Kære læser juli 2013

Jeg sidder i Cercanía’en på vej til Málaga. Toget kørte ud fra min lokale station til tiden, som det plejer. Når jeg kører af sted med denne stabile lokalfutter igen i næste uge, er det for at lade mig fragte videre gennem det ganske spanske sommerland med AVE-toget til Madrid. Jeg er fuldstændig vild med den tur. Godt 2,5 time fra Málaga og så står man inde midt i hovedstaden. På renfe.es kan man altid finde billetter til en særlig fin pris på Preferente (svarende til Business Class), og her følger der appetizer og tre retters menu med i prisen, hvis man da ellers rejser ved spisetid. Verdensklasse! Nå, men tilbage til den eldrevne Cercanía, som suser af sted mod Málaga og gør holdt til tiden på samtlige velholdte, svineri- og graffitifri stationer på ruten. Inden jeg tog hjemmefra, kiggede jeg danske nyheder på Nettet, og det er specielt en af disse, som togturen får mig til at tænke på nu. Rejsekortet. Rejsekortet som allerede har kostet DSB og partnerne over 2 mia. kr. i investering, og som alligevel ikke kommer til at erstatte måneds- og klippekortene før om et helt år – fordi det ikke virker. At DSB er involveret i noget, der ikke virker, kan vel næppe betragtes som en nyhed, men det publiceres alligevel som sådan. Måske burde man snarere lave en type føljeton, end DSB-soap, som folk kunne klikke sig ind på, hvis de lige skulle få en fornemmelse af, at alt bare kører på skinner, for så dermed omgående at blive bragt ud af vildfarelsen igen. Kører på skinner… Hvem pokker mon har fundet på det udtryk? Næppe DSB, der har ellers forsøgt sig med flere kreative slogans som fx ‘Ud og se med DSB’ (på total kollisionskurs med dansk grammatik), ‘DSB hvis tiden er vigtig’ (Argggg!), ‘Lige til’ (Ufffff!) og nu det noget spagfærdige ‘Kom med’, der mere end som en kæk opfordring lyder som et knæfald: Please, please, please, kør nu med os!
I en tid med så megen fokus på bæredygtighed som nu, kan det være vanskeligt at forstå, hvordan statsbanerne overhovedet kan have eksistensberettigelse. Jeg kan ikke lade være med at nævne IC4-togene – 83 stk. bestilt for 13 år siden i Italien. 19 er vist blevet leveret, og de kører da også af og til, dog sjældent til tiden. Noget af den danske IC4-drøm står parkeret i den libyske ørken – en gave fra ministerpræsident Silvio Berlusconi til diktator Muammar Gaddafi. Den slags finder DSB sig bare i – men nu er det selvfølgelig også skatteborgerne, der betaler gildet. Gælden i foretagenet er voldsom, og når bestyrelsesformanden siger, at DSB skal være et sundt og solidt selskab, lyder han omtrent lige så overbevisende som en anløben brugtvognsforhandler.
At det er kommet frem, at det er dyrere at køre på det famøse Rejsekort end på klippekort er i sig selv pinligt, men at det også er dyrere (for ikke at tale om langsommere) at køre i tog fra København til Jylland end det er at flyve inkl. flybus ud til den endelig destination, er da i den grad ringe. Billigere bus- og togbilletter blev et af Villy’s brudte valgløfter, selvom det retfærdigvis skal nævnes, at man på nogle randområdestrækninger og uden for myldretid har sænket priserne en pyttelille smule – altså på steder og tidspunkter hvor ingen har brug for det. Og følge Trængselskommission (tænk at en sådan eksisterer) er den kollektive transport i København og omegn så håbløst organiseret, at passagererne spilder unødigt monstrøse mængder tid. Mon ikke salig Frederik Christian Heinrich Emil Tobiesen, der var DSB’s allerførste generaldirektør tilbage i 1874, ville vende sig i sin grav, hvis han vidste det – og så har vi ikke engang haft fat i DSB First-, DSB Gods- og Waterfront-skandalerne…
Skiftende direktører og masser af gyldne håndtryk senere, er status nemlig quo. Men så var det også, at Henrik Dam Kristensen i dagens Nyheder om Rejsekortet sagde: “Vi er nødt til at kigge det efter”! Sådan! Med så handlekraftig en herre ved transportroret kan det vel ikke gå helt galt…
Og så alligevel: Gad vide, hvad det næste bliver? Jeg kan næsten ikke vente.

he