Det danske magasin i Spanien
Få tjek på kommunerne

Hvilken kommune passer bedst til din livsstil og dine behov? La Danesa har tjekket tre forskellige kommuner for at finde ud af, hvad de kan tilbyde udenlandske tilflyttere.

Costa del Sols kommuner har forskellige tilbud til nye udenlandske tilflyttere, men det kan være svært at gennemskue, hvad der passer til netop din livsstil og dine behov. De enkelte regioner langs kysten kan virke ens på ydersiden; stranden er den samme, udsigten fra bjergsiden er stort set ens og alle steder er der både spansk idyl og muligheder for shopping. Men dykker man lidt ned i kommunernes prioriteter, og den måde de er drevet på, dukker der store forskelle op. I det følgende ser vi nærmere på byerne Marbella, Torremolinos og Benalmádena.

Den første kontakt med systemet
Én ting er, hvad byen har at byde på, noget andet er, om man kan finde frem til dens tilbud og få hjælp til at benytte mulighederne. Rådhusets funktioner er i Benalmádena og Marbella delt ud i forskellige bygninger, og det kan derfor være svært at finde frem til den rigtige afdeling. I Torremolinos ligger alle funktionerne i én bygning, og en fælles informationsskranke henviser til den rette afdeling. Det gør det lettere at få overblikket, især når alle skilte og meddelelser står på spansk – den første sprogbarriere for en ny tilflytter.
Marbella er en noget større by, og der er derfor brug for et større system. Her er der både vagt og metaldetektor i rådhusets indgang og når man er kommet ind skal der trækkes et nummer, hvorefter 12 medarbejdere sidder parat ved hver deres skranke. Det virker overvældende, især fordi alt står på spansk og ikke alle medarbejdere taler engelsk. Til gengæld er der fælles for alle byernes rådhuse en udpræget velvilje til at hjælpe, så snart man sidder ved skranken.

Forskelligt fokus
Ingen af kommunerne vil i første omgang sige, at de fokuserer på nogle bestemte aldersgrupper, når de reklamerer for byernes tilbud, men det viser sig alligevel, at de fokuserer forskelligt. I Benalmádena er området delt op i turisme og fest ved vandet, shoppingmuligheder på vej op mod bjerget og rekreation på bjergskråningen. For Joanna Drozdowska, ansvarlig for udlændinge og turisme er det vigtigst at informere de ældre om de forskellige rabatmuligheder, der findes på Costa del Sol:
”Udlændingeafdelingens opgave er at gøre livet lettere for udlændingene. Jeg er bindeleddet mellem kommunekontoret og udlændingene,” forklarer hun.
”Det er de samme regler, der gælder for alle kommunerne, men i Benalmádena gør vi meget ud af at informere om dem.”
Hver tirsdag er Joanna ude i bydelen Arroyo de la Miel, hvor de fleste udlændinge bor. To af dem er englænderne Laraine og Graham White. De har boet på kysten i mere end 20 år, men for 15 år siden flyttede de fra Torremolinos til Benalmádena:
”Det er perfekt her. Sundhedssystemet er godt og der er en rigtig god atmosfære. Vi kunne ikke enes med vores naboer i Torremolinos, men her snakker alle med hinanden,” siger Graham White.
I Torremolinos fortæller chef for udlændinge og turisme, María José Jiménez Velasco, at de ikke har boligområder, hvor der kun bor tilflyttere. Torremolinos er en ældre turistby end de øvrige byer langs kysten, og derfor er tilflytterne blevet bedre integreret i samfundet, fordi integrationen er udviklet gennem blandede ægteskaber.
Men som Graham og Laraine har oplevet det, kan det være svært at enes, når man fører to forskellige livsstile, og det skal selvfølgelig tages med i overvejelserne af, hvor man vil flytte hen.
I Marbella er det traditionelt ældre ægtepar, der har slået sig ned. Men byen prøver at tiltrække yngre mennesker og ifølge deres chef for udlændinge og turisme, José Luis Hernandez, er de allerede nået et langt stykke af vejen:
”Traditionelt har vi haft fokus på de ældre, men nu er vi blevet en større og mere dynamisk by. Vi prøver at bryde traditionen med fokus på teknologi og høj livskvalitet,” siger han og fortsætter:
”Vi er Europas Miami, men vi vil hellere være Europas Californien.”

Visioner og tempo
Det er tydelig at mærke, at der er stor forskel på de tre kommuner, når det kommer til fremtidsvisionerne. I Marbella er der gang i lobbyarbejdet for den eksklusive turisme med konceptet Marbella Exclusive. Her bliver snøren kastet efter de pengestærke turister og Marbella har igen fået opbygget et image som eksklusivt feriested, som forstærkes af det nye tiltag. Men José Luis Hernandez forsikrer, at der er plads til alle, og at det netop er vigtigt at bevare alle alders- og interessegrupper i byen:
”Om 10 år er Marbella en smeltedigel af forskellige folk. Vi skal bruge diversiteten til at skabe en dynamisk by.”
I Benalmádena er tempoet skruet en anelse ned i forhold til Marbella. Her tales der ikke om vækst og dynamiske sammenhænge, men om at øge tilgængeligheden og tilbuddene til de udenlandske fastboende:
”For 2-3 år siden havde udlændingene ingen steder at gå hen for at få hjælp. I dag er det vigtigste at informere og tilbyde hjælp til dem, der har brug for det,” forklarer Joanna Drozdowska.
Og de er kommet et langt stykke hen ad vejen. Graham White er enig i den positive udvikling: ”Borgmesteren gør et godt stykke arbejde, og forsøger at involvere sig i udlændingenes sager. Det går den rigtige vej for alle, ikke kun behandlingen af udlændinge.”
Torremolinos placerer sig et sted mellem de to andre kommuner, når det gælder visioner og tempo.
Her har kommunen valgt at specialisere sig i kultur- og sportstilbud og María José Jiménez Velasco fortæller, at de har de bedste og billigste muligheder for at dyrke sport i hele Spanien. Tilbuddene er både til professionelle og motionister og Maria Velasco skønner, at 25% af udlændingene bruger kommunens sports- og kulturtilbud.

Costa del Sol i udvikling
Fælles for de tre kommuner er, at de er midt i en stor udvikling på udlændingeområdet. Med valget den 22. maj, er der udsigt til, at der kommer endnu mere fokus på udlændingenes ønsker og behov. Specielt i Benalmádena, hvor britiske Barry Jenkins stiller op for Partido Popular. For selvom han har sit parti i ryggen, ser han sig selv som ”alle udlændinges repræsentant.”
Forholdene bliver generelt bedre over hele linjen, og det er nemmere at finde frem til relevante informationer om de enkelte kommuner. Alle tre rådhuse har en hjemmeside med kontaktinformation, nyheder og aktivitetskalender, og selvom alle informationer stadig kun findes på spansk, er det muligt at finde rundt og få sig et overblik over kommunernes tilbud og prioriteter.

Af Jeppe Schjødt

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.