Peter og Helena Müllers barn- og ungdom under 2. verdenskrig og årene efter har resulteret i mange sider i deres erindringsbog. Efter krigen rejste de begge med skib mod Argentina. På vejen fandt de hinanden, og de kom til et land, hvor de ville komme til at bo mange år frem. I dag bor de i Torrox her på Costa del Sol og i denne serie, baseret på interviews med Peter og Helena Müller, bliver deres historier fortalt.
Da Anden Verdenskrigs mørke skygge ramte Polen, måtte Helena Müllers far tage sin gamle militæruniform ud af skabet. Tyskernes indtog betød også, at Helena Müller mistede sit barndomshjem og måtte flygte gennem Europa for at finde et sted, hvor krigen ikke rasede.
Der er efterår i luften i Polen. Helena Müller og hendes mor er vendt tilbage til deres hjemby Hel ved Østersøen for at se, hvad tyskernes indtog i Polen har betydet for deres smukke og elskede by. Hele vejen fra Warszawa har tankerne kørt i ring i Helena Müllers hoved. Mon deres hus stadig står? Hvad kommer de mon hjem til? Da de ankommer til den tyskkontrollerede by, skynder Helena Müller sig ivrigt hen mod huset. Allerede på afstand kan hun se, at noget er forandret, selvom huset stadig står der. Døren er åben. Hun træder ind i det kolde, forladte hus, hvor væggene er bare, og ikke et eneste møbel er tilbage. Hendes ben ryster. Hvor er alle deres ting? Alle billederne? I haven finder hun en bunke aske. Hun roder i den, og frem dukker de gyldne knapper fra hendes fars gallauniform.
“En nabo fortalte, at tyskerne havde taget, hvad de kunne bruge, og havde brændt resten for at udradere alle polske spor,” fortæller nu 89-årige Helena Müller.
Et par måneder tidligere modtog hendes far et brev om, at han skulle melde sig til militærtjeneste i reserven, da han tidligere havde været marineofficer. Det var Helena Müller, der overleverede brevet fra militæret til ham, mens han var omgivet af gode venner og glæde på en af byens ølstuer. Mens han læste, blev hans ansigt mere og mere blegt. Han fortalte, at der ville blive krig i Polen.
“Ordet “krig” gjorde mig meget bange, og da vi senere tog afsked med ham på togstationen, vidste jeg ikke, hvad der skulle ske,” siger Helena Müller.
Til Warszawa – og bomberne
Dagen efter, faren er rejst, får Helena Müller og hendes mor besked fra ham om at forlade Hel og tage til Warszawa. Han håber, at krigen ikke ville nå så langt ind i landet, og at de vil være i sikkerhed der. Men den 1. september 1939, få dage efter de ankommer til hovedstaden, fortæller stemmen i radioen, at tyskerne har overskredet den polske grænse. Bomberne begynder at falde over byen. De må forskanse sig i en stuelejlighed med 30 andre, hvor madrasser dækker for vinduerne og holder sollys og granatsplinter ude. Kosten består af tynd tomatsuppe og, en enkelt gang, gullasch lavet på hestekød fra et dyr fundet på gaden.
Et sted i byen er der stadig en bager, hvor de krigsramte og sultne indbyggere kan få brød, og Helena Müller og to andre unge piger begiver sig ud for at finde den. De har ikke været på vej længe, før de dybe drøn af eksplosioner når dem, og de bliver nødt til at skilles for at finde skjul for hvislende kugler. Da murbroksstøvet og lydene lægger sig, ved Helena Müller ikke, hvor de to andre eller hun selv er. Hun går fortabt rundt i de ødelagte gader, flankeret af sorte, udbrændte bygninger. Et sted ligger de dybrøde, blodige rester af et menneske, der kort forinden havde været en soldat på cykel.
“Jeg blev skrækslagen, når jeg hørte lyden af projektilerne. Én sagde til mig, at jeg ikke skulle være bange, for hørte jeg den lyd, betød det, at de havde ramt forbi mig,” fortæller Helena Müller.
Postkort til en fangelejr
Helena Müller og hendes mor har nu ingenting. Deres hus er blevet taget som krigsbytte af tyskerne, og alle deres ejendele er enten givet væk eller gået op i røg. De har ikke hørt fra faren, siden de tog afsked med ham. Da de intet hjem har i Hel, beslutter de sig for at rejse til Slovenien, hvor de har familie. Men først vil de finde ud af, hvad der er sket med deres ægtemand og far.
“Vi vidste ikke, om han var levende eller død,” fortæller Helena Müller.
De rejser fra by til by, fra hospital til hospital og bruger mange ventetimer på banegårdene, hvor togene kommer og går uden køreplan. Endelig kan en venlig sygeplejerske fortælle dem, at de sårede polakker, de havde indlagt, alle er blevet transporteret til Tyskland for at komme i krigsfangelejr. Faren var blevet skudt og havde punkteret lungen, og derfor sidder han nu et sted i Tyskland. De får en adresse på en fangelejr og sender ham et postkort med meddelelse om, at de er i live og rejser til morens søster Anna. Når – og hvis – han modtager kortet, vil han forstå, at de er rejst mod Slovenien, hvor Anna bor. De har fået deres rejsetilladelse fra Gestapo og begynder deres tur.
Af sted mod fred
Første stop er havnebyen Gdynia, hvor kampklædte tyske tropper fylder gaderne og spreder frygt. Her henvender Helena Müller og hendes mor sig på rationeringskontoret. Den ældre embedsmand, der tager imod dem, forklarer, at de skal komme dagen efter, og at datteren bare kan komme alene. Moren insisterer dog på at komme med, og hun gemmer sig ude på trappen, mens Helena Müller banker på og bliver lukket ind af den samme tyske embedsmand. Han læner sig tilbage i sin kontorstol og trækker hende med fast greb ned på skødet, mens han blidt kærtegner hendes hår. Hun trækker sig væk fra ham og beder med fast stemme om rationeringskortene, som han går ud for at ordne. Da han kommer tilbage, lukker han døren bag sig, og omfavner ophidset den unge pige og trykker hende hårdt mod sig. Helena Müller gør sig desperat fri og løber mod døren. Den er låst. I samme øjeblik banker det på, og sekretæren kommer med kortene, som embedsmanden underskriver. Så snart pennespidsen er løftet fra papiret, styrter Helena Müller ud af kontoret.
“Var sekretæren ikke kommet ind, havde han sikkert voldtaget mig,” fortæller Helena Müller.
Med rationeringskortene kan de få lidt at spise, og de kan forsætte deres tur gennem Europa, der til sidst fører dem til Palæstina.
I næste afsnit forlader Peter Müller Danmark og går ombord på skibet The Highland Princess, der sejler ham til Argentina.
