Det danske magasin i Spanien

Efter kanonsalg fik Málaga CF glæde af det europæiske overskudslager De er ikke ligefrem venner på ovenstående foto, landsholdskaptajnen for Uruguay, Diego Lugano, og den franske midtbaneslider Jérémy Toulalan. Billedet er taget ved slutrunden om verdensmesterskabet i fodbold i Sydafrika i 2010, hvor Uruguay og Frankrig spillede 0-0. En slutrunde, der endte i tumult og fiasko for Frankrig, hvorimod den sydamerikanske nation med færre indbyggere end Danmark nåede frem til semifinalerne, hvor de brutale hollændere spændte ben for Uruguay med en 3-2 sejr.

Nu spiller Toulalan og Lugano på samme hold. I Málaga Club de Futbol.

De er blevet venner. Januars transfervindue bragte dem sammen på Costa del Sol. Her fik Málaga glæde af det store overskudslager i det europæiske fodboldcirkus, hvor spillerne efterhånden agerer som daglejere – hvor er der nu et job? Her spillede den 29-årige Toulalan i forvejen på anden sæson, mens den 32-årige Lugano var blevet stort set overflødig i den franske storklub Paris Saint-Germain, der ligesom Málaga CF har ejerforbindelser til Al-Thani-familien i Doha i Qatar.

Málaga satte rekord
Transfervinduet blev givtigt for økonomisk trængte Málaga CF:
Landsholdsbacken Monreal blev solgt til engelske Arsenal for 12.7 mio. euro, og den lille argentinske forward Bounanotte blev afsat til Granada for 2.6 mio euro. De kostede i sin tid Málaga CF henholdsvis 6 og 4.8 mio. euro i Osasuna, Pamplona, og River Plate, Buenos Aires. Altså en kanongevinst på Monreal. Samtidig satte Málaga CF rekord på salgssiden i La Liga i januar med den samlede gevinst på 15.3 mio. euro. Herefter fulgte Getafe med et plus på 3.5, Sevilla 2.5 og Zaragoza med 500.000 euro.. Minusser til Real Madrid på 3.5, Atletico Madrid 3.2, Granada 2.6, og Celta Vigo med 800.000 euro.

Halvdelen hentet hjem
Nu er Málaga CF ved at indhente det store pengeforbrug Al-Thani fra start lagde for dagen. I hans tid har Málaga-klubben i alt købt spillere for 82.6 mio. euro. Nu siger salgssiden omkring halvdelen; der er kommet 41.8 mio. euro retur.

Se, hvad følgende syv spillere har indbragt siden juni 2012.

Cazorla til Arsenal for 15 mio. euro.
Monreal til Arsenal for 12.7 mio. euro.
Rondon til Rubin Kazan for 10 mio. euro.
Bounanotte til Granada for 2.3 mio. euro.
Mathijsen til Feyernoord for 0.8 mio. euro.
Apono til Zaragoza for 0.7 mio. euro.
Xavi Torres til Getafe for 0.3 mio. euro.

Endvidere skulle klubejer Al-Thani have skudt yderlige 7 mio. euro i klubben, der budgetterer med et overskud på 5 mio. euro ved sæsonafslutningen i juni. Hertil er der kommet mere end 20 mio. euro i bonuspenge fra UEFA for de store præstationer i Champions League. Og skulle klubbens ”Golden Boy”, den 20-årige Isco, som netop har fået landsholdsdebut, blive afsat, lyder prisskiltet på ham nu på 35 mio. euro. Det har klub og spiller papir på, efter Isco har forlænget sin kontrakt til 2016.

Ny spændende tid
Der er også kommet en hel del nye ansigter indtil juni i Málaga CF. Den 19-årige offensive midtbanespiller Lucas Piazon, brasilianer lejet i engelske Chelsea med 22 U-landskampe for Brasilien. (Omtalt i Las Daneas februarnummer) Den 32-årige centerforsvarer Diego Lugano, uruguayer lejet i franske Paris Saint-Germain, landsholdsanfører med en fortid i klubber som Sao Paulo, Brasilien, og Fenerbahce, Tyrkiet. Han har spillet 77 A-landskampe.

Den 25-årige venstre back Vitorino Antunes, portugiser, lejet i Pacos Ferreira med en fortid i Lecce og Livorno i Italien og Panionios i Grækenland. Han har spillet 23 U-landskampe og 3 A-landskampe for Portugal. Den 27-årige offensive midtbanespiller Pedro Morales, chilener med en fortid i Dinamo Zagreb i Kroatien og Universidad de Chile. Han ejes af Dinamo. Noteret for 14 landskampe for Chile.

Siden sidst i La Liga:
Málaga CF – Celta Vigo 1-1 (1-0)
Mallorca – Málaga CF 2-3 (1-2)
Málaga CF – Zaragoza 1-1 (1-1)
Levante – Málaga CF 1-2 (1-1)
Málaga CF – Athletic Bilbao 1-0 (1-0)
Herefter lå Málaga Cf nr. 4 i La Liga.

I Copa del Rey:
FC Barcelona – Málaga CF 2-2
Málaga CF –FC Barcelona 2-4

I Champions League:
FC Porto – Málaga CF 1-0 (0-0)

Spænding før returkamp i Málaga
En spilprocent på 62-38 i FC Portos favør talte sit tydelige sprog. Portugiserne med de stolte europæiske fodboldtraditioner bragte Málaga CF voldsomt i knæ i den første ottendelsfinale i Champions League på Estadio de Dragao. Med en intens, offensiv midtbane og et robust forsvar røg store Málaga-navne som Joaquín, Isco og Baptista helt ud af spillet. Og Santa Cruz kan kun roses for sit interview i Sky Sport før matchen. Hermed var det op til  Málagas bagerste forsvar at redde æren. Og det gjorde det. Nederlaget på 1-0 (0-0) kan vendes i til en samlet sejr i returopgøret på Estadio La Rosaleda onsdag den 13. marts.

Omend det bliver vanskeligt. Efter slaget i Porto sagde træner Manuel Pellegrini, som tydeligt viste sin bekymring under kampen:
”Vi kan ikke være tilfredse med vor indsats. Spiller vi den 13. marts op til daglig standard, har vi en mulighed for revanche. Porto skal ikke igen have lov til at presse os så langt tilbage på banen”.
Portos træner, Pereira, udtrykte overraskelse over Málagas manglende offensive kvaliteter, men roste defensiven.

Málaga CF stillede således op:
Willy Cabellero – Sergio Sanchez, Demichelis, Weligton og Antunes – Iturra og Toulalan – Joaquín (Portillo 62. min.), Baptista (Piazon 77. min.) og Isco – Santa Cruz.

En mand mere på midtbanen i dette svære opgør ville have gjort underværker. Med til historien hører, at Porto-scoringen ved Moutinho var klart offside. Det viste TV. Nu står den på storm mod Porto-målet i returkampen i Málaga.

Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca
Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol som i Danmark er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn – samt hjørnepladser.

Af Morten Møller Foto: Málagacf.com m.fl.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.