Dagens Spanske nyheder 2012

Dagens Spanske nyheder 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Finansminister Cristobál Montoro tæt på mundkurv fra vicestatsministeren.

Intern uenighed om Spaniens økonomi

Spaniens vicestatsminister Soraya Saénz de Santamaría (PP) har netop modsagt sin kollega, finansminister Cristóbal Montoro. I et interview sidste uge sagde han, at målet på et underskud på 4,4 procent af bruttonationalproduktet, som regeringen har sat for slutningen af året, er baseret på forældede væksttal.
Den nu forhenværende socialistiske regering afleverede et underskud på otte procent i forbindelse med regeringsskiftet lige før udgangen af det forgangne år, og det var to procentpoint mere end det forventede underskud på seks procent.
Men den nye konservative regering er fast besluttet på, at målet på 4,4 procent i indeværende år alligevel skal nås.
”Hvis det bliver nødvendigt, må vi indføre flere besparende reformer,” citeres vicestatsministeren i El País, hvor hun blandt andet henviser til de allerede vedtagne besparelser som stop for ansættelser i den offentlige sektor og fastfrysning af lønninger.
Sáenz de Santamaría udelukker desuden, at regeringen vil indføre sanktioner mod de af landets 17 regioner, der ikke overholder deres budget, hvilket Montoro offentligt havde foreslået.

 


Tre millioner flere i 2011 end i 2010.

12.800.000 passagerer gennem Málagas lufthavn

Málagas lufthavn, Málaga – Costa del Sol, havde i 2011 omkring 12,8 millioner passagerer, hvilket er tre millioner flere end året før.
Lufthavnen står dermed for omkring 62 procent af alle flypassagerer i Andalusien. I alt 20,4 millioner passagerer gik sidste år gennem regionens lufthavne.
Den andalusiske rekord lyder på 22,4 millioner passagerer, og den blev sat i 2007.

 


PP’s Javier Arenas (t.v.) og José Antonio Griñán.

Andalusiske PSOE vinder ind på PP

Slaget om magten i det andalusiske parlament for de kommende fire år skal stå den 25. marts.
Oppositionspartiet PP har længe ført så meget over PSOE i meningsmålingerne, at det ved et valg ville lede til majoritet i det lokale parlament. Det gør det skam stadig, men den seneste rundspørge, foretaget af meningsmålingsinstituttet Egopa, viser faktisk, at PP’s forspring er mindsket.
Blev valget afholdt i dag, ville PP, ledet af Javier Arenas, få 47 procent af stemmerne, mens PSOE med lederen af den nuværende lokalregering, José Antonio Griñán, i spidsen, ville få 37,6 procent. Izquierda Unida (IU) står til 6,3 procent, UPyD omkring tre procent og PA ca. to procent af de andalusiske stemmer.
47 procent er kun lige nok til at garantere absolut majoritet, forklarer direktøren for Egopa, Carmen Ortega, til dagbladet 20 Minutos. Og forskellen på 9,4 procentpoint mellem de to største partier er nu mindre end f.eks. sidste sommer, hvor PP førte med 14,6 procentpoint over PSOE.

 


10 ulykker resulterer i 12 dødsfald. Arkivfoto.

12 omkommet i trafikken i weekenden

12 personer omkom den forgangne weekend i 10 forskellige ulykker på landets veje.
Fire af ulykkerne var sammenstød, tre skyldtes frakørsel fra vejen, mens det i tre tilfælde gik ud over fodgængere, skriver La Opinión de Málaga.
I årets 22 første dage er 77 personer omkommet i trafikken. Det er to færre end i samme periode sidste år.

 


Forsvarsminister Pedro Morenés y Álvarez de Eulate.

En statsminister og 13 ministre

Spaniens nye ministerrække er den korteste i historien. 13 ministerier, mener Spaniens nye statsminister, Mariano Rajoy, er nok til at forvalte landet.
Og hvem er de så, de få udvalgte fra PP?
Vi giver her en kort profil af dem, én ad gangen, og turen er nu kommet til den sidste i rækken, som er forsvarsminister Pedro Morenés y Álvarez de Eulate.
Drengen, der bliver døbt Pedro Morenés y Álvarez de Eulate, kommer til verden, nærmere betegnet i Guecho i Vizcaya-provinsen, den 17. september 1948. Det har sikkert ringe betydning i denne sammenhæng, men hans far er vicegreven af Alesón, José María Morenés y Carvajal, mens moren er Ana Sofía Álvarez de Eulate y Mac-Mahón.
Han studerer jura ved universitetet i Navarra og tager derefter en BA ved Deusto i Bilbao. Fra 1984 til 1988 arbejder han som advokat, så som juridisk rådgiver for Empresa Astilleros Españoles, der bl.a. fabrikerer krigsskibe, hvorfra han fortsætter til Instituto Nacional de Industria, en statsorganisation hvis formål er at fremme spansk industri.
I 1996 vinder PP valget, og den nye forsvarsminister, Eduardo Serra Rexach, udnævner Pedro Morenés til statssekretær. Han beholder denne post til 2000, da han skifter til indenrigsministeriet, hvor han har ansvaret for statssikkerhed, mens han fra 2002 til 2004 er at finde som statssekretær i videnskabs- og teknologiministeriet.
Efter 2004, hvor PSOE igen kommer til magten, søger Pedro Morenés tilbage til det private erhvervsliv. Han arbejder bl.a. for skibsværftet Construcciones Navales del Norte, der også leverer til flåden, og endelig det europæiske konsortium MBDA, der fabrikerer missiler.
I december 2011 udpeger Mariano Rajoy ham til forsvarsminister, og han er kendt som den mest diskrete af de 13 ministre.
Ifølge Pedro Morenés’ CV er han gift, selvom rygter forlyder, at han er separeret. Han har tre børn.

 

Følg med i ministerføljetonen

Tidligere omtalte ministre:

3. januar: Statsminister Mariano Rajoy Brey.
4. januar: Vicestatsminister og talsmand Soraya Sáenz de Santamaría Antón.
5. januar: Udenrigsminister José Manuel García-Margallo y Marfil.
9. januar: Justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón Jiménez.
10. januar: Finansminister Luis de Guindos.
11. januar: Sundheds-, social og ligestillingsminister Ana Mato Adrover.
12. januar: Indenrigsminister Jorge Fernández Díaz.
13. januar: Minister for offentlige arbejder (Fomento) Ana María Pastor Julián.
16. januar: Landbrugs-, fødevare- og miljøminister Miguel Arias Cañete.
17. januar: Skatteminister Cristóbal Ricardo Montoro Romero.
18. januar: Beskæftigelses- og sygesikringsminister Fátima Báñez.
19. januar: Industri-, energi og turistminister José Manuel Soria López.
20. januar: Uddannelses-, kultur- og sportsminister José Ignacio Wert Ortega.
Læs om ministrene og meget andet ved at klikke her.

 


Marcel Matev og Marina Ribalta forsøger at få varmen.

Spanske eventyrere nær omkommet i Tyrkiet

To catalanske eventyrere, Marina Ribalta og Marcel Matev, cyklede i weekenden rundt i den østlige del af Tyrkiet, da de blev fanget af en snestorm på en bjergside.
Der blev de fundet bevidstløse i en vejkant af to lokale journalister.
Efter at have fået varmen igen, fortsatte de to eventyrere dog ufortrødent.
Næste destination: Iran.

 


Messi sunder sig efter sit hattrick.

Tæv til Málaga

”Meget under det forventede,” er én af de nøgterne kommentarer om Málaga CF-spillernes formåen i kampen mod FC Barcelona, som man i dag kan læse i den lokale presse.
Der er skuffelse over indsatsen i aftes på La Rosaleda, hvor Messi scorede tre mål og Alexis Sánchez et fjerde, mens Málagas Rondán i det mindste leverede et enkelt til det endelige resultat
1 – 4.
Også Real Madrid stod for fire mål mod bare et den forgangne weekend. Det gik ud over Athletic, der kæmpede med alle deres stoiske, baskiske talenter, hvilket bl.a. førte til to straffespark, en udvisning og det endegyldige 1 – 4.
I aften, nærmere betegnet kl. 21.00, spiller Villarreal – Sporting. Kampen vises på Canal + L2 og GolTV.

 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa