Personlig sikkerhed: Bedre at være sikker end at fortryde

Personlig sikkerhed: Bedre at være sikker end at fortryde

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Tanya Spencer har siden 2003 drevet virksomheden TrainingSolutions i Danmark. Hun var blandt de allerførste i Danmark, som begyndte at rådgive og coache enkeltpersoner såvel som virksomheder og organisationer i internationale sikkerhedsforhold.
Lommetyve, svindlere og bortførere har bedrevet deres ’gerninger’ i årtusinder. Men den 11. september 2001, krigene i Irak og Afghanistan og tegningekrisen har ikke gjort verden et mere sikkert sted for personer at bevæge sig ud. Heller ikke for danskere.
Men hvis du ønsker at være på forkant med simple tyverier, fysiske overgreb og terrorisme, så findes der mange enkle tricks lige for hånden. Problemet er ’blot’, at rejsende sjældent har lyst til at beskæftige sig med sikkerhed.
”Sikkerhed er for alle mennesker noget helt essentielt. Men når vi har sikkerhed – så glemmer vi den hurtigt igen,” siger Tanya Spencer efterfulgt af et knapt hørbart suk.
”Mit arbejde som sikkerhedsspecialist bygger især på, at vi bør ændre vores holdning til personlig sikkerhed og personlig opførsel, før vi tager i lufthavnen på vej mod nye og spændende eventyr. Det allervigtigste i sikkerhedssammenhæng er at være en bevidst rejsende.”

’Det sker nok ikke for mig’
Tanya Spencers karriere begyndte med studier i freds- og konfliktforskning på Berkeley University, og kort efter drog hun som ngo-medarbejder ud til krigszonerne på Balkan og siden videre ud til verdens øvrige brændpunkter. Da hun flyttede til Danmark i midthalvfemserne og søgte job, var konsulentbureauerne især interesserede i hendes allerede dengang store arsenal af erfaringer indenfor sikkerhed:
”Det var virkelig en aha-oplevelse for mig. Jeg fandt ud af, at jeg dybest set har beskæftiget mig med menneskelig sikkerhed hele mit liv.” Tanya Spencer voksede som barn op i et ghettokvarter i Oakland ved San Francisco.
Gennem årene har hun været på arbejdsopgaver i bl.a. Afghanistan, Kenya, Nepal, Pakistan, Sri Lanka og Sudan, hvor hun bl.a. har coachet og vejledt regeringsansatte, FN- medarbejdere, forretningsfolk, journalister og nødhjælpsarbejdere. Tanya Spencers rejsebaggrund og -erfaring er usædvanlig:
”På mine rejser stødte jeg i begyndelsen på alverdens sikkerhedsproblemer. Jeg er blevet seksuelt overfaldet, fordi jeg er kvinde, er blevet frarøvet mine værdigenstande, fordi jeg var rig sammenlignet med de lokale, er blevet udsat for had, fordi jeg kommer fra USA, og er blevet afhørt på grund af politiske implikationer af mit arbejde. Ingen af de organisationer, som jeg dengang arbejdede for, forberedte mig på disse sikkerhedssituationer. På min side var jeg naiv og tænkte: ’Det sker nok ikke for mig’. Men det gjorde det.”

Den danske afdeling i verdens største netværk specialiseret i sikkerhed, ASIS Intl., tildelte i 2009 Tanya Spencer prisen som årets medlem.
”Jo, man kan godt sige, at jeg lever af at sælge sikkerhed”, erkender Tanya Spencer beredvilligt.
”Jeg sælger ’empowerment’ – frygt, derimod, er et både ineffektivt og personligt meget begrænsende værktøj, hvis du vil sikre dig mod ubehageligheder et spændende sted i udlandet.”
Det er bedre at være sikker – end at fortryde.

Tyveri og privatdata
Mail et dokument til dig selv med bl.a. vigtige telefonnumre, scannede sider med alle relevante rejsedokumenter (pas, visa, flybilletter, forsikringer, vaccinationer, tlf-nummer til spærring af bankkonti, ambassade-, hotel- og kontaktoplysninger til dem du skal besøge undervejs), og print dokumentet, så du altid kan have det på dig (et hemmeligt sted), mens du er undervejs. Husk også at tage pasfotos med.
Kreditkortsvindel i Thailand og resten af Asien er efterhånden så omfattende, at det kan være tilrådeligt at udskifte sit kreditkort efter hjemkomst.
Giv eventuelt fuldmagt til en person derhjemme (fx i forbindelse med genåbning af betalingskort).
How pickpockets work, Tom Harris.
Laptop Security for Aid Workers, www.saferaccess.org.

Fysisk sikkerhed og business
Det sikkerhedsmæssigt bedste hotelværelse ligger mellem 3. og 6. sal (brandstiger i de fleste lande rækker ikke højere) med front mod baggården og tæt på elevator eller trapper. Undgå værelser i stuen og helt tæt ved sikkerhedsdøre, da kriminelle kan komme ind i bygningen her.
Rejs altid med en kile der kan blokere døren, mens du sover. Dén er præventiv og giver dig tid til at reagere, hvis nogen forsøger at bryde ind.
Cirka 40 procent af alle overfaldsvoldtægter i USA sker i parkeringshuse. Nummer to gerningssted er offentlige toiletter.
Top-10 over lande med flest bortførelser: Nigeria, Venezuela, Mexico, Pakistan, Indien, Afghanistan, Irak, Filippinerne, Columbia og Honduras, Control Risks 2011.
Ved eksplosionfare/terror: Hold dig væk fra vinduer og parkerede biler.
The complete SAS guide to safe travel, Nick Cameron
Travel can be murder: The business traveler’s guide to personal safety, Terry Riley,
www.riskline.dk

Kvinder og børn
Brug kun forbogstav og efternavn på hoteller og i det offentlige rum.
Klæd dit barn i stærke farver og hav altid vellignende fotos af dit barn ved hånden; så kan andre bedre hjælpe dig med at søge efter dit barn i en stor folkemængde.
Særligt ved langtidsophold: Lær dit barn aldrig at videregive private oplysninger, når han eller hun taler med fremmede; lige såvel som du på mange måder kan researche dig frem til bedre sikkerhed, kan kriminelle researche sig frem til ’nyttige’ informationer.
Sæt dig ind i destinationens krav til rejsedokumenter, især hvis du skal arbejde der eller rejse med dine børn.
The Rough Guide to travelling with babies and young children, guidebog.
The women road warrior, Kathleeen Ameche.

Af Øivind Holtermann

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa