Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

En rigtig god bekendt kom med strålende øjne, og ivrigt gestikulerende fortalte hun, at nu havde hun fundet ”verdens bedste” proteinpulver ved navn Double Pro. Det måtte jeg bestille hjem. Hun forklarede, at det var svensk, at det smagte helt vidunderligt, at der var flere forskellige smagsvarianter, men at hun foretrak det med chokolade. Det der var helt unikt ved pulveret var, at det gav god og langvarende mæthedsfølelse, var lavet på en kombination af skummetmælk, sojalecithin, kakao m.m. og at det overhovedet ikke klumpede eller satte sig på glassets inderside. Jeg anerkender meget hendes faglige dygtighed, og da hun beredvilligt gav mig en smagsprøve, som, jeg måtte indrømme, smagte fantastisk godt, overgav jeg mig og bestilte en sending fra Sverige både til eget forbrug og til salg i forretningen.

Jeg har aldrig før brugt proteiner dagligt, men dette Double Pro er jeg blevet lidt små-afhængig af. Lige nu bruger jeg det om morgenen og blander det i yoghurt og lader det stå færdigblandet 10 minutter i køleskabet, så får det en stor og let volumen. Derover drysser jeg med lidt forskelligt f.eks. mysli, kokos eller nøddeblanding. Hvis jeg er lækkersulten, bruges lidt økologisk sukkerfri marmelade eller frisk frugt alt efter, hvad jeg har i huset. Det giver en fantastisk dejlig mæthedsfølelse, der hjælper min karakterstyrke til ikke at gå og smånippe til de søde sager i forretningen.
Jeg har valgt at indtage proteinpulveret om morgenen, da det er det tidspunkt, hvor jeg lige har gået en lang tur med hundene og, hvis jeg har tid, også har trænet. Jeg synes ligefrem, jeg kan mærke, hvordan mine muskler elsker, at jeg indtager proteinet efter at have været fysisk aktiv.
Når jeg bliver lidt mere modig, vil jeg også putte pulveret i de brownies eller andre kager, jeg holder af at bage. Morten, mit barnebarn, kommer på besøg her i januar. Han er så god til forskellige smoothies, så da får han lov at eksperimentere med at tilsætte proteinpulveret. Når alle familiemedlemmer, undtagen mig, spiser is om sommeren, har jeg tænkt mig at prøve at fryse det og så lade det være min is.

Proteiner gør dig slank
Ovenstående var overskriften i tidsskriftet Videnskab d. 25. august 2010 (www.Videnskab.dk/composite-5038.html). Det var en opsigtsvækkende forskning fra Københavns Universitet og norske NIFES, der viste, at et højt indtag af proteiner får særligt brune fedtceller i kroppen til at brænde fedt af som varme. Det overraskende i denne undersøgelse er, at proteiner aktiverer en lille mængde brune fedtceller i kroppen. Brune fedtceller har den egenskab, at de ikke lagrer energi, men brænder den af, hvorimod hvide fedtceller lagrer energi og gør os fede.
Det må oplyses, at effekten var særlig stor, hvis man spiste protein fra fisk i stedet for mælk. Så husk: pulver erstatter ikke en varieret kost. Vær opmærksom på at nogle mennesker har det svært med store doser protein, især ved utilstrækkelig nyrefunktion kan der dannes affaldsophobninger.
Træner du intensivt, bør du især overveje at få ekstra energi i form af et godt proteinpulver, og der findes et stort udvalg af proteinskud udover det nævnte Double Pro. Du kan sagtens finde det proteintilskud, der dækker dine behov og balance. F.eks. Valleprotein, Risprotein, Ærteprotein, Hampprotein, der er særdeles rig på næring, velsmagende med nøddeagtig smag og rigtig god til smoothies. Det er altid bedst at indtage proteinpulver lige efter træningen. Vil du slanke dig, er det også vigtigt, at dit proteinpulver indtages lige efter den daglige motion. Protein efter træning hjælper dig til øget muskelmasse, der øger stofskiftet, så du forbrænder flere kalorier hver dag.


Leptin er et appetithæmmende proteinhormon, der også hjælper på fedtforbrændingen. Det dannes i fordøjelsessystemet og har stor indflydelse på vores vægtregulering. Stoffet dannes kun i den rigtige mængde, hvis du får søvn nok. Når Leptinniveauet er lavt, bliver vi sultne.
Folk, der ønsker at slanke sig, sportsudøvere samt gravide og ammende, skal være ekstra opmærksomme på at få tilstrækkeligt med protein.
Nogle italienske forskere mener, at mange mennesker kan se frem til en bedre alderdom, hvis de indtager proteinpulver, fra de er midaldrende. Bl.a. styrker det musklerne i alderdommen, hvilket mindsker risikoen for fald og brækkede hofter. Det menes ligeledes at være en energibooster for folk med hjerte- eller lungeproblemer.

Hvad er protein?
Ordet protein kommer af det oldgræske protos, det betyder ”først”, andre oversætter det som ”af allerstørste vigtighed”, fordi proteiner er forudsætningen for alt liv. Vi siger, at proteiner er ”livets byggestene.” Det er det eneste kendte stof, der kan skabe liv. Mennesket består overvejende af vand. Dernæst kommer proteiner, der er opbygget af aminosyrer. For at have et godt liv er det derfor nødvendigt at spise tilstrækkeligt med de proteiner, der dækker vores aminosyrebehov. Strukturen i alle kroppens celler består af protein f.eks. muskelmasse, hormoner, hjerne, hud, m.m. Alle kroppens funktioner kontrolleres af enzymer, der igen består af proteiner. Kroppen genopbygges dagligt af de proteiner, du indtager, så det siger sig selv, at hvis du spiser protein af elendig kvalitet, f.eks. fra fastfood – møgmad -, så får du en krop derefter, men spiser du sunde proteiner, belønner din krop dig også med et langt større velvære. I litteraturen beskrives, at der findes ca. 20 forskellige aminosyrer, hvoraf de 8 – 9 er essentielle, dvs. at kroppen ikke selv kan producere dem, men at de må tilføres med kosten. Aminosyrerne kan kombineres til utallige forskellige proteiner. Mangler vi nogle af disse essentielle aminosyrer, kan det have skadelig virkning på kroppen f.eks. træthed, dårlig fordøjelse med forstoppelse, væskeophobninger, dårligt helende sår osv. De essentielle aminosyrer er lysin, isoleucin, leucin, fenylalanin, methionin, tryptofan, treonin, valin og histidin. Proteiner er navnet på en række forbindelser sammensat af kulstof, brint, ilt, kvælstof, og svovl.
Vi får vores aminosyrer fra proteinet i de fødevarer, vi spiser. Vi kan ikke danne proteinstoffer ud fra kulhydrater og fedtstoffer, så protein må tilføres med maden. Vi får proteiner fra både dyr og planter, men ingen enkelte vegetabilske proteiner leverer alle disse aminosyrer i tilstrækkelige mængder. Derfor skal vegetarer og veganer tænke ekstra over sammensætningen af deres kost, da det er vigtigt, at hvert hovedmåltid indeholder komplette proteiner
Mad, der indeholder nok af essentielle fedtsyrer kaldes for komplette proteiner. Det er mælk, fisk, skaldyr, ost, kød, æg og fjerkræ. Nogle vegetabilske proteiner f.eks. sojabønner, nødder og hvedekim indeholder alle aminosyrerne, men ikke i den tilstrækkelige mængde, der er brug for, og de kan ikke kaldes komplette. Så hvis du ikke spiser kød, så sørg for at få rigeligt med æg og mejeriprodukter. Korn og bælgfrugter er også gode kilder til vegetabilske proteiner, men mangler nogle af de essentielle aminosyrer – f.eks. er lysin ikke i kornprodukter, der hjælper ved f.eks. forkølelsessår og herpes. Dvs. kornmåltider bør suppleres enten med mælk, ærter, bønner eller linser for at få det vi kalder et fuldgyldigt proteinmåltid. Dog siges det, at Quinua, der kaldes Sydamerikas guldkorn indeholder den perfekte aminosyresammensætning. Udover et højt indhold af proteiner indeholder quinua også flerumættede fedtsyrer og mange antioxidanter og er fri for gluten. Det er vigtigt med et fuldgyldigt proteinindhold, så sørg for en god sammensætning. Mangel på protein kan være årsag til perniciøs anæmi, der kommer ved B12 mangel, og især ses hos ældre og vegetarer. For at kunne optage B12 behøves intrinsic faktor, der er et proteinstof. Vær opmærksom på at mangel på B12 ikke altid kan afsløres ved en blodprøve.
Giftstoffer, der især forstyrrer en proteinforbrænding, er f.eks. heroin, kokain og tungmetaller f.eks. bly.
I dag bruges mange enkelte aminosyrer terapeutisk og de være en forbløffende hjælp. F.eks. er Tryptofan ofte af stor hjælp både ved gigt, søvnløshed og depression. Der findes en masse tryptofan i nødder.
Taurine er kendt for at hjælpe ved senildemens, gerne sammen med tilskud af zink.
Arginine er kendt som erotisk stimulans til mænd og giver samtidig øget frugtbarhed.
Carnitine leverer energi til musklerne og virker hjertestyrkende. Det kan hjælpe med af forbedre uregelmæssig hjerterytme. Reducerer kolesterolet og nedbringer triglyceriderne. Det skal have noget C-vitamin for at fungere godt.
Glutamine er godt ved udmattelse, tarmbetændelse, styrker hukommelsen. Nedsætter trang til alkohol, sukker, narkotika mm.

Nogle mennesker har svært ved at fordøje proteiner. Det kan skyldes at de lider af for lav mavesyreproduktion. Det er oftest kvinder på mere end 40 år. De er typiske salat- og brødspisere og undgår de tunge proteiner. Proteinerne nedbrydes mangelfuldt, hvilket kan danne basis for intolerance og allergiproblemer. Der dannes ildelugtende luft i tarmene og ufordøjede proteiner rådner, når de når tyktarmen. Er det symptomer, du nikker genkendende til, kan det evt. hjælpe med tilskud af pepsin ved måltiderne.
Det er vigtigt at være bevidst om, at der ikke findes en enkelt kostplan, der passer til alle. Vi er alle sammen individualister. Generelt gælder det for mange, at de har mest gavn af at spise flere proteiner til morgen og frokost og mindre protein til aften.

Vores brændstoffer kommer fra fedt, kulhydrat og protein, men vi har også brug for vitaminer, mineraler m.m., så energien kan omsættes til opbygning og fornyelse af celler m.m. Du kan bruge visse kosttilskud, der tilsammen indeholder både vitaminer, mineraler og proteiner. Mivitotal er et bredspektret kosttilskud, der både indeholder vitaminer, mineraler i kolloidal form samt alle aminosyrerne. Spirulina og Chlorella indeholder begge naturlige vitaminer, mineraler og alle aminosyrerne. Protabs er tabletter, der udelukkende indeholder proteiner.
Godt Nytår! Skal du slanke dig, så vær ikