Paneldebat: Cut the bullshit!

Cut the bullshit!
24-årige Macarenas budskab til politikerne er ikke til at tage fejl af. Spanien skal tilbage på sporet, og det skal være nu!

Spanien er hårdt ramt af den økonomiske krise. Det har ført til massiv utilfredshed hos spanierne, hvis omfang tydeligt kan aflæses på den store tilslutning, den kritiske græsrodsbevægelse Democracia Real YA har oplevet. Skal Europas femtestørste økonomi ud af krisen, kræver det ifølge flere eksperter politisk handling og reformer, der kan styre landet ud af den truende recession. Men hvem skal føre de vitale penselstrøg i den redningsplan? Det afgør spanierne selv, når de den 20. november går til et nok så afgørende parlamentsvalg. Det bliver et valg, hvis vinder får enorm indflydelse på udviklingen af det Spanien, som næste generation står på spring til at overtage. La Danesa har mødt tre unge spaniere til en diskussion om politik, landets fremtid og om det at være ung i Spanien.
Vi møder de tre malaguenos Macarena, 24 år og turistguide samt oversætter, Paloma, 17-årig gymnasieelev, og Jose, 19 år og ligeledes gymnasieelev, på en bar ved paseoen i Fuengirola. Sammen skal vi den næste halvanden times tid have vendt nogle af de ting, der i øjeblikket optager en ung spanier.

Hvad er jeres opfattelse af Spaniens økonomiske situation?
Jose: Det er slemt. Rigtig slemt, og lige nu er det svært at se, hvordan vi skal komme ud af den.
Macarena: Zapatero har forsøgt en masse ting, men det virker ikke. Han har haft alt for meget fokus på socialpolitik, selv om det selvfølgelig også er vigtigt, men lige nu handler det altså om økonomi, og der har han fejlet. Han har ikke kunnet få det til at fungere – og det vidner de utallige regeringsrokader også om.
Paloma: Ja, det er rigtigt, men det nytter ikke noget, hvis man ikke har de rigtige redskaber. Jeg tror ikke, Zapatero har de kompetencer, der skal til.
Macarena: Han er meget sympatisk, det er slet ikke det, men vi har brug for et nyt ansigt.

Jeg kan høre på det hele, at du, Macarena, ønsker en ny regering?
Macarena: Ja, det bliver vi nødt til.
Hvad med jer andre? Er I enige?
Jose: Helt sikkert. Vi skal have en ny regering.
Paloma: Også enig.

Tror I, at et regeringsskifte bare løser det hele?
Jose: Nej, nej. Det er også et kæmpe problem, at partierne modarbejder hinanden indbyrdes i stedet for at stå sammen og samarbejde os ud af krisen. Og det ændrer sig nok ikke med en ny regering.
Macarena: Det er jeg ikke helt enig i. Jeg tror, at en ny regering vil skabe bedre resultater relativt hurtigt. Cut the bullshit and get to work! Det er det, det handler om nu.
Paloma: Jeg tror ikke, det er så let, Macarena. Der er en masse ting, der ikke fungerer, og det ændrer sig nok ikke, bare fordi der kommer en ny regering. Det er en lang proces at komme ud af den her krise.
Macarena: En konservativ regering vil helt sikkert gøre det, der er nødvendigt. Altså skære i den offentlige sektor. Ellers ender vi som Grækenland.
Det var netop mit næste spørgsmål. Frygter I, Spanien bliver det næste Grækenland?
Alle tre: JA!!

Hvilke konsekvenser frygter I, det vil få for jer som unge, hvis Spaniens situation forværres i retning af Grækenland?
Jose: Det er i forvejen svært at få job, og det vil bare blive endnu sværere. Nu vil jeg gerne læse filosofi, og de job hænger i forvejen ikke på træerne, så en forværring af krisen vil for min jobsituation være en katastrofe.
Paloma: Jeg tænker helt klart også mest på det jobmæssige.
Macarena: Nu har jeg job – to faktisk – men jeg frygter da også at blive arbejdsløs, hvis krisen bliver værre.

