Her er højere til loftet

Hvordan er livet i Spanien som dansk pensionist? Det får du svaret på i denne artikel, hvor vi har sat tre herboende ægtepar stævne til en snak om bl.a. livsglæde, politik, det spanske sundhedsvæsen, sprogproblemer, dobbeltbeskatningsaftale, integration og den danske jantelov.

Paul og Lillian Sauerberg
Alder: 65 og 66 år
Boet i Spanien siden: 2007
Bopæl: Mijas Golf
Tidligere beskæftigelse: Paul har været selvstændig inden for radio- og golfbranchen. Lillian har arbejdet som klinikassistent.

Ole og Anni Mariboe
Alder: 72 og 71 år
Boet i Spanien siden: fra 1989-92 og derefter siden 2003
Bopæl: Benalmádena
Tidligere beskæftigelse: Ole har haft eget firma, der rensede industrikedler. Anni er uddannet gymnastiklærer og har hjulpet sin mand i firmaet.

Poul og Gerda Ehlers
Alder: 77 og 68 år
Boet i Spanien siden: 2003 (købte deres lejlighed i 1996)
Bopæl: Mijas
Tidligere beskæftigelse: Begge uddannede ingeniører. Poul har haft firma, der solgte hospitalsudstyr (nuclearmåling). Gerda har arbejdet hos Novo Nordisk.

Hvordan er jeres liv anderledes her i forhold til i Danmark?
Paul: Her er mere udendørs liv, og vi går mere ud. Jeg elsker at gå en tur i byen og se livet passere forbi. Eller sidde på en restaurant og iagttage spanierne snakke i munden på hinanden, når tre generationer samles. Det er herligt. Og så tror jeg ikke, der er mange i Danmark, som spiser frokost på terrassen i januar måned.
Lillian: Vejret er pragtfuldt, og ja, så er det dejligt, at man ikke behøver en særlig lejlighed for at gå ud at spise, her kan man tillade sig det, fordi det er billigere.
Ole: I Danmark griner de af én, når man går ud ad døren på en restaurant! Sidst jeg var i Nyhavn betalte jeg 75 kr. for en øl – man skulle tro, jeg havde købt hele restauranten!
Poul: Jeg elsker den blå himmel og lyset. Det er, som om her er højere til loftet og det gør mig generelt i godt humør.
Gerda: Ja jeg synes virkelig også, at dagens længde betyder meget for humøret og livsglæden, det er til at blive deprimeret af de seks timers lys, der er i døgnet i Danmark om vinteren.
Anni: Jeg synes, vi har mere frihed. Men hvis jeg savner noget, er det årstidernes skiften, der er så flot i Danmark forår og efterår.

Rejser I meget?
Paul og Lillian: Vi elsker at rejse og har været på mange kulturelle storbyferier, også mens vi har boet her. Og så skal man jo ikke længere end op i Andalusiens bagland for at opleve en natur, der er så smuk, at man tror, det er løgn.
Anni og Ole: Vi var i Prag sidste år, men måtte tage bilen på grund af den satans aksesky, det var lidt en streg i regningen. Men ellers har vi da set en del af Spanien og sidst tog vi til Madrid med AVE-toget. Det tager kun 2,5 time og så er der 60% rabat som pensionist. Det kan virkelig anbefales.
Poul og Gerda: Vi plejer at tage på én stor rejse om året. Sidste år tog vi til USA på gensynstur, hvor vi besøgte de steder, hvor vi boede som unge, inden vi mødtes. Og ellers ser vi meget af Spanien, når vi kører til Frankrig hvert år for at mødes med vores vinklub. I år har vi kunnet fejre 15 års jubilæum.

Hvad med distancen til familien?
Poul: Vi ser børn og børnebørn, når det kan lade sig gøre. Vi har et sommerhus i Gilleleje, og jeg ser det ikke som noget problem at bo i udlandet.
Gerda: Nej, nu har vi jo også været udstationeret flere gange, så det er vi vant til. Derudover har vi aldrig selv haft et meget tæt forhold til vores egne bedsteforældre, bl.a. på grund af afstanden, så vi synes egentlig ikke, det er noget problem. Men vi har indrettet os, så vi kan have børn og børnebørn boende i lejligheden nedenunder vores, når de kommer på ferie.
Paul: Vi har fire børn og en del børnebørn. Dem ser vi ikke så ofte, men det er mere intenst, når vi er sammen, så det er fint for mig. Vi har sommerhus i Dalby Huse nær Jægerspris, og her tilbringer vi meget af sommeren.
Lillian: Jeg savner børn og børnebørnene frygteligt meget. Jeg plejer også at tage alene hjem nogle gange om året, fordi jeg ikke kan undvære dem.
Anni: Nu er vores børnebørn blevet så store, at de kan klare sig selv. Men jeg tager til Danmark tre-fire gange om året for at se til vores to sønner og børnene. Vi har en campingvogn stående i fabrikshallen ved siden af vores søns hus, det fungerer faktisk godt. Og så er der heldigvis noget der hedder Skype i dag, som gør det nemt og billigt at holde kontakt.
Ole: Ja, men når du spørger, om jeg skal med til Danmark, siger jeg ofte ”nej tak”!

Hvordan skaber I et netværk her i Spanien?
Anni: Vi kommer fast i Club Danés, hvor vi kender en masse mennesker. Det er hyggeligt at spise frokost sammen.
Ole: Og så spiller vi badminton, og har lært en del at kende via den sport.
Paul: Jeg må indrømme, at det slet ikke er noget for mig. Jeg er ikke flyttet til Spanien for at sidde sammen med andre danskere og spise sildemadder. Vi har venner i udlandet og i Danmark, som vi holder kontakt med, men ellers har vi lært en del par at kende hernede, bl.a. fordi jeg spiller golf.
Poul: Jeg har lært en del at kende ved at spille tennis. I klubben kommer mange englændere, men også danskere og spaniere. Jeg gider ikke være med i de danske klubber, det lader jeg Gerda om.
Gerda: Ja, jeg er med i bestyrelsen i Club Danés i Fuengirola. Jeg spiller bridge og kan godt lide spillet og samværet med andre. Men ellers skal man være mere udadvendt her end i Danmark for at skabe sig et netværk. Der kommer ingen og banker på døren, for at høre, om man vil med ud.

Taler I spansk?
Lillian: Ikke godt nok. Jeg synes, det er svært at huske det, vi lærer i undervisningen. Og så ser vi primært danske tv-kanaler hjemme, så vi hører ikke spansk dagligt.
Anni: Jeg har gået til spansk i mange år, men jeg synes stadig det er et vanskeligt sprog. De taler så hurtigt og jeg får intet ud af spanske nyheder ud over billederne.
Ole: Jeg har også gået til spansk, men da læreren sagde, at der var ca. 2000 undtagelser fra de almindelige bøjninger, stod jeg af. Det, jeg har lært mest ved, var dengang jeg gik op og ned af tre spanske håndværkere og arbejdede på et hus i tre uger. Problemet er bare, at jeg har glemt det meste igen.
Gerda: Jeg boede to uger hos en spansk familie for at lære spansk på en intensiv måde, og det fungerede også, men da vi godt kan klare os på kysten uden at kunne spansk, gik det hurtigt i glemmebogen.
Poul: Jamen, jeg har da også foreslået dig, at vi hver får en spansk partner i et år, men den er du ikke helt med på – hihi!!

Føler I jer integreret i det spanske samfund?
Samstemmende: Nej.
Paul: Sproget er alfa og omega for integrationen, og sprogbarrieren er simpelthen for stor. Jeg synes, det er håbløst at skabe kontakt til spanierne. Vi kan jo ikke føre en ordentlig samtale.
Gerda: Ja, og så har de jo også deres egen omgangskreds. Det vil kræve meget af dem hele tiden at tage hensyn til os udlændinge, det gør samværet ret unaturligt.
Poul: Men jeg må sige, at spanierne er søde til at prøve at forstå os. Bare vi forsøger at tale lidt spansk, virker de meget imødekommende. I modsætning til f.eks. franskmændene. Bortset fra det, så er jeg faktisk lidt flov over ikke at følge mere med i det spanske samfund. Det, synes jeg, er for dårligt. Men var der en engelsksproget avis (udover Sur in English), eller en nyhedskanal med engelske undertekster, som omhandlede spanske samfundsforhold, så ville jeg gøre mere ved det.
Anni: Jeg bekymrer mig ikke så meget om integrationen her, for vi betaler jo for os selv og ligger ikke landet økonomisk til last.

Har I haft kontakt med det spanske sundhedsvæsen?
Ole: Jeg var på et tidspunkt indlagt på et offentligt hospital i Torremolinos, da jeg skulle opereres for lyskebrok. Heldigvis var der en enkelt læge, der talte engelsk. Men det var godt nok effektivt, lægerne opererede på samlebånd, så i det øjeblik jeg blev kørt ud af operationsstuen, blev en ny patient kørt ind, og det stod på hele dagen. Det synes jeg godt, man kunne lære noget af i Danmark. Der får folk jo ondt i rumpen, når de har arbejdet mere end to timer i træk.
Poul: Det har du ret i. Jeg oplevede selv i min tid som sælger af hospitalsudstyr, hvor ineffektivt det danske system kan være. Når et hospital køber scannere til 10-15 millioner kroner, er det simpelthen ressourcespild, at de kun bliver brugt 7 timer om dagen, fordi man lukker ned kl. 15. De burde køre i døgndrift, men så får man jo fagforeningerne på nakken.
Lillian: Jeg synes, det er lidt utroligt, at lægerne ikke kan engelsk. Det må da være et internationalt sprog i den verden.
Gerda: Det, tror jeg, hænger sammen med, at spansk er det andet mest talte sprog i verden, og derfor er meget forskning og dermed også litteratur på spansk.
Paul: Det største problem med det spanske sundhedsvæsen er den manglende organisering. Bare det at få en tid hos lægen kan være svært. Og selvom man har en tid, har jeg oplevet at sidde og vente flere timer på at komme til. Typisk skal man så komme igen en anden gang, så på den måde kan en lille behandlingskrævende ting komme til at strække sig over flere uger. Nogle gange har vi valgt at gå til en af de danske læger her og på den måde betale os fra en hurtig behandling. Vores privatforsikring ville ikke dække, dengang vi havde brug for det, så den har vi afmeldt.
Gerda: Vi har både en privatforsikring og er medlem af helikopterservice. Sidstnævnte har vi brugt en del og det har fungeret rigtig godt. Bortset fra det, tror jeg, at det spanske hospitalsvæsen, i hvert fald når det rigtig gælder, er ligeså effektivt som det danske.

Hvad synes I om, at dobbeltbeskatningsaftalen med Danmark er opsagt?
Anni: Jeg kan ikke forstå, at de uden videre kan gøre det.
Paul: Ja, det er grove løjer, at de så ensidigt bare opsiger den. Jeg tror, at den første, der orker at tage sagen op ved EU-domstolen, vil vinde den. Vi er heldigvis ikke selv blevet ramt, men var vi det, er jeg ikke sikker på, at vi var flyttet fra Danmark. Det ville være for dyrt for os.
Ole: Nej, der er ikke meget at leve for, hvis pensionen beskattes i Danmark.
Poul: Den ordning er da udtryk for den rene jantelov!
Gerda: Ja, det er typisk dansk misundelse, det kan jeg blive så træt af. Det er ligesom når rød blok taler om at indføre en millionærskat, så er der mange, der sidder og godter sig: “Så kan de lære det, de rige svin”. Men i virkeligheden drejer det sig om et uendeligt lille beløb staten kan inddrive ekstra, noget i retning af 700 millioner, ud af et total provenu på omkr. 30 milliarder.
Paul: Til gengæld kan alle danskere blive åhh så lige.

Stemmer I til kommunalvalget i Spanien?
Gerda: Vi er ude at rejse, men hvis man kan brevstemme, vil jeg helt sikkert gøre det. Jeg synes, emner som byplanlægning, afhentning af skrald, infrastruktur osv. vedkommer mig. Udlændingeafdelingen i Mijas gør et fantastisk stykke arbejde, hvor de sender nyhedsbreve ud og informerer om alt, hvad der er af tilbud i kommunen. Vi har også fået valgmateriale på engelsk i postkassen, så vi kan læse om de forskellige partier.
Poul: Jeg tror, jeg vil alliere mig med vores danske ven, der er spansk gift. Så kan de sætte os lidt mere ind i kandidaterne.
Anni: Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvad det går ud på, og jeg synes de burde sende noget ud på engelsk i min kommune. Så jeg regner ikke med at stemme. Til gengæld ville jeg stemme til det danske folketingsvalg, hvis jeg kunne. Vi har trods alt vores efterkommere i landet, så jeg synes, det ville være rimeligt, hvis vi udlandsdanskere kunne stemme.
Paul: Jeg ved ikke, om det er rimeligt, at vi stadig skulle kunne stemme i Danmark, når vi ikke længere betaler skat i landet.
Lillian: Jeg synes, det ligger så fjernt for mig det kommunalvalg. Jeg ved ikke noget om det, og derfor vil jeg ikke stemme. Og helt ærligt, så føler jeg ikke, at jeg går glip af noget ved ikke at kunne stemme i Danmark lige nu. Det er ikke imponerende, det politikerne kan tilbyde.

Har I taget stilling til, hvad I gør, hvis jeres ægtefælle dør før jer?
Anni: Vi har aftalt, at vi vil brændes, og at vores aske skal strøs ud i havet. Ikke noget med gravsteder, for det er jo ikke dér, minderne er. Jeg ved endnu ikke, om jeg tager til Danmark, hvis Ole dør først.
Ole: Jeg bliver boende i Spanien, hvis jeg bliver alene.
Poul: Jeg ville sælge alt i Danmark og være her fuld tid.
Gerda: Jeg tror, jeg ville indrette mig, så jeg tilbragte lige meget tid i Danmark og Spanien – så vidt det kunne lade sig gøre.
Paul: Jeg ville sælge alt i Danmark ligesom Poul.
Lillian: Jeg ville flytte tilbage til Danmark. Det var Paul, der fik mig med herned, og selvom jeg er glad for at bo her, ville det ikke være det samme uden ham.

Hvad er jeres bedste “salgsargument”, hvis I skulle sælge ideen om et liv i Spanien til andre danske pensionister?
Paul: Udsigten over hav og bjerge, vi vågner til hver dag! Og så er leveomkostningerne lavere, så du har råd til mere.
Lillian: Her er smukt og vejret er fantastisk.
Anni: Her er mere albuerum og frihed.
Poul: Her er ikke så meget jantelov.
Gerda: Den spanske mentalitet – du føler dig meget velkommen som udlænding.