Picos de Europa - sammen med Spain is More og danske Rasmus Pedersen

På grænsen mellem regionerne Asturien, Cantabrien og Castilla-León ligger den for omverdenen ganske ukendte bjergkæde Picos de Europa. De høje tinder holder dets idyl, kultur og ikke mindst umådeligt smukke natur skjult fra uvidende naturhungrende turister.
Men portene til dette lille eventyrland er lige til at åbne og indenfor bydes der velkommen til en verden, hvor sjove og spændende aktiviteter kombineret med et udsøgt køkken og spændende kulturelle tilbud kan underholde besøgende i alle aldre, som på én gang ønsker en aktiv- og en nyde-ferie.
Når vi besøger området, hvilket sker 3-4 gange årligt, tager vi udgangspunkt i det samme hotel, som efter vores mening er dalens bedste.
Mine kones familie har besøgt dette hotel gennem de sidste 25 år, og en konstant renovering og forbedring samt en sjælden sans for detaljen og dansk ”hygge” gør stedet ideelt. I de mange tilbagemeldinger fra vores Spain is More-gæster går det heller aldrig ubemærket hen, såfremt man har lagt vejen her forbi.
Udgangspunktet er således den smukke Valle de Liebena-dal, hvor de gråhvide tinder gemmer på dusinvis af små stenlandsbyer, hvor tiden i årevis synes at have stået stille, og hvor kilometervis at smukke vandrestier blot venter på at blive betrådt.
Når den spanske familie skal samles eller når vi har besøgende fra Danmark, sker det ofte i Picos de Europa. Efterhånden er det blevet tradition, at Spain is More står for den aktive del af opholdet, da vi på den måde får lejlighed til at prøve de spændende aktiviteter, som vores dygtige samarbejdspartnere tilbyder. Når aktiviteterne er afprøvede, og de har levet op til vores forventninger, vil vi meget gerne dele oplevelserne med vores gæster.

”Barrancos”
Disse ture har budt på mange oplevelser. I foråret 2011 blev alle kusiner og fætre inviteret til at klate, rappelle, hoppe og rutsje gennem en biflod højt oppe på bjerget, fra flodens udspring til sammenløbet med hovedfloden. ”Barrancos” hedder disciplinen på spansk, og i dagene op til turen var facebook- og mailhenvendelserne mange, om denne disciplin mon ikke var at tage munden for fuld. Men i flok ville ingen være den første til at sige fra, hvilket endte med at vi alle stod spændte kl. 8:00 om morgenen klar til dagens, set i bagspejlet, helt fantastiske oplevelse.
To sjove, humørfyldte guider flankerede os på hele turen og efter at have fået udleveret våddragter, seler og hjelm fik vi en kort men kompetent introduktion til rappelling (klatring ned af lodrette klipper fastspændt i reb). Nu var vi klar og efter ca. 20 minutters vandring opad skulle vi i det iskolde vand, som kun et par hundrede meter over os lå som hård hvid forårssne.
Våddragten gav dog hurtigt varmen og koncentrationen om at sætte fødderne rigtigt og de smukke scenarier tillige med utallige sjove oplevelser undervejs, gjorde at man hurtigt glemte, at vandet var hundekoldt. Turen på denne naturlige forhindringsbane, tilsat en masse vand, gjorde de næste tre timer til en leg. Et par større forhindringer skulle overvindes, såsom at rappelle ned ad et 20 meter højt vandfald samt at springe 6 meter ned fra en klippe (hvilket dog var frivilligt, men når man nu var af sted…) krævede lidt overvindelse. Samtlige 13 deltagere fra 22 til 53 år var enige om, at denne oplevelse var noget helt særligt.
Når man efter tre timers strabadser er udmattet og ikke mindst sulten, er der næppe noget bedre sted af befinde sig. Hotellets køkken hører til blandt hele Cantabrias bedste egnskøkkener, hvor ”mutter” selv sørger for, at retten lever op til stedet renommé.
”Rabo de toro” kan bestemt også laves på disse kanter, tillige med mere traditionelle nordspanske retter som Fabada fra Asturien og Cantabriens berømte oste og oksekød. Portionernes størrelser er for de sultne og en af Barrancos-deltagerne præsterede sågar at kæmpe sig igennem 1 kg mør chuletón.
Tanken flyver konsekvent hen på én ting efter en sådan frokost: Siestaen ved poolen med udsigt til bjergene og hvor kun åens rislen bryder stilheden. Esto es la vida!

Bjergkæden krydses
Dagen efter stod den på Spain is More-testtur, hvor undertegnede alene begav sig op på toppen af bjerget. Det sker jævnligt, at jeg selv er af sted for at lære ruter og områder bedst muligt at kende. Kontoret er fint til planlægning og scanning af muligheder, men intet kan slå det at prøve turen på egen krop. Inspiration til teksten i den guidebog, som vores gæster altid får med på ferien indeholdende anbefalinger til ruter, restauranter og diverse gode råd, kan efter vores mening kun skaffes på én måde – ude i marken.
Vi sender mange gæster til Picos de Europa og langt de fleste overnatter i dalen og besøger de mange spændende landsbyer og vandrer de utallige smukke ruter, som findes overalt. I guidebogen beskriver vi ruter nok til flere dages spændende vandring. Men jeg havde længe drømt om at lave en rute, hvor udgangspunktet ikke hver aften er det samme og hvor man således har mulighed for at besøge mere afsondrede egne af bjergkæden. Velvidende at turen ville være for folk, som virkelig kan lide at vandre var jeg fast besluttet for at finde den optimale rundtur.
Picos de Europa er størrelsesmæssig overskuelig og regionerne Cantabrien, Asturien og Castilla-Leon er så forskellige i tradition og kultur, at det i sig selv er en tur værdig. Derfor blev den ideelle løsning at lave en vandretur, som kombinerede de tre regioner.
Ved en tidligere lejlighed brugte jeg en hel dag i Potes på at snakke med lokale kendere af bjergene. Hvad er muligt? Hvad er bedst? Hvad kan anbefales? Efter nøje planlægning kom anledningen til at gennemteste turen, som startede i Fuente Dé, få kilometer fra hotellet. Fuente Dé er dalens hovedattraktion, hvor en kabelbane bekvemt hejser folk flere hundrede meter op i en ny og anderledes verden.
Herfra kan man vandre ned, man kan kigge sig lidt omkring og tage kabelbanen ned igen eller man kan vandre de næste tre dage gennem et langt mere ukendt terræn, hvor antallet af turister er yderst begrænset, og komme tilbage ad en helt anden vej.
Samtlige lokale guider løftede en pegefinder for sikkerheden: Hvor vigtigt det var at kende området, samt have udstyr (GPS) med til at kunne finde vej. Det kom jeg selv til at opleve vigtigheden af.
GPS’en med topografiske vandrekort over bjergkæden med indtegning af forventet rute og ”waypoints” havde jeg indtegnet hjemmefra. En sådan GPS låner vi til alle de af vores gæster, som vil på denne fantastiske tur.
Den første vandredag er den længste. Det tog mig ca. otte timer at komme fra Fuente Dé til den lille bjergperle Bulnes.
Etapen, hvis man vælger den sværeste vej (der findes nemlig et lettere alternativ), går forbi det mest berømte bjergmassiv i Picos de Europa, Najanjo del Bulnes. Bjergets 500 meter lodrette klippesider er yndet træningsbjerg for verdens bedste bjergklatrere. Den relativt lette og billige tilgang (sammenlignet med at skulle til Himalaya) gør, at man her kan opleve klatrere som små edderkopper på den enorme klippeblok. Planlægger man frokosten her kan man let komme i en spændende snak om livet på toppen og måske få lov at kigge nærmere på det avancerede udstyr. Der er mange spændende fortællinger om bjerget, som mennesket i tusindvis af år har betragtet som helligt og med særlige kræfter.
Den lille landsby Bulnes er kun forbundet med omverden via en tunnelbane, som fragter de lokale og turister mellem bjergidyl og civilisation. Den lille stenby er indbegrebet af ro og fred og i særdeleshed når dagsturisterne tager derfra sidst på eftermiddagen, får man en fornemmelse, som i Danmark kan sammenlignes med, når dagsturisterne forlader Christiansø for at tage tilbage til Bornholm. Man rykker helt tæt på de få beboere, som mødes på en af de to små lokale barer for at drøfte dagens begivenheder.
Man er samtidig kommet til Asturien og efter en lang vandretur er netop denne regions nationalret Fabada nærmest obligatorisk. De lokale gedeoste er berømt over hele Spanien (queso cabrales) og det er nærmest en fornærmelse ikke at bestille en portion til forret. Hvis man vandrer den lettere vej til Bulnes eller forlænger turen med en ekstra overnatning, kan man i Sotres besøge et af de smukke ”queserias”.
Næste formiddag går turen via den 14 km. lange Ruta del Cares, som er en af Spaniens mest kendte vandrestier. Stien følger Cares-flodens dybe kløfter hele vejen til Cain i Castilla-León provinsen og det er ikke uden grund, at turen er berømt langt ud over de lokale provinsgrænser. Stien forbinder ligeledes Asturien med León på et punkt, hvor det er hurtigere at gå 14 km end at køre udenom.
Jeg vil bruge min sparsomme spalteplads på at fortælle om vigtigheden af GPS’en i disse egne. På turen fra Posada de Valdeon, hvor osteproduktionen opleves i små kølige bjerghuler, tilbage til Fuente Dé passeres rutens højeste punkt. Fra dalen i den lille bjerglandsby, hvor Leóns berømte chorizos og Posada de Valdeons kendte oste præger menukortene, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vælger man det hårdeste alternativ går det opad, opad og atter opad de første 2-3 timers vandring. Den smalle sti hæver hurtigt én op til en fantastisk udsigt over dalen og de små landsbyer. Stien har dog flere formål og en stor flok får spærrede vejen foran. Men med stor forståelse for en enlig vandrer førte fårene an de næste par kilometer, indtil stien var bred nok til at passere dem. Jeg tænkte, at den kloge hyrdehund nok skulle få dem sikkert ned igen.

Tåge og frokost på kanten
Da de sidste træer på trægrænsen blev passeret kom tågen rullende som et bumletog på ganske få sekunder. En tåge så tyk at sigtbarheden blev reduceret til ca. 5 meter. Ruten er fint skiltet, men skiltningen hjælper ikke, når man ikke kan se til den næste pil. Havde det ikke været for GPS’en, havde jeg kun haft to valg; at gå nedad, hvor duggen hurtigt ville lette, eller vente til tågen lettede. Det ville have været livsfarligt at fortsætte vandreturen opad i dette terræn uden ordentlig udstyr og uden en ekstra trøje, da temperaturen faldt 10 grader på ca. 5 minutter. Heldigvis var ruten kodet ind og allerede efter en times vandring var jeg kommet over disen til det klareste solskin.
Denne dags vandretur er vel nok den smukkeste, jeg til dato har oplevet. Jeg mødte tre mennesker hele dagen. Den ene passede det højest beliggende refugium i Picos de Europa, hvor man også kan overnatte, og to spanske vandrere som jeg spiste frokost med på klippekanten. Jeg turde ikke håbe på, at refugiet på denne årstid var bemandet, hvilket det altid er om sommeren, og jeg havde derfor medbragt min egen sandwich. En spansk klassiker med lomo og ost går man sjældent fejl af. Særligt når man sidder med fødderne i forårssneen i short og t-shirt med en fantastisk udsigt foran sig.
Turen tilbage til Fuente Dé gik som en leg sammenlignet med dagens opstigning. En herlig tur, som jeg altid glæder mig til at dele med andre og høre om deres erfaringer fra. Er man ikke til 7-8 timers vandring om dagen, kan det anbefales med en ekstra overnatning eller to. Men det er en tur, som naturelskere bør forsøge sig med.
Min familie var flinke til at hente mig ved Fuente Dé – og der stod endda en dejlig velfortjent fadøl klar…

Spain is More
Rasmus Pedersen driver rejseselskabet Spain is More i León sammen med sin spanske hustru, Virginia Fernández de Vega.
For mange er det en udfordring at finde ud af, hvor i det nordlige Spanien, man skal rejse til, hvad man skal se og hvordan man skal bo. Og det er her, Rasmus og Virginias ekspertise kommer ind i billedet.
“Vi vil rigtig gerne hjælpe jer med at få de absolut bedste oplevelser i det nordlige Spanien – uanset om det handler om en individuel rejseplan med nogle specifikke ønsker eller om det er en gruppe, der gerne vil have os til at planlægge fx en uge med så mange historiske, kulturelle eller naturoplevelser som muligt. Jeg kan forstå, at I har mange klubber og foreninger på Costa del Sol, der mødes om alt lige fra bridge til golf og fodbold, og jeg er sikker på, at vi kan arrangere nogle skønne ture til jer, som evt. også kunne indeholde en runde golf på en af regionens bedste golfbaner, et vinbodegabesøg eller en fodboldkamp på et af Lige-holdenes hjemmebaner”, lyder Rasmus’ opfordring til os Costa del Sol-danskere.