Barranco Blanco

Få kilometer vest for Alhaurín el Grande ligger der et grydelignende terræn omgivet af træbeklædte bjergsider. På toppen og ligeledes i bunden af denne ligger villaer, gerne med god afstand til den nærmeste nabo. Blandt de danskere, der kender til stedet, er der opstået myter om, hvordan det var tyske, højtrangerende militærpersoner efter sidste verdenskrig og i ledtog med Franco-regimet, der slog sig ned og nærmest i det skjulte dannede et samfund godt gemt væk fra den øvrige verden. Mistanken om, at der foregik noget suspekt i dette samfund, blev styrket af, at der i dag findes rester af en vagtstue langs den eneste indfaldsvej til området.

For at undgå at skulle huske det vanskelige spanske navn Barranco Blanco, bliver stedet af skandinaver kaldt Tyskerdalen.

Opfordret af andres nysgerrighed besluttede jeg mig for at søge mere information om stedet. Efter en del research kom jeg i kontakt med en beboer nederst i dalen. Hans navn er John Hughes, og han er gift med en svensk kvinde, Annika. Dette var et usædvanligt imødekommende par, og John fortalte mig alt, hvad han vidste om stedet. Men da de kun havde boet der siden starten af halvfemserne, var det begrænset, hvad han vidste om dalens fortid.

De første bosættere
For at finde ud af, hvordan det hele begyndte, forsøgte jeg at komme i kontakt med nogle af de fastboende. Vi kørte rundt i området og bankede på samtlige døre i håb om, at nogle ville åbne for os. Men de fleste huse så ubeboede ud, og de få, som svarede, kunne eller ville ikke hjælpe os. Vi var ved at opgive håbet, da min kone opdagede en blog på internettet publiceret på Adolf Hitlers 120 årsdag i 2008. Artiklen fortalte historien om tyske nazister, der flygtede til Spanien for at undgå retsforfølgelse i deres hjemland. Der dannede sig senere flere lignende kolonier, specielt i Andalusien. Under Franco blev alle nazister anset som uskyldige, uanset hvilke forbrydelser de havde begået. Så ingen af de efterlyste nazister blev udleveret til hverken Tyskland eller andre lande. Da Franco døde, flygtede mange videre til Sydamerika. Barranco Blanco blev nævnt i artiklen, og det siges, at Franco oprettede ferielejre for sine tyske venner. Og den eneste vej ind til lejren blev vogtet af Francos civilgarde. Valget af Barranco Blanco er ikke ubevidst. Stedet blev valgt på grund af naturskønheden, og fordi der var rig mulighed for ørredfiskeri. Der åbnede også en tysk restaurant på stedet. En restaurant, man kun kunne besøge, hvis man kunne komme forbi de bevæbnede vagter. Den nævnte artikel finder man på www.nazidieselpunk.devhub.com/blog/category/history.

Generelt om dalen
John Hughes og hans hustru ankom til Spanien for 22 år siden. Da de begge var gået på pension, bosatte de sig allernederst i Tyskerdalen. John Hughes mente, at der var omkring 20 boliger i området, og at cirka halvdelen var beboet hele året. Han og hans kone bor der fast. Han kender mange af beboerne, der blandt andet kommer fra Danmark, Holland, England, Belgien og Tyskland. Urbanisationen, som man vel kan kalde den, er ikke organiseret, så der blev aldrig taget noget initiativ til for eksempel at udbedre vejene, som er temmelig ufremkommelige på grund af langvarig erosion. Igennem tiden er der blevet taget enkelte initiativer til indtægtsgivende virksomheder i dalen. Problemet var bare, at infrastrukturen var så dårlig, at det næsten var umuligt at drive forretning. Nogle af beboerne forsøgte at starte et fiskeopdrætteri og havde opført en del vandtanke, som skulle anvendes til opbevaring af yngel i alle aldre. Denne forhenværende virksomhed ligger nu bare som endnu et efterladenskab. I stedet er der nu kommet en rideskole og en ”legeplads” for motorcykelentusiaster nær ved. Følger man vejene til den sydlige del af dalen, kommer man forbi et boligkompleks, som umiddelbart var for stort til at være en bolig til kun én familie. Det viser sig, at det tidligere havde været brugt som hotel for hestesportsinteresserede. Stedet indeholdt seks gæsteværelser, og da det var i drift, havde hotellet 12 heste til gæsternes disposition.

Det mest succesrige projekt stod en hollænder for. Da jeg boede i Holland fra 1968 til 1978, var der en hollandsk entertainer, Rudi Carrel (1934-2006, red.), der havde stor succes på hollandsk tv som vært for en serie underholdningsprogrammer. Eftersom hans popularitet voksede, blev Holland for lille for ham, og han flyttede til Tyskland for at lave tysk tv efter samme koncept som det hollandske. Han blev snart en velstående mand. En gang i 80’erne satte han nogle af sine penge i et projekt i Barranco Blanco. Hans plan var at bygge flere hundrede boliger (1500 siges det). Problemet opstod, da de fastboende var imod projektet, og med manglende støtte fra kommunen blev det droppet. Men fundamentet til et par huse var opført, og de står nu bare som skeletter og forfalder.

Floden igennem dalen
Der løber en flod gennem Tyskerdalen, og følger man den til havet, finder man ud af, at den munder ud ved Sohail-borgen i Fuengirola. Men i Tyskerdalen hedder floden Rio Alaminos og er egentlig en sideflod til Fuengirola-floden. Det specielle ved denne sideflod er, at den aldrig tørrer ud. Jeg besøgte dalen i februar 2012 – hvor det kun havde regnet ganske lidt de seneste tre måneder. Men der var meget vand i floden, som langt fra er ved at tørre ud. Følger man flodens strøm, kommer man nord for Tyskerdalen til en lille dal, hvor man skal følge flodlejet for at komme frem. Så kilden til floden ligger altså meget længere mod nord.

John Hughes fortæller, at hvis man går et stykke videre langs floden, fra der hvor han bor, kommer man til et sted, hvor der strømmer vand oppe imellem stenene. Folk har foretaget undersøgelser i området og har fundet spor af menneskelig aktivitet, som kan stamme helt tilbage fra romertiden. Jeg prøvede at opsøge stedet, men måtte give op på grund af det tætte buskads. Han mener også, at der på toppen findes rester efter det, som engang i nyere tid var et hus. Et sted, hvor måske hyrder overnattede.

Der, hvor Rio Alaminos løber ud af Tyskerdalen, kommer den ind i en meget smal dal. Klippesiderne er så stejle, at det ikke er muligt at komme frem til fods. Jeg har prøvet, men måtte give op. Den eneste måde ville være at gå igennem floden. Det kan være fra dette sted, at dalen har fået sit spanske navn. Barranco betyder nemlig skrænt eller kløft.

En gang i 1930’erne fik et eller andet myndighedsorgan den idé, at man kunne løse fremtidige vandforsyningsproblemer ved at lave en dæmning i den smalle dal for derefter at fylde hele Barranco Blanco-gryden med vand i regnfulde vintermåneder til brug i tørkeperioder. Det faktum, at floden gennem dalen altid er vandførende, gjorde ideen attraktiv. Der blev foretaget en del forarbejde, før man opdagede, at jorden, som vandmassen skulle hvile på, havde så mange små huller, at vandet ville lække ud under dæmningen, så man ikke kunne udnytte det opsamlede vand fuldt ud. Derfor blev projektet opgivet. Men det, som var opført under det forberedende arbejde, blev aldrig fjernet. Endnu et skelet.

Informationen om projektet, som altså blev skrinlagt, løste et mysterium. I forsøget, hvor jeg måtte opgive at ankomme til Tyskerdalen sydfra langs floden, faldt jeg over en mærkelig murkonstruktion på et plateau cirka 50 meter over dalbunden. Der var lagt tragtformede løbere, der virkede, som om en masse forskellige konsistenser skulle ledes i en speciel retning ned mod et stop i floden. Jeg kunne dog ikke finde hensigten med dette. Men efter at have lært mere om dæmningen, som ikke blev til noget, var det tydeligt, hvad meningen var med disse konstruktioner.

Man vil umiddelbart tro, at Tyskerdalen er et stille, roligt og idyllisk sted uden nogen form for støj. Men John Huhges har et støjproblem, og det er vildsvin, som ved nattetid laver gryntelyde, når de roder rundt og leder efter spiselige ting i krattet omkring huset.