Det danske magasin i Spanien
Milliardæren punger ud, men er også en dårlig betaler

Milliardæren punger ud, men er også en dårlig betaler

Det vakte i sagens natur stor opsigt, da et medlem af Qatars kongelige familie, den nu 43-årige Sheik Abdullah Bin Nassar Al-Thani, i juni 2010 købte Málaga Club de Futbol af den tidligere Real Madrid-præsident Lorenzo Sanz for 36 mio. euro. Siden indgød spillerindkøb i denne sæson for 59 mio. euro optimisme i klubben og blandt dens mange fans. I alt ligger den arabiske milliardærs investering i klubben nu på mellem 120 og 150 mio. euro.
Og projektet for et nyt sportsakademi i økologiske materialer til 18. mio. euro er netop blevet offentliggjort.
Joh, i sandhed en herre med store ambitioner og økonomiske bevægelser i sine bestræbelser på at bringe Málaga CF helt til tops i fodboldverdenen, inden hans hjemland skal agere vært ved VM-slutrunden i 2022.
Alt sammen ser jo fint ud på glittet papir i La Danesa. Men historien om Al-Thani er også beretningen om en dårlig betaler.

Forbud mod flere indkøb
Hans forhold til at yde sine spillere og trænere løn til tiden har været anstrengt. Og da forstærkninger til Málaga CFs La Liga-hold i transfervinduet i januar skulle realiseres, sagde det spanske fodboldforbund nej til nye indkøb i klubben. For den skyldte fortsat såvel Villarreal som Osasuna penge for købene af landsholdsspillerne Cazorla og Monreal sidste sommer.
At målmand Kameni kunne tiltræde skyldtes, at ham fik Malaga CF gratis i Espanyol vedhæftet en speciel aftale om afkast i forhold til Málagas endelige La Liga-placering og antal kampe, den afrikanske målmand opnår for klubben.
Spillerne i Málaga har været tæt på strejke grundet de manglende eller ufuldstændige lønudbetalinger – selv en gammel bonus fra sidste sæson faldt ikke.
”Hvad bilder han sig ind?,” spørger min redaktør og fortsætter:
”Måske er han sådan en type, der hurtigt bliver træt af sit nye legetøj?”
Det kunne tænkes, men mod taler Al-Thanis investering i det nye akademi, som skal fremtidssikre fodboldudviklingen i hele kyst-regionen og den omstændighed, at et nyt stadion til 65.000 tilskuere ligger højt på tegnebrættet.
Selv har Al-Thani jamret sig over træghed i banksystemet. Men som medlem af direktionen i Doha Bank i hans hjemland kunne han jo nok få sat gang i transaktionerne. Skulle man tro.
I Málaga Club de Futbol stod den 63-årige Jose Carlos Perez som manden i topledelsen med de økonomiske aspekter i klubben tæt inde på livet. Han døde den 9. februar efter et ildebefindende.
Ved en bisættelsesceremonien i kapellet på San Gabriel Cemetery glimrede i øvrigt såvel Al-Thani som vicepræsident Abdullah Ghnub ved deres fravær.

 

Cazorla uden gnist, og Kris blev løst
På grønsværen synes spillerstaben at være påvirket af situationen. Alle de nye, dyre drenge, som ved deres tiltrædelse udtrykte stolthed over nu at være en del at nyt og spændende projekt, virker periodisk mismodige, hvad en mindre og mindre respekt for træner Manuel Pellegrini fra Chile også medvirker til.
Landsholdsspilleren Cazorla står som et lysende eksempel på en spiller, der helt har mistet gnisten.
Den røg ogå hos danske Kris Stadsgaard, da Pellegrini aldrig gav ham chancen i denne sæson.
Han har nu fundet lykken i Skandinaviens bedste klub, FC København, da ledelsen i Málaga CF i januar løste ham fra kontrakten et år før tid. Kvit og frit. I 2010 betalte klubben to mio. euro for ham i norske Rosenborg.
Al-Thani og hans stab har endnu ikke formået at tjene på en eneste af sine spillere.
Udover Kris er Apono nu frigivet til Zaragoza og Edinho til Coimbra i Portugal.
Og så har sheikens to år i Málaga budt på to træner-fyringer og en halv snes fejlindkøb.
Måske er Málaga CF blot et legetøj for Al-Thani!

 

Forretningsmanden Al-Thani
Født den 29. september 1969 i Doha.
Forretningsmand og milliardær.
Sidder i direktionen for Doha Bank og for Nasser Bin Abdullah & søn-gruppen.
Han er ud af den ledende kongelige familie i Qatar.
Opdrætter af fuldblodsheste til væddeløb.
Hans forretningsimperium med udgangspunkt i De Arabiske Emirater omfatter 3000 ansatte i 30 lande i brancher som hotelkæder, indkøbscentre, mobiltelefonkompagnier og biludlejningsfirmaer.

