskellige, men smukke på hver deres måde. Og grunden til, at jeg faldt for la Sureñas, er netop deres elegance. De er høje, majestætiske dyr, og jeg elsker, at hver enkelt kylling bliver til en unik skabning.”

At hønsene er så forskellige, kan dog godt gøre det svært til konkurrencerne.
“Ofte er man uenig med dommernes beslutninger, da det hele afhænger af smag,” fortæller José Manuel Arrebola og griner.
“Jeg blev eksempelvis kun nummer to i sidste konkurrence, og jeg synes selvfølgelig, at min høne var den bedste.”

 

Af Christine Petersen, christine@norrbom.com