Exceptionelle tiltag

Mens regeringerne i euroområdet meget sigende ikke har formået at gøre meget ved gældskrisen, har ECB aktivt søgt at løse den. Efter tidligere tiltag som eksempelvis langfristede lånefaciliteter til likviditetshungrende banker og tilførsel af rigelig likviditet til de finansielle markeder griber ECB nu til en mekanisme, som har større potentiale til at afhjælpe krisen end noget tidligere forsøg.

Centralbankchef Mario Draghi fremlagde 6. september en ny plan til at stoppe gældskrisen. ECB vil nu opkøbe statsobligationer fra problemlandene, som til gengæld skal love at gennemføre stramme reformer. Ifølge planen skal de kriseramte lande formelt ansøge EU-redningsfonden EFSF om støtte, og fonden opkøber så disse landes obligationer direkte fra udstederne, dvs. i det primære marked, hvor ECB p.t. ikke må handle. ECB køber dernæst landenes obligationer i det sekundære marked fra private og institutionelle investorer. Opkøbene er “steriliserede” i den forstand, at de er pengemængdeneutrale, fordi ECB dræner et tilsvarende beløb fra det finansielle system.

Ifølge opkøbsprogrammet, som ECB kalder Outright Monetary Transactions (OMT), er der ingen grænse for, hvor store beløb, der kan bruges på opkøb. Opkøbene vil ske i statsobligationer med løbetider op til tre år. Samtidig sidestilles de opkøbte obligationer med lignende obligationer, dvs. ECB frasiger sig sin status som særlig privilegeret kreditor. IMF skal være med til at overvåge, om landene på længere sigt opfylder kravene for støtte, herunder om de gennemfører de lovede reformer.

De fortabte får tilbage i folden
Der er ikke noget nyt i, at kriseramte lande skal opfylde en række betingelser. Grækenland, Irland og Portugal er allerede underlagt reformkrav fra den såkaldte trojka (EU, ECB og IMF). Især Spanien og Italien har hidtil modsat sig reformkrav udefra, idet landene mener, at de allerede gør nok for at genoprette den finansielle stabilitet. Indtil videre har deres egne reformer dog kun haft begrænset succes.

Draghis tiltag kan i første omgang ses som et overfladisk forsøg på at få Spanien og Italien “med i klubben”, men faktisk signalerer ECB til de to lande, at de ikke får mere støtte, medmindre de forpligter sig til at opfylde de krav, der følger med. Eftersom opkøbene af obligationer afhænger af, at landene faktisk anmoder om hjælp, har de gældsramte lande ikke noget andet valg end at acceptere betingelserne der følger med. ECB giver dem derfor i realiteten ikke et frivilligt tilbud, men snarere et ultimatum om at benytte sig af tilbuddet eller forlade euroområdet.

Kun én modstander – men nok er nok
Kun den tyske Bundesbank kritiserer åbenlyst Draghis forsøg på at løse krisen og stiller spørgsmål ved, om planen i det hele taget er lovlig, da ECB primært har mandat til at holde inflationen under kontrol. ECB mener dog, at den nuværende situation kræver “exceptionelle tiltag”, og argumenterer for, at tiltagene er inden for beføjelserne, da det ifølge artikel 18 i bankens egne regler er tilladt at udføre direkte monetære transaktioner (OMT).

ECB spiller fortsat en afgørende rolle i at løse gældskrisen i euroområdet, og det seneste initiativ har styrket bankens troværdighed i markedet. Selvom de direkte montære transaktioner ikke hjælper økonomien i euroområdet og måske endda forværrer situationen på kort eller mellemlang sigt – alt efter hvor strenge reformer, der kræves – er den nye plan klart et skridt i den rigtige retning. Men den virker kun, hvis regeringerne reagerer hurtigt – for at se tiden an er en luksus, som euroområdet ikke længere har råd til.