Til Danmark for at blive forældre
Det blev til fem år i udlandet for den 26-årige Kris Stadsgaard. Først en mislykket sæson i italienske Reggina, så to succesrige i norske Rosenborg og senest to op-og-ned i Málaga CF – den første med rimelig succes og den næste uden kampe.
Nu er han sammen med sin kone, Michella, tilbage i Danmark hos mesterklubben FC København på en 4 ½ årig kontrakt.
De blev gift i sommer og venter sig nu deres første barn.
Kris’ far, den tidligere topdommer Knud Stadsgård, forhandlede over flere omgang et fripas for sin søn i Málaga CF.
”Begge parter gav sig lidt,” siger han.
La Danesa erfarer, at tre spanske La Liga-klubber var interesseret i at erhverve Kris, og også klubber i Tyskland, Tyrkiet og Grækenland havde følere ude, men FCK har gennem lang tid været hans førstevalg. Han ville ikke til andre klubber.
Ved at slippe ham nu sparer Málaga CF 1 ½ års lønudgift.
”Ledelsen i Málaga CF udtrykte stor respekt for, hvad han havde præsteret i sæsonen, hvor klubben klarede sig fri af nedrykning,” fortæller Knud Stadsgaard.

Danske spillere i Málaga
Blot fire danske spillere har gennem tiderne spillet i Málaga. Alle i kort tid. Det er:

1985:
Kim Christofte fra Brøndby til CD Málaga.
19 landskampe for Danmark.

1988-1990:
John Lauridsen fra Espanyol til CD Málaga.
27 landskampe for Danmark.

2009-2011:
Patrick Mtiliga fra Roda til Málaga CF.
5 landskampe for Danmark.

2010-2012:
Kris Stadsgaard fra Rosenborg til Málaga CF.
2 landskampe for Danmark.

Med La Peña de Dinamarca til Valencia
La Liga-kamp, sightseeing og møde med den tidligere Real Madrid-spiller Henning Jensen.
Den danske supporterklub af Málaga CF, La Peña de Dinamarca, gør sig også i at rejse. For fodbold-, by- og egnsoplevelser i Spanien. I klubbens blot tre-årige historie er det blevet til to ture til Mallorca, en til Barcelona og Madrid, og i februar i år lød destignationen på Granada.
Hver gang ture på tre-fire dage, så der for deltagerne bliver mulighed for sightseeing, et indlagt dinner-arrangement med en kendt person og måske lidt golf.
Således også i Valencia lige efter påske fra tirsdag den 10. til fredag den 13. april.
Turen foregår afslappet i bus fra Fuengirola, hvori man jo let kan have golfsæt med.
Tre nætter på trestjernet hotel tæt på midtbyen. Valencia er en af de skønneste byer i Spanien med et hav af seværdigheder.
Programmet vil bl.a. omfatte vinsmagning på en rideskole, som en datter til den tidligere danske professionelle fodboldspiller i Real Madrid Henning Jensen driver sammen med sin spanske mand.
Selv vil Henning Jensen ved et dinner-arrangement fortælle om sin tid i Real Madrid, som han fortsat har et tæt forhold til, og om spansk fodbold i hans aktive tid og nu.
Endvidere skal La Liga-kampen Villarreal–Málaga CF overværes af de interesserede. Villarreal ligger et halvt hundrede kilometer fra Valencia.
Arrangementet er åbent for alle.
Forhåndstilmelding til næstformanden i La Peña de Dinamarca, Uffe Madsen, tlf. 952 56 83 43 og mailadresse: sport@spaininvest.net.
Pris vil være afhængig af deltagerantal.

Siden sidst
Málaga CF – Sevilla 2-1 (2-0)
Granada – Málaga CF 2-1 (0-0)
Málaga CF – Mallorca 3-1 (1-1)
Athletic Bilbao – Málaga CF 0-3 (0-0)
Herefter lå Málaga CF nummer 9 i La Liga.

Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca
Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol som i Danmark er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-fodbold på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn samt hjørnepladser.
Forinden frokostarrangement, oplæg og bus tur-retur til stadion fra Fuengirola.

Kontaktpersoner:
Formand: Morten Møller 617 700 424
moellemorten@gmail.com

Næstformand Uffe Madsen 952 568 343
uffe@spaininvest.net

La Peña de Dinamarca er den eneste officielle danske supporterklub for Málaga Club de Futbol.
Den tæller nu knap 200 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena.
Klubben optager fortsat nye medlemmer.
www.malaga-support.dk.

Marts La Liga-kampe:
Den 3. Getafe – Málaga CF
Den 10. Málaga CF – Levante
Den 18. Real Madrid – Málaga CF
Den 21. Málaga CF – Rayo Vallecano
Den 25. Espanyol – Málaga CF

Af Morten Møller, foto: malagascf.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.