Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


José Luis Zapatero under en tale i Málaga.

Statsministerens sidste tale til nationen

Når statsminister José Luis Zapatero i dag holder den årlige tale, som opsumerer statens tilstand og hans og regeringens arbejde for kongressen og nationen, bliver det for ottende og sidste gang.
Zapatero forventes ikke at bekendtgøre flere nedskæringer i offentlige udgifter, mener El País, selvom talen sker, mens selvfølgelig spanierne selv, men også omverdenen, bekymrer sig om landets økonomiske sundhedstilstand. Derimod vil han sikkert foreslå en række initiativer til at genaktivere økonomien og takle den høje arbejdsløshed.
Et konkret bud lyder, at han vil indføre fleksible åbningstider for forretninger, så de også kan holde åbent på helligdage, hvilket har været nogle af de forslag, som den Internationale Valutafond og OECD er kommet med. Statsministeren vil også tale om de omkring 20 lovændringer, som han ønsker at gennemtrumfe. Det er bl.a. en pensionsreform og en ændring af retssystemet, som skal gøre det mere effektivt, samt flere lovændringer i den bløde kategori, der skal designes til at give os flere rettigheder.
Han vil måske omtale, at regeringen har besluttet ikke at indføre en plan, hvormed staten skulle give firmaer en økonomisk håndsrækning ved afskedigelse af medarbejdere. Dette initiativ blev ellers omtalt under seancen for et år siden.
Der er ikke kun tale om en monolog fra statsministerens side, og der forventes en livlig debat med skud fra hoften fra alle oppositionspartierne, specielt lederen af Partido Popular, Mariano Rajoy, der sidste år bad statsministeren om at gå af, men som sandsynligvis må affinde sig med, at det først vil ske ved naturlig afgang i marts næste år.


Sardinerne er reddet.

Også espetos denne sommer

I hvert fald på Costa del Sol. Her har bar- og restaurantejere ellers været bekymrede over, hvorvidt det stadig ville være lovligt at sælge sardinspyd, espetos de sardinas, grillet over bål direkte på stranden eller i de små både.
Bekymringen skyldes, at miljøafdelingen i Junta de Andalucía har forbudt salget af de friskgrillede små fisk langs strandene i Granada-provinsen.
Men, selvom det selvfølgelig ikke giver mening at indføre et forbud i Granada og ikke i Málaga, hvor det sikkert ikke er mere hygiejnisk, kan alle glæde sig over, at den lokale regering har besluttet (endnu) ikke at bandlyse sardinerne på Costa del Sol.

To omkommet i trafikulykke i Marbella

To personer omkom i går i en bilulykke på landevejen A355 ved indkøbscentret La Cañada i Marbella.
Myndighederne kender endnu ikke årsagen til ulykken, noterer La Opinión de Málaga, men to personbiler og en lastvogn var involveret. Lastvognen endte ovenpå den ene personbil, der gik i brand. De to personer omkom i branden. En person er desuden alvorligt såret.


Havnen set fra sin mere charmerende side.

Havnen i Fuengirola skal være mere tilgængelig

Arbejdet med at forbedre havnen i Fuengirola bliver først genoptaget efter sommeren, nærmere betegnet i oktober, når de fleste bade- og bådgæster er rejst hjem igen, meddeler Diario Sur.
Den første del af forbedringerne blev afsluttet, før højsæsonen satte i gang. Da pumpede man sand op fra havbunden ved indsejlingen til havneområdet, der på grund af beliggenheden nemt sander til, mens man efter sommeren vil gøre havnen dybere ved at hente 44.000 kubikmeter sand op fra havbunden. Prisen for forbedringerne koster 3,2 millioner euro og har en tidsfrist på fem måneder.
Der meldes ikke noget om, hvorvidt eller hvornår Junta de Andalucía, som har ansvaret for landets havne, har tænkt sig at fuldføre planen om at ombygge Fuengirolas havn, så den kan måle sig med Puerto Banús og marinaen i Benalmádena.

Prins Felipe deltager i omkomne soldaters begravelse

Kisterne med to spanske soldater, der i weekenden omkom i Afghanistan, da en bombe detoneredes i nærheden af deres panservogn, er ankommet til Gran Canarias lufthavn, Gando. Her afholdes i dag en højtidelighed, hvor kronprins Felipe repræsenterer kongehuset og også forsvarsminister Carme Chacón deltager. De to soldater var hhv. den 95. og 96., som er omkommet under missionen i Afghanistan.

Sjælden abe født i Fuengirolas zoologiske have

Miopithecus ogouensis hedder racen. Der er tale om en sjælden aberace, på dansk hedder den en husarabe, som i det fri kun lever i Centralafrika.
For få dage siden kom en unge af denne art til verden i den zoologiske have Bioparc i Fuengirola, der er den eneste zoologiske have i Andalusien, der kan slå sig for brystet over at have denne abe.
Ungen har det godt, og som det kan ses på billedet, trives den med sin familie, der udover moren her består af to hunner og seks machos.
Se mere på www.bioparcfuengirola.es.


Læs flere nyheder her…

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa