Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

80 procent af japanske besøgende annullerer

80 procent af de japanere, som før jordskælvet havde en flybillet til Málaga, har annulleret. Tallet kommer fra sammenslutningen Asociación Empresarial de Agencias de Viaje (Aedav). Sidste år besøgte 332.697 japanere Spanien, hvilket svarer til 0,6 procent af alle besøgende.
Aedav meddeler samtidigt, at spanierne har annulleret samtlige deres rejser til Japan.


Stop udbetaling af illegale, EU-subventionerede pensioner

Junta de Andalucía meddelte i går, at man endelig stopper for udbetaling af de beviseligt illegale pensioner, som den lokale regering er anklaget for at have tildelt.
Sagen kaldes ERE. Det står for expediente de regulación de empleo, og er et system, hvormed alle økonomisk trængte firmaer kan bede om tilladelse til at suspendere eller afskedige unødvendig arbejdskraft. 647 millioner euro fra EU var øremærket hjælp til de kriseramte firmaer, hvormed 25.000 arbejdspladser skulle reddes.
Systemet er dog blevet misbrugt, da Junta de Andalucía via det lokale beskæftigelsesråd, Consejería de Empleo, skulle have godkendt uberettigede pensioner. Det mes at være sket ved, at et firma, som var godkendt støtten, skyndte sig at ansætte flere medarbejdere (fætre, venner o.l.), for derefter ligeså hurtigt at afskedige dem. Afskedigelsen betød, at de nu tidligere medarbejdere havde ret til førtidspension, der netop blev udbetalt, så de kriseramte firmaer kunne begrænse arbejdsstyrken.
Affæren skulle have rødder helt op i den lokale regering. Junta de Andalucía nægtede i første omgang ethvert kendskab, mens beskæftigelsesrådmand Manuel Reico lidt senere erklærede, at myndighederne ønskede at komme til bunds i sagen.
De illegale udbetalinger skulle være startet tilbage i 2001, altså både under den nuværende formand, José Antonio Griñan og den forhenværende og nu tredje visestatsminister Manuel Chaves. En rapport fra skatteministeriet advarede i 2005 om, at der kunne foregå uregelmæssigheder, en advarsel, som åbenbart blev ignoreret. Forleden meddelte oppositionspartiet PP, at man ville sagsøge Junta de Andalucía, men lokalregeringen havde allerede da overgivet sagerne til domstolene. De omfattede godt 5.000 førtidspensioner og 64 selskaber, som nu er ved at blive undersøgt.
I går meddelte Junta de Andalucía så, at man stopper udbetalinger af 146 pensioner til personer, som man foreløbig har kunnet bevise aldrig virkelig var beskæftiget i et af de støtteberettigede firmaer.
Den ansvarlige dommer, Mercedes Alaya, har udtalt, at Junta de Andalucía er hovedansvarlig, og i går anklagede hun Antonio Fernández, tidligere medlem af lokalregeringen og fra 2004 til marts 2010 formand for beskæftigelsesrådet, for underslæb og magtmisbrug.


Forsvunden mand fundet død i Mijas

Den 50-årige mand, som i fredags forsvandt, da han sammen med nogle venner var ude for at lede efter asparges i Mijas, er fundet død.
Da gruppen mødtes efter aspargesjagten, dukkede manden, hvis navn nu er kendt som Antonio Boeta, aldrig op.
Familien meldte ham samme dag savnet, og Guardia Civil og redningsfolk indledte en intensiv eftersøgning. Området blev finkæmmet, men uden resultat. I går fandt nogle af mandens bekendte ham dog i en kanal. Den afdøde bærer tegn på slag, som dog kan skyldes et fald, men det vil en obduktion nu undersøge.


En los død af sult i en rævesaks

Eksperter ved Junta de Andalucías miljøafdeling har fundet en los, som var død af sult efter at være faldet i en rævesaks. Den var én af syv losse, som i 2009 blev sat ud i det fri i området omkring floden Guadalmellato i Córdoba-provinsen.
Den store hunkat havde fået en pote i rævesaksen, og signaler fra lossens chip fortalte eksperterne, at den ikke kunne bevæge sig. Da de nåede frem til lossen, var den allerede død af sult.
Miljøafdelingen intensiverer nu arbejdet med at forhindre, at folk sætter rævesakse og andre fælder ud i de områder, hvor lossene færdes.
De næste dage vil yderligere tre losse blive sluppet ud dette område. Det drejer sig om tre hanner født sidste år i Andújar-Cardeña. I begyndelsen af næste måned får de selskab af to hunner fra samme årgang og sted.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.