Hvorfor tror I, så mange lande er kommet ud i den her krise?
Paloma: Lande som Spanien, Portugal, Grækenland og Italien har slet ikke været klar til euroen. Vi har ikke kunnet bibeholde den økonomiske stabilitet, som eurosamarbejdet har krævet, og derfor ser vi nu den her krise, tror jeg.
Macarena: Enig! Vi må kigge ud over grænserne og se, hvordan Frankrig og Tyskland håndterer tingene. Sarkozy burde være et forbillede for vores ledere. Han kommunikerer fantastisk godt med sine borgere, og det kunne vi virkelig godt trænge til her i landet. Det er frustrerende at høre, det går dårligt, men ikke få noget at vide om hvorfor.

Der har bredt sig en stor politisk bevægelse i Spanien kaldet Democracia Real YA. Hvad synes I om den?
Jose: Jeg kan kender ikke nok til den til at kunne udtale mig, tror jeg.
Paloma: Det samme gælder nok for mig.
Macarena: Jeg er generelt enig med det, de står for, men jeg tror bare ikke, de får held med deres protester. De kan ikke rigtig komme igennem med noget med de midler, de har, så jeg tror, deres demonstrationer bliver rent symbolske.
De er altså ikke en potentiel ny Tea Party-bevægelse?
Macarena: Det kan jeg ikke forestille mig.

30 år ved mors kødgryder
Der er en række forskelle på ungdomskulturerne i Spanien og Danmark. Den største er nok, at livet for manges vedkommende helt naturligt foregår med base hos forældrene, til man har rundet de tredive. Det hænger i høj grad sammen med, at bolignormerne er markant anderledes de to lande imellem. Når man flytter hjemmefra i Spanien, så er det ofte i eget hus eller lejlighed. Købt og betalt. Det kræver selvsagt kapital, og det kan med den nuværende jobsituation og spanske lønninger in mente tage mange år. Dermed er udsigterne til, at vores tre hjemmeboende spaniere flytter i deres eget, lange. Men hvordan har de det egentlig med det?

Macarena: Åhhh, mind mig ikke om det (griner). Jeg vil rigtig gerne flytte og være uafhængig, men jeg vil ikke leje, og jeg har ikke råd til at købe i øjeblikket. Så jeg bliver hjemme nogle år endnu. Det er egentlig frygteligt at tænke på (griner igen).
Paloma: Hvad så med mig? Jeg har udsigt til at bo hjemme i måske 13 år endnu.
Jose: Jeg bor heldigvis i den modsatte ende af mine forældre i huset, så det hjælper rigtig meget på det. Jeg har ikke så travlt som Macarena.
Paloma: Du er heldig.

Hvad er der galt med at bo hjemme længe?
Macarena: Jeg vil ligesom bare gerne ud og være mig selv. Specielt, når du er ung, er det altså trættende, at have dine forældre omkring dig hele tiden. Jeg savner uafhængigheden.
Paloma: Jeg har det helt på samme måde. Det er virkelig svært at forestille sig at skulle være bo hjemme måske 13 år hjemme endnu.

Men for at få penge til sin egen bolig skal man jo have et job. Hvordan ser jeres planer ud på den front?
Jose: Jeg vil jo som sagt gerne læse filosofi. Måske undervise i det.
Paloma: Noget med PR.
Macarena: Jeg vil som udgangspunkt gerne fortsætte med det, jeg laver nu.

Jose og Paloma, det er længere uddannelser, og med den nuværende jobsituation er udsigterne ikke de bedste. Hvordan påvirker det jeres overvejelser?
Paloma: Det tænker jeg da selvfølgelig over, men jeg tror, det er vigtigt at få en eller anden uddannelse ligegyldigt, hvordan jobmarkedet ser ud.
Jose: Jeg brænder så meget for filosofi, at jeg læser det ligemeget, hvordan jobsituationen er.
Macarena: Jeg har en veninde, som har været færdiguddannet lærer i tre år. Hun har ikke været i nærheden af et lærerjob og står nu som receptionist uden udsigt til et uddannelsesrelevant job. Jeg kender også ingeniørstuderende, der er droppet ud, fordi de kunne få et ufaglært job med det samme. I sidste ende er det all about the money.

I en global verden som i dag er handel med udlandet alfa og omega. I den forbindelse er det jo en stor fordel at tale fremmedsprog. Hvorfor taler så mange unge spaniere ikke engelsk?
Paloma: Altså, det er jo nok meget vores egen skyld, men jeg vil også mene, at lærerne har en stor del af skylden. Det er jo svært at lære engelsk af en, der ikke taler det særlig godt selv. Jeg vil næsten mene, det er 50/50, hvis skyld det er.
Jose: Paloma har til dels ret, men jeg tror også, det hænger sammen med, at det bare ikke interesserer os. Vi kan ikke se nødvendigheden i det.

Er det ikke lidt hyklerisk, at I fremhæver vigtigheden af kompetencer, og så er I, Paloma og Jose, ikke flydende i noget så vigtigt som engelsk?
Paloma: Jo, det er det vel nok (smiler).
Macarena (qua sit job flydende i engelsk): Jeg må lige komme dem lidt til undsætning. Skolesystemet er generelt for ukonkret i Spanien. Vi lærer en masse forskellige ting, men specialiserer og dygtiggør os ikke for alvor i ret mange ting. F.eks. engelsk. Så det er også skolernes skyld.

Fremtiden
Uanset hvordan fremtiden former sig for vores paneldeltagere, er en ting sikker: Den er præget af stor usikkerhed. Selv det gode, gammelkloge råd om, at en uddannelse er vejen frem i livet, synes at klinge hult, når utallige akademikere og andre højtuddannede sidder fast i arbejdsløshed eller ufaglærte job. Så hvad er vores debattørers planer og håb for fremtiden? Macarena: Personligt kan jeg ikke udelukke, at jeg ville flytte til Frankrig, hvis jeg skulle miste mit job og ikke få et nyt.
Paloma: Så vidt ville jeg nu ikke gå.
Jose: Nej, nej, heller ikke mig. Jeg håber, jeg får et job, så jeg kan være med til at bygge landet op igen.
Macarena: Ja, jeg vil da også foretrække at blive her. Under alle omstændighederne skal politikerne se at få gang i hjulene igen.

I en stor del af Francos sidste tid var der jo netop gang i hjulene under det såkaldte spanske mirakel (el milagro español). Er der unge, der begynder at søge mod politiske yderpoler, som man ofte ser under kriser? Jeg mener, kunne I se en fordel i en ny Franco?
Jose: NEJ!!
Paloma: Overhovedet ikke!!
Macarena: Min mormor elsker Franco over alt på jorden, men vi er altså blevet klogere (griner). Jeg tror, der er rigtig mange ældre, der på en eller anden måde savner Franco-tiden, men vi unge har ingen ønsker om at komme tilbage.

Hvordan håber I så, Spanien udvikler sig de kommende år?
Paloma: Nu håber jeg først og fremmest, vi får en ny regering, som kan få sat de nødvendige ting i gang, og så er jeg overbevidst om, at vi nok skal klare os.
Jose: Ja, ny regering, NU!!

Og hvad med jeres egen situation?
Macarena: Jeg håber selvfølgelig, jeg kan beholde mine job og så hurtigst muligt få råd til mit eget sted at bo.
Paloma: Mit mål er egentlig ligesom Macarenas. Jeg vil gerne have et job, når jeg er færdiguddannet, så jeg kan komme i gang med at bygge min egen tilværelse.
Jose: Bortset fra at jeg ikke har lige så travlt med at komme hjemmefra, er min drøm den samme.

Alle pile peger i retning af et regeringsskifte den 20. november. Det vil Macarena, Jose og Paloma i hvert fald gøre deres til sker. Om det så er nok til at føre Spanien ud af den øjeblikkelige krise, kan kun tiden vise.