Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

– en sjælden men farlig sygdom, der ikke kan behandles
Selvom så godt som hele Spanien tilhører det område, hvor man finder sygdommen hjerteorm, har der de sidste år været ganske få tilfælde af sygdommen i Málaga-provinsen. De sidste fem år har der kun været fem tilfælde af hjerteorm i området Málaga, San Pedro de Alcántara og Coín. Men nu er sygdommen begyndt at blusse op, og i Málaga findes der ca. 20 syge hunde. Der kan være mange årsager til, at sygdommen igen er blusset op. Og selvom det er nemt at forebygge mod hjerteorm, er det svært at behandle sygdommen, når den først er brudt ud. Desuden findes der på nuværende tidspunkt ikke nogen form for medicin, der kan kurere en hund med hjerteorm.
Da Spanien er et land hvor hjerteorm eksisterer, er man vant til at forebygge mod hjerteorm, og det er en af grundene til, at den sjældent opstår.

Hjerteorm – nemt at forebygge
Det er nemt at forebygge mod hjerteorm. Hvis man giver sin hund en tablet en gang om måneden, er den beskyttet mod smitten.
Hjerteorm spredes af parasitten Dirofiliaria Imminitis. Smitten spredes via myg. Når myggen suger blod fra en smittet hund, sætter der sig små mikrofiliarier ved myggens mund. Når myggen stikker en anden hund, overføres smitten. Omkring 190 dage senere bliver mikrofiliarierne til voksne orme, der skaber nye mikrofiliarier i hundens blod, og som nu kan smitte til andre hunde.

De ligner spaghetti
En fuldvoksen hjerteorm er ca. 25-30 cm lang og ligner kogt spaghetti. Den lever fortrinsvist i blodårerne ved lungerne, men kan ved kraftige infektioner også findes i blodårene ved det højre hjertekammer.
De kliniske symptomer varierer alt efter, hvor alvorlig smitten er. Så længe der kun er et par få orme, vil hunden normalt ikke vise nogle tegn på sygdom, men efterhånden som antallet af orme stiger, begynder hunden at vise symptomer på smitte. Når sygdommen er meget alvorlig, begynder hunden at vise tegn på hjertefejl. Det er relativt ofte, at unge hunde, der viser tegn på hjertefejl, faktisk er blevet smittet med hjerteorm. Derimod er det meget sjældent, at katte og mennesker bliver smittet.

Svær behandling
Hvis man bor i et område, hvor der findes hjerteorm, er det utroligt vigtigt at forebygge mod sygdommen. Når hunden først er blevet smittet, er det meget svært at behandle den, og for det meste dør hunden af sygdommen.
Hvis man behandler med et middel, der slår ormene ihjel, kan der nemt opstå blodpropper i de forskellige organer, når de døde orme udskilles fra hjertet.
Et andet problem er, at det firma, der hidtil har fremstillet Immiticide til at behandle tilfælde af hjerteorm, er stoppe med at producere produktet på ubestemt tid. Det betyder, at det i øjeblikket faktisk ikke er muligt at behandle en smittet hund. Det kan i værste fald før til en epidemi, da hundene nemt videregiver smitten til andre hunde via myg.

Forebyggelse
Man kan forebygge mod hjerteorm ved at give hunden et forebyggende middel en gang om måneden. Hvis man ikke er permanent bosat i Spanien, skal behandlingen påbegyndes en måned efter, man er ankommet, og afsluttes en måned efter, man har forladt Spanien. Hvis man vil sikre sig, at hunden ikke er smittet, kan en dyrlæge foretage en blodprøve, hvoraf det klart vil fremgå, om hunden er smittet med hjerteorm.
Hvis du er i tvivl om din hund har hjerteorm, eller om hvordan man bedste forbygger, så kontakt din dyrlæge.

Af Susanne Kamu, Skandinavisk Smådyrsklinik

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa