Det danske magasin i Spanien
Voxpop – Kærligheden, der aldrig forsvinder

På trods af sportslig succés for Málaga CF går det ikke lige så godt på ledelsesgangene, hvor Sheik Abdullah Al-Thani regerer. Han har ikke overholdt sine betalingsaftaler og Málaga CF er blevet udelukket fra europæisk fodbold i næste sæson. Men hvad mener klubbens fans om Al-Thanis ledelse og de arabiske pengemænds indtræden på det europæiske marked. La Danesa har spurgt nogle fans af Málaga CF, om hvad de mener. En ting er de enige om. Klubben er vigtigere end den person, der ejer den.

 

Raul Martin Corpas, 31 år, Slagter hos Delicatessen

Hvordan har du det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. Det er det samme, som hvis klubben var ejet af en med en anden nationalitet.

Hvad mener du om, at Al-Thani ikke altid betaler løn til spillerne eller penge til andre klubber, som han køber spillere fra, til tiden?
Sv. Jeg synes, det er forfærdeligt, for vi har et godt hold og en god træner, som ser ud til at blive påvirket af det.

Hvad mener du om, at arabiske pengemænd ejer europæiske fodboldklubber?
Sv. Hvis de kommer med penge og investerer, skal de være velkomne.

 

Adrian García García, Chef for Pizzaria La Piccolina i Málaga

Hvordan har du det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. Mine følelser for Málaga CF vil være de samme, uanset om præsidenten er en sheik eller en vagabond, vil jeg have stor kærlighed til klubben.

Hvad synes du om Sheik Al-Thanis ledelse af klubben?
Sv. Ledelsen er rædselsfuld, hvis vi ser bort fra trænerstaben. Der er forsinkede betalinger, manglende kommunikation med offentligheden, fravær af sheiken og så videre. Men sportslig set, med Manuel Pellegrini i spidsen, er det upåklageligt.

 

Pablo Morillo, 43 år, psykolog

Hvordan har du det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. Det er ikke vigtigt for mig, hvem der bestemmer klubbens skæbne.

Hvad synes du om, at arabiske pengemænd ejer europæiske fodboldklubber?
Sv. På den ene side kan jeg ikke lide, at klubberne kommer i hænderne på rige udlændinge, der ikke kender hverken klubbens historie eller særegenhed. På den anden side er det, takket være dem, at mange klubber overlever og forbliver konkurrencedygtige, selvom vi ikke ved, hvad der sker på lang sigt.

Tror du, at der ligger andet end ren forretning bag de arabiske pengemænds indtræden på det europæiske marked?
Sv. Øh, måske også berømmelse og prestige, men det er mest forretningens skyld.

 

Enrique Hernández (tv.), 43 år, optiker hos Opticalia Beethoven i Málaga

Hvordan har du det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. Mine følelser for Málaga CF er større end for ejeren af klubben. Hvis bare personen er ærlig, er det lige meget for mig.

Hvad mener du om, at Al-Thani ikke altid betaler løn til spillerne eller penge til andre klubber, som han køber spillere fra, til tiden?
Sv. Jeg synes, at lige meget, hvor store tal, vi taler om, så bør alle medarbejdere altid få udbetalt den løn, der er aftalt med virksomheden til de fastsatte terminer. Det er en ret for medarbejderen, og i dette tilfælde gør sheiken det dårligt.

Hvad er dit syn på Sheik Al-Thani?
Sv. Selvom vi står midt i en usikker tid, så har sheiken æren af at være skaberen af et stort projekt, som har samlet en hel by omkring holdet.

Hvad synes du om, at arabiske pengemænd ejer europæiske fodboldklubber?
Sv. Pengemændene vil promovere sig internationalt ved at eje klubberne. De har indset, at der generelt i sportsverdenen og i særdeleshed i fodbold er enorme forretningsmuligheder, som rykker mange penge rundt, og som giver omtale til deres land. En omtale, der ellers vil være umulig at få.

 

Estefanía García og Francisco Gonzalez, tjenere på Bar Nostrum i Málaga

Hvordan har I det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. Vores passion for Málaga CF er og vil altid være den samme. Det er ikke vigtigt, hvem der styrer klubben. Det er stadig Málagas farver i kampene, vi føler med og holder af.

Hvad er jeres syn på Sheik Al-Thani?
Sv. Vi har ikke meget viden om ham. Han ser temmelig reserveret ud, men han takker altid for kærligheden og støtten til holdet i de svære øjeblikke.

Hvad synes I om, at arabiske pengemænd ejer europæiske fodboldklubber?
Sv. Vi synes, det er fantastisk. I Spanien havde ingen lyst til at købe en klub som vores, men nu kender man os i hele Europa. Hvis de har penge, så er det genialt, at de kan skyde liv i de mindre klubber.

 

Morten Møller, formand for La Peña de Dinamarca i Fuengirola

Hvordan har du det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. For mig betyder ejerskabet af en klub intet – blot det er seriøst. Vi må jo tænke på, at Málaga på spanske hænder tidligere er røget ind i problem efter problem. Blandt andet med en konkurs.

Hvad er dit syn på Sheik Al-Thani?
Sv. Uden hans køb af klubben for 36 mio. euro havde den ikke været, hvad den er i dag. Men herefter har han svigtet totalt. Og det kunne han ærlig talt ikke være bekendt. Havde træner Pellegrini og spillerne ikke givet hinanden håndslag på at fortsætte, selvom de havde løn til gode, var klubben kollapset.

Tror du, at der ligger andet end ren forretning bag de arabiske pengemænds indtræden på det europæiske marked?
Sv. Ja, Qatar skal primært promoveres frem til 2022, hvor landet overraskende er blevet tildelt værtskabet for slutrunden om verdensmesterskabet. Her har Al-Thani desværre blot været et skidt eksempel.

 

Pedro Martin Vallejo, tjener på Pizzaria Bellavista Mare i Málaga.

Hvad er dit syn på Sheik Al-Thani?
Sv. Jeg tror ikke, det er en godtroende Robin Hood, vi har fået til byen. Málagas sheik er som andre sheiker, og han kommer ikke kun hertil for at redde små fodboldhold, men for at planlægge sine fremtidige investeringer i fast ejendom. Han leger med byens følelser ved at opbygge sin popularitet omkring byens fodboldhold, og derfor kan han lettere få sine byggeprojekter gennemført. På den anden side har klubbens sportslige succes givet byens befolkning et smil på læben.

 

Raúl Rodríguez Martin, 28 år, tjener på Restaurant Tita Ché i Málaga.

Hvordan har du det med, at Málaga CF er ejet af en qatarsk sheik?
Sv. Mine følelser for Málaga CF har ikke ændret sig, selvom ejeren er en Sheik fra Qatar. Jeg har været Málaga-fan fra jeg blev født, og vi har altid haft en ydmyg klub med stor passion. Jeg troede aldrig, jeg skulle se mit hold spille i en europæisk turnering. Det var en drøm. En drøm, som vi bør takke den qatarske sheik for. Uden hans investering ville alt dette ikke være muligt.

Hvad synes du om Sheik Al-Thanis ledelse af klubben?
Sv. Jeg synes ikke, at ledelsen er god. Men projektet er fortsat ungt, og det er for tidligt at drage konklusioner endnu. Det forlyder, at nogle af de først ansatte tog af kassen. Med de nye tiltrædelser er der kommet bedre styr på tingene, og der er tilsyneladende ikke flere økonomiske udeståender.

Hvad er dit syn på Sheik Al-Thani?
Sv. Min generelle mening om Al-Thani er uden tvivl, at alle Málaga-fans i begyndselsn var meget begejstrede for projektet, som skulle sikre Málaga CF en plads på det europæiske fodbold-kort. Vi har følt magien fra de europæiske turneringer og er henrykte. Vi frygter det værste og håber på det bedste.

Tror du, at der ligger andet end ren forretning bag de arabiske pengemænds indtræden på det europæiske marked?
Sv. Som udgangspunkt er fodbold en forretning, men jeg mener, der ligger mere bag. Eksempelvis promoveringen af Qatar. Men jeg ser det ikke som et problem, for i vores globaliserede verden, er det bedre jo mere, vi er knyttet til resten af verden.

Af Kasper Ellesøe, kasper@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.