Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


250 færre trafikdræbte end i 2010.

1.479 omkommet på de spanske veje

1.479 personer omkom sidste år på de spanske veje. Det er selvfølgelig rigtigt mange, men det er faktisk 250 dødsfald færre end året før, og for første gang i nyere historie er antallet under 1.500. Faktisk skal man helt tilbage til 1960 for at finde et tilsvarende lavt tal, og da var der 30 millioner færre biler på de spanske veje.

Det var indenrigsminister Jorge Fernandéz Díaz, der tidligere på ugen kunne offentliggøre tallet, og som i samme forbindelse roste Pere Navarro, som den daværende socialistiske regering i 2004 udnævnte til direktør for trafikdirektoratet DGT, og som siden har arbejdet støt og succesrigt på at nedbringe antallet af dødelige ulykker på vejene. Det har lykkes, og antallet er faldet støt de seneste otte år.

75 procent af ulykkerne med dødeligt udfald skete sidste år på landevejene, og under 25 procent på motorvejene.

Pere Navarro skal efter planen forlade DGT i forbindelse med det regeringsskiftet, men den nye regering har endnu ikke udpeget en afløser til posten.

 

 


Hospital Carlos Haya.

Flere transplantationer end nogensinde på Málaga-hospital

Der er igen slået rekord i antallet af transplantationer på hospital Carlos Haya i Málaga, skriver Diario Sur.

I 2011 foretog man 178 transplantationer, hvilket er seks flere end i 2010 og samtidig det højeste antal nogensinde. 115 af transplantationerne var nyrer (10 heraf fra levende donorer, altså fra familiemedlem), 51 levere og 12 bugspytkirtler.

Specielt når man tager de færre donationer i betragtning – antallet af dødelige ulykker på vejene er med til at mindske dette tal – roser myndighederne hospitalets medarbejdere. I Andalusien doneres dog stadig organer fra 36,6 personer for hver million indbyggere, mens det spanske gennemsnit er 32 og det europæiske gennemsnit kun 18 donationer for hver million indbyggere.

Hospital Carlos Haya er det andalusiske hospital, der foretager flest transplantationer, på andenpladsen med 92 operationer i 2011 ligger Virgen de Rocio i Sevilla.

 


Montserrat Caballé synger ’Barcelona’ sammen med Freddy Mercury i forbindelse med de Olympiske Lege i 1992.

Montserrat Caballé runder

Divaen over alle, Montserrat Caballé, kan nu fejre 50 års jubilæum som professionel og feteret operasanger.

I går hyldede kolleger og venner som Josep Carreras og Plácido Domingo den 78-årige sopran, mens selve jubilæet dog er på lørdag, den 7. januar.

Caballé blev kendt udover den nok stadig begrænsede opera-verden, da hun i 1992 sang kendingssangen ’Barcelona’ til de Olympiske Lege i den catalanske hovedstad.

 

 


Sidste års salg på samme niveau som kriseåret 1993.

Bilindustrien i bakgear

Den spanske bilindustri sluttede det forgangne år i bakgear. Faktisk var 2011 et af de værste år nogensinde for den ellers så mægtige industri.

Ifølge industriens sammenslutninger ANFAC og GANVAM faldt antallet af indregistreringer af nye biler til 808,059, hvilket er 17,7 procent færre end i 2010.

Det er det færreste antal indregistreringer siden kriseåret 1993, hvor Spaniens befolkning kun var 39,8 millioner, mens her i dag bor 47,2 millioner mennesker.

ANFAC forudser, at salget i år vil være omkring det samme som i 2011.

Bilindustrien står for knapt seks procent af Spaniens bruttonationalprodukt og ca. 8,7 procent af beskæftigelsen.

 


Tilbagevendende rockfest.

Rock in Río – altså i Madrid – anno 2012

Programmet for dette års store rockfestival, Rock in Río, der afholdes i Madrid, er allerede klart.

Festivalen varer fra den 29. juni til den 7. juli, med følgende højdepunkter:

30. juni: Red Hot Chili Peppers, Incobus og Deadmous.

7. juli: Maná, Lenny Kravitz, DJ Luciano og Macaco.

Læs mere på www.rockinriomadrid.es, entreer kan bookes på www.elcorteingles.es

 


Vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría.

En statsministeren og 13 ministre

Spaniens nye ministerrække er den korteste i historien. 13 ministerier, mener Spaniens nye statsminister, Mariano Rajoy, er nok til at forvalte landet.

Og hvem er de så, de få udvalgte?

Vi vil her give en kort profil af dem, én ad gangen, og i dag er turen kommet til vicestatsminister, minister for statsrådet og talsmand for regeringen, Soraya Sáenz de Santamaría:

Soraya Sáenz de Santamaría Antón bliver født den 10. juni 1971 i Valladolid i Castilien og Leon.

Her vokser hun op og går i skole, som folk flest, men allerede som 23-årig færdiggør hun sin uddannelse som jurist ved universitetet i hjembyen. Hun arbejder en årrække som forsvarsadvokat.

I 2000 går hun for alvor ind i politik, nærmere betegnet det konservative parti, Partido Popular. Her avancerer hun hurtigt. Hun repræsenterer fra årene 2004 til 2008 regionen Madrid i kongressen, men bliver så udnævnt til talsmand for PP af den nuværende statsminister, Mariano Rajoy. Fra den dag er hun den kommende statsministers højre hånd, og hun er da også et af de sikre bud, da der skal gættes på, hvem som skal have de højeste poster, efter PP vinder valget i november. Hun er nu minister, talsmand og Mariano Rajoys eneste vicestatsminister (hans forgænger, José Luis Zapatero havde på et tidspunkt tre).

Soraya Sáenz de Santamaría gifter sig i 2006 med Iván Rosa, der også er jurist. Den 11. november sidste år kommer parrets første barn, sønnen Iván, til verden.

 

Følg med i ministerføljetonen

Tidligere omtalte ministre.
3. januar: Statsminister Mariano Rajoy.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa