Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Tyren stanger Juan José Padilla i ansigtet.

Tyr stanger tyrefægter: mister måske venstre øje og lammes i del af ansigtet
Tyrefægteren Juan José Padilla mister måske synet i venstre øje og lammes i den del af ansigtet. Han blev opereret i fredags, straks efter han var blevet stanget af tyren Marqués under en tyrefægtning i Zaragoza.
Ulykken skete, da Padilla ville sætte banderillas i ryggen på tyren; noget tyrefægtere normalt ikke selv gør, men det ville han altså denne gang. Han snublede dog, og tyren så sit snit til at forsvare sig med et modangreb. Det ene horn gik ind under Padillas kæbe, lige ved øret, og ud gennem øjenhulen, før det lykkedes medhjælperne at hjælpe tyrefægteren fri fra tyrens greb.
”Jeg kan ikke se, jeg kan ikke se,” skreg han, som han blev båret ind på tyrefægterarenaens skadestue. Grundet den alvorlige skade valgte lægen her ikke at foretage sig noget på stedet, men i stedet at overføre ham til hospitalet Miguel Servet i Zaragoza.
Seks timers operation var måske ikke nok til at redde hans venstre øje eller bevægeligheden i den ene del af ansigtet, hvilket flere operationer skal afgøre, men han sværgede i går, at han alligevel vil fortsætte med at dræbe tyre. Han har således bedt sin agent om ikke at annullere touren i Sydamerika, hvor sæsonen starter den 18. november.
Juan José Padilla kommer fra Jerez de la Frontera, hvor han blev født i 1973, og har været tyrefægter siden 1994.


Kortet viser intensiteten af jordrystelserne.

Største jordskælv på El Hierro i weekenden
Det hidtil største jordskælv, siden de geologiske uroligheder i juli begyndte på El Hierro, indtraf i weekenden. Seismologer registrerede lørdag kl. 21.43 et skælv til 4,3 på richterskalaen. Den mærkedes mest på den sydlige del af øen og byen El Pinar, der ligger nærmest epicentret, som var en kilometer ude i havet og 13 kilometer under havets overflade.
Eksperter tror stadig, at de flere end otte tusinde jordrystelser kan være optakten til et vulkanudbrud, som El Hierro ikke har oplevet siden 1793. Det sidste vulkanudbrud på De Kanariske Øer var i 1971 på La Palma.


Ledelsen af Partido Popular, med formand Mariano Rajoy i midten, var samlet den forgangne weekend.

PP’s top i Málaga – uden at afsløre valgprogram
Formanden for PP og partiets spidskandidat, Mariano Rajoy, præsenterede de øvrige, ledende kandidater til valget den 20. november, da der i weekenden blev afholdt partikongres i Málaga.
Det skete under stor fanfare, som om partiet allerede havde vundet valget, hvilket alt i øjeblikket tyder på, at det vil. Det var dog håbet, at Mariano Rajoy også ville løfte sløret for partiets valgprogram, at han ville fortælle, hvordan PP planlægger at bringe Spanien ud af det økonomiske dødvande og tackle den højeste arbejdsløshed i EU, men det skete ikke. Ifølge eksperter kan det først forventes om et par uger.
PP fører i den seneste meningsmåling med 16 procentpoint over PSOE.


100 piger og kvinder, som var tvunget til prostitution endelig fri.

Kæmpe kinesisk mafia optrævlet
Det catalanske politi, Mossos d’Esquadra, har netop optrævlet en kinesisk mafia og anholdt 39 af dens medlemmer i Barcelona, hvor de holdt flere end 100 unger kvinder som sexslaver.
Undersøgelserne var startet for over et år siden, da man bemærkede et stigende antal af annoncer for kinesiske bordeller og da en mor efterlyste sin kun 16-årige datter. Nu kulminerede politiets arbejde endelig i sidste uge, da 39 medlemmer af den kinesiske mafia eller triade blev anholdt, hvoraf de 33 er fængslet, i en storstilet aktion, hvor politiet under en razzia i 33 lejligheder fandt kvinder eller bevismateriale i 17 af dem.
Kvinderne, hvoraf mange endnu ikke er myndige, var tvunget til at arbejde som prostituerede over otte timer om dagen og til at have sex uden brug af kondom, mens flere af dem blev givet narkotika for at komme gennem dagen og for at gøre dem afhængige af deres alfonser. Under aflytningerne hørte politiet også om en pige, der havde begået selvmord, fordi hun havde fået aids.
Nogle af kvinderne var kommet til Spanien medvidende om, at de skulle arbejde som prostituerede, mens andre var lokket hertil med løfter om et normalt arbejde, og da løfterne viste sig at være falske, sad de i den sædvanlige saks med en uendelig gæld, trusler mod dem selv og deres pårørende samt deres illegale situation.
Mafia-medlemmerne er foreløbig tiltalte for at have udnyttet de unge kvinder seksuelt. De drev almindelige forretninger ved siden af trafficking og bordelvirksomheden for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Kvinderne bliver til gengæld taget vare på af myndighederne og en velgørenhedsinstitution.

Et dragehoved hugget af
Politiet i Catalonien anser, at man har stoppet den kinesiske mafia, netop som den var ved at ekspandere virksomheden. De anholdte havde allerede startet på narkohandel og dokumentationsfalsk. I én af lejlighederne, politiet gennemsøgte under den storstilede razzia, var der 400 falske pas, der skulle bruges til trafficking.
Barcelona var denne kinesiske mafias mellemled for illegal immigration og seksuel udnyttelse af unge kinesiske kvinder i USA, Canada og Australien.
Gruppen var også begyndt at presse penge ud af deres landsmænd, som driver forretninger i Barcelona.


Demonstrationer mod udsmidninger i Valencia.

Stadig flere smides på gaden
Stadig flere mennesker bliver smidt på gaden, fordi de ikke betaler afdragene på deres boliglån eller deres husleje.
I årets andet kvartal var antallet af sagsanlæg mod boligejere og -lejere 16.464, eller en stigning på 21,2 procent i forhold til samme periode sidste år. Rekorden blev dog slået i årets første kvartal, da antallet af repossessioner steg med 36,8 procent i forhold til sidste år. Da var der tale om 15.546 sager.
Antallet af familier smidt på gaden i årets første halvdel var 33.918, næsten samme antal som i hele 2009.
Den værst ramte region i årets andet kvartal var Murcia, hvor antallet var syvdoblet, mens det største antal dog sås i Valencia, her mistede 3.297 familier deres hjem.


Karakteren er gået fra AA+ til AA-.

Fitch sænker Spaniens kreditværdighed
Kreditvurderingsbureauet Fitch har sænket Spaniens kreditværdighed med to på sin karakterskala.
Fitch begrunder beslutningen med den øgede euro-krise, svage vækstudsigter og tvivl omkring regionernes bidrag til økonomisk konsolidering. Værdigheden er gået fra AA+ til AA-, den fjerde højeste værdighed.
Regionerne, mener Fitch, er afgørende i kampen om at få økonomien tilbage på ret spor. Bureauet forudser en vækst under to procent frem til 2015 og at arbejdsløsheden vil forblive høj.


La Roja sikker på EM-plads.

Spanien møder Skotland i morgen – og Costa Rica i november
Det spanske fodboldlandshold har allerede sikret sig billetten til europamesterskaberne næste år ved at vinde alle syv kampe.
Verdens- og europamestrene spiller i morgen i Alicante, hvor modstanderen er Skotland, men det er en kamp, som ikke gælder det helt store. Skotlands fans, the Tartan Army, er dog af en anden overbevisning og er allerede ved at invadere byen.
Kampen starter kl. 20.45 og vises på TVE.
I november møder holdet først England den 12. på Wembley, for derefter at rejse til Costa Rica, hvor de den 15. skal spille en venskabskamp.

Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa