Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Sikkerhedstjek af atomkraftværker

Statsminister José Luis Rodríguez Zapatero har meddelt, at de spanske atomkraftværker skal gennemgå et sikkerhedstjek i den nærmeste fremtid. Det sker selvfølgelig efter jordskælvet i Japan har forårsaget flere eksplosioner på atomkraftværkerne med efterfølgende strålingsfare til følge.
Zapatero slår samtidig fast, at der ikke er nogen grund til at tro, at Spanien kan risikere at havne i samme situation som Japan, men eftersynene skal simpelthen forsikre befolkningen om, at landets atomkraftværker er fuldstændig sikre, og mane den voksende nervøsitet til jorden.
Sikkerhedstjekket vil blive foretaget af det spanske atomagentur, som vil starte med at gennemgå Cofrentes-værket i Valencia, der kort før jordskælvet fik forlænget sin levetid med ti år.
Zapateros udmelding kommer i kølvandet på en række udtalelser fra andre statsledere, der sætter fokus på sikkerheden ved atomkraft. Tysklands kansler, Angela Merkel, har meddelt, at de tyske atomkraftværker, som er over 30 år gamle, bliver lukket, indtil de har gennemgået et grundigt sikkerhedstjek.
Der er seks fungerende atomkraftværker i Spanien, to har to reaktorer. De blev bygget i 60’erne og 70’erne.


Vedvarende energi udgør 40 procent af Málagas energiforsyning

Selvom udviklingen af vind- og solenergi er gået langsommere end forventet, er den øget markant i Málaga-provinsen, hvor den udgør 40 procent af energiforsyningen, og visse steder helt op til 50 procent, skriver avisen Málaga Hoy.
Der er satset mest på vindkraft, hvor Málaga-provinsen sammenlagt har 19 vindmølleparker, tre flere end i 2009. De yder tilsammen 459,7 megawatt, en væsentlig stigning sammenlignet med sidste år, hvor kapaciteten var på 412 megawatt. De fleste parker findes i Serrania de Ronda og på vestkysten. Den største park hedder Altamir, og ligger i Ardales. Den har en kapacitet på 49,3 megawatt, som produceres af 25 vindmøller.
Málaga-provinsen ligger nummer tre i produktion af vedvarende energi i Andalusien efter Cádiz og Almería.
De andalusiske vindmøller producerede 2.980 megawatt sidste år, hvilket svarer til 70 procent af den samlede produktion af vedvarende energi. Målet for det andalusiske styre er at producere 8.000 megawatt i år 2020.


Osborne-tyren skuer nu over Afrika

Den kendte Osborne-tyr, der skuer over de spanske landskaber, er nu også kommet til det afrikanske kontinent, nærmere betegnet Melilla.
Lokalregeringen i den autonome by meddelte allerede i februar, at tyren ville blive sat op, hvilket blev taget som en provokation af nabolandet, Marokko. Den spanske side afviste klagen med at tyren er ”et symbol på den spanske identitet”.
Silhuetten af den klassiske toro bravo står nu på en af enklavens højeste punkter, hvor den kan ses fra størstedelen af Melilla og fra Marokko.


Sundhedsministeriet vil fremme scanning af embryoer

Sundhedsministeriet i Spanien vil gøre det nemmere at scanne embryoer, efter det i går kom frem, at en spansk mor har født en dreng, der er blevet genetisk udvalgt for ikke at have et arveligt gen, der kan give brystkræft. Et embryo er et foster, der er under otte uger gammel.
Et panel fra den nationale kommission for assisteret reproduktion skal nu udarbejde en liste over sygdomme, som det bliver muligt for forældrene at vælge fra. Der vil være tale om sygdomme, der ikke kan behandles, siger panelets formand, José Martínez Olmos, til El País.
I marts sidste år blev der født et barn, hvor muskelsvind var genetisk fravalgt, men den 31-årige kvinde er den første i Spanien til at føde et barn, hvor der genetisk er fravalgt mutationen, BRCA1, som kan give brystkræft.


Indenrigsministeren tilbage på jobbet

Indenrigsminister og første vicestatsminister Alfredo Pérez Rubalcaba er i dag tilbage på sit job.
Han havde grundet en urinvejsinfektion været sygemeldt siden den 6. marts. En del af tiden var han indlagt på sygehuset Gregorio Marañón i Madrid.


Tennis kommer igen til Marbella

For tredje år afholdes den internationale tennisturnering Andalucia Tennis Experience på tennisbanerne i de lækre omgivelser Hotel Puente Romano.
I år afholdes turneringen fra den 2. til 10. april. Det er en officiel WTA-turnering. Alle deltagerne er endnu ikke bekræftet, men listen tæller allerede Ana Ivanovic og Carla Suárez.
Læs mere på www.andaluciatennis.com hvor man også kan se spilletider, entreer m.v. Entreerne (fra bare 5 euro, 26 euro til semi og finalerne) kan købes på www.elcorteingles.es eller ved indgangen.


¿Qué pasa? – denne weekend

Málaga

Indtil 1. juni
En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem, på Plaza de la Merced. Åbent alle dage undtaget helligdage. Kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es

20. marts kl. 17.00
La Liga-fodbold på La Rosaleda stadion, Málaga CF – Espanyol. For entré kontakt La Peña de Dinamarca tlf. 617 700 424.

Marbella

19. marts og 16. april kl. 20.00
Koncert med Joost Jong på Restaurant Garum. Entré, inkl. 4-retters menu (eks. drikkevarer), 36 euro. For mere information se www.garummarbella.com.

Fuengirola

Fredag og tirsdag kl. 14.00 – 16.00
Eftermiddagsdans med Peter Kleinwich på restaurant Regina ved havnen.

Indtil 20. marts
Bogmarked på Plaza de la Constitución.

19. marts kl. 20.30
Koncert med Francisco Doblas på klassisk spansk guitar i kirken Nuestra Sra. del Rosario. Gratis entré.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.