Det danske magasin i Spanien
Dagens Spanske nyheder 2012

Dagens Spanske nyheder 2012


Vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría (t.v.) og beskæftigelsesminister Fátima Báñez bekendtgør reformens indhold.

Arbejdsmarkedsreformen: Fokus på afskedigelse af medarbejdere

Spaniens nye arbejdsmarkedsreform, som blev vedtaget af regeringen den 10. februar, skal som forventet gøre det billigere og nemmere for virksomheder at afskedige overflødige medarbejdere for at forbedre konkurrenceevnen.

Her en række af hovedtrækkene:

• Fastansatte er i øjeblikket berettiget til 45 dages løn per års ansættelse i maksimalt

42 måneder som kompensation ved ubegrundet afskedigelse. Dette reduceres nu til 33 dages kompensation for maksimalt 24 måneders ansættelse.

• Virksomheder, som kan bevise, at de ikke har nået den budgetterede omsætning i tre måneder, kan reducere antallet af medarbejdere, og i dette tilfælde vil de afskedigede kun være berettiget til 20 dages erstatning i maksimalt 12 måneder.

• Midlertidige ansættelseskontrakter kan fremover vare i maksimalt 24 måneder. Den tidligere, socialistiske regering havde indført denne regel, men suspenderede den igen i en reform sidste år.

• Virksomheder med færre end 50 medarbejdere, som ansætter nye under 30 år, vil få et skattefradrag på 3.000 euro per nyansat.

• Alle virksomheder, som ansætter medarbejdere mellem 16 og 30 år, vil få et fradrag i deres bidrag til seguridad social på op til 3.600 euro i tre år.

Reformen indeholder desuden nye værktøjer til at tackle fravær og sort arbejde. Derudover vil det blive muligt for afskedigede medarbejdere at hæve al arbejdsløshedsunderstøttelse med det samme, hvis de ønsker at blive selvstændige. Den regel gælder for mænd op til 30 år og kvinder op til 35 år.
Ændringerne indføres som dekret og gælder per d.d., altså d. 13. februar.

Reaktionerne
Arbejdsgiversammenslutningerne CEOE og CEPYME har budt ændringerne velkommen, og kalder dem et skridt i den rigtige retning mod et mere fleksibelt og effektivt arbejdsmarked.
Fagforeningerne derimod er mest bekymrede over, at arbejdsgivere kan afskedige med minimale konsekvenser ved at give begrundelser, som kan være objektive. De to største fagforeninger, CCOO og UGT, har foreløbig begrænset sig til at kalde til demonstration, som skal finde sted på søndag, den 19. februar. De to ledere, Cándido Méndez og Ignacio Fernández Toxo, advarer, at der kan blive tale om en generalstrejke.

 


En græsklignende del af Madrid.

Uroligheder i Madrid: Ni personer anholdt

Arbejdsmarkedsreformens indhold førte i weekenden til spontane demonstrationer i flere storbyer, bl.a. i Madrid.
Her blev ni personer anholdt under sammenstød med politiet foran kongresbygningen. De anholdte er nu anklaget for at deltage i en illegal demonstration og for forstyrrelse af freden.

 


Åbent hele året – også gerne med sand på strandene.

Marbella vil vente med at lægge nyt sand på strandene

Kommunen i Marbella vil helst ikke have, at der lægges nyt sand på strandene før påske. Årsagen er, at det meste af sandet alligevel blæses eller skylles væk, før helligdagene overhovedet begynder.
Hvert år distribuerer kystdepartementet, Oficina de Demarcación de Costas, der hører under miljøministeriet, i samarbejde med kommunen omkring 30.000 kubikmeter sand på de mest ødelagte strækninger af de i alt 27 km stande. Normalt er de første læs sand blevet fordelt før påske, men ofte med de førnævnte resultater.
Derfor ønsker kommunen nu at udsætte første levering til maj, skriver La Opinión de Málaga.
Centralregeringen bruger hvert år omkring fem millioner euro på at reparere strandene i Málaga-provinsen, men nu hvor Marbella ønsker at forlænge sæsonen ved at give strandbarer og udlejere af solsenge, vandsportsgrej og andet lov til at drive forretning 11 måneder om årer (bortset fra mellem den 15. december og 15. januar), ville det være relevant, at strandende også var i orden.
Junta de Andalucía har endnu ikke godkendt den lange ”sommersæson”.

 


Rygere påvirkes ikke af lovgivningen, men går bare udendørs.

Hårdere regler, flere rygere

Den hårdere rygelov, der forbyder rygning i alle offentlige rum, som den tidligere socialistiske regering indførte sidste år, har ikke haft den ønskede virkning, viser en undersøgelse foretaget af Separ.
Et år efter indførslen af loven er der faktisk flere spaniere som ryger, specielt blandt teenagere, og nu ryger lidt over 20 procent af befolkningen – 22 procent af alle mænd og 18 procent af kvinder.
”Størstedelen af rygere er ikke påvirket af lovgivningen,” konkluderer formanden for organisationen Separ, Juan Antonio Riesco. Han har desuden forklaret, at rygernes forbrug trods alt er gået en smule ned, nemlig til gennemsnitligt 12 cigaretter om dagen.
I løbet af det sidste år har 27 procent af befolkningen forsøgt at holde helt op, men 14 procent af dem holdt ikke i 24 timer, mens 72 procent af dem var tilbage i fælden i løbet af fire uger.

 


Mikkel Kessler-kamp vises ved dinnerarrangement i Casa Danesa.

Samarbejde fortsætter: Mikkel Kessler og EM i Casa Danesa

La Peña de Dinamarca, den danske supportklub af Málaga CF, og den danske klub, Club Danés, har besluttet at fortsætter samarbejdet, de to klubber indledte sidste år et samarbejde omkring større danske sportsbegivenheder på TV. De vises således på storskærme i Casa Danesa, den danske restaurant i forbindelse med Club Danés på adressen Haza Algarrobo på Mijas-vejen.
Første fælles arrangement bliver lørdag den 24. april kl. 20, hvor Danmarks bedste professionelle bokser gennem tiderne, Mikkel Kessler, udfordrer den tyske WBO-verdensmester Robert Stiegliz. Kampen bokses denne aften i Parken i København.
Der er to års forskel på de to nævefægtere. Kessler er født den 1. marts 1979 i København, og Stieglitz den 20. juni 1981 i Yeysh i Rusland. Han er nu bosiddende i Magdeburg.
VM-matchen skulle have været bokset i efteråret 2011, men blev udsat på grund af en håndskade hos Kessler.
Også andre kampe vises ved stævnet i Casa Danesa, der byder på to retters menu med en halv flaske vin for 22 euro.
Entre uden spisning 8 euro.
Bordbestilling og betaling i Casa Danesa tlf. 952 475151 eller restaurant@casadanesa.dk
I juni vises endvidere det danske fodboldlandsholds EM-slutkampe i Ukraine og Polen i Casa Danesa.

 


Seba Fernández og Francisco Alarcón ”Isco” efter førstnævntes mål.

Málaga nærmer sig Europa

Et opvakt mandskab fra Málaga CF vandt søndag aften 3 – 1 over et sovende RCD Mallorca. De tre point betyder, at det andalusiske hold nu ligger på en syvendeplads med 31 point, samme antal point som Atlético på sjettepladsen, og det betyder så, at man igen har færten af en plads i UEFA Europa League.
Afstanden mellem de to tophold, de forsvarende mestre, FC Barcelona, og Real Madrid blev endnu større denne weekend. FC Barcelona tabte nemlig i lørdags mod Osasuna med 2 – 3, mens Real Madrid i aftes vandt 4 – 2 over Levante. Cristiano Ronaldo stod for tre af målene.
Dermed har Real Madrid 58 point, mens Barcelona har 48.

 


Juan Carlos Ferrero er med på det nybemandede spanske tennislandshold.

Spanien videre i Davis Cup

De spanske tennisherrer spillede i weekenden ottendedelsfinalen i Davis Cup mod Kasakhstan i Oviedo. Nicolás Almagro og Juan Carlos Ferrero klarede singlematcherne, mens Marcel Granollers og Marc López sejrede i doublen, og dermed vandt Spanien 5 – 0.
Kvartfinalen står den 6. – 8. april mod Østrig, som i weekenden slog Rusland.

 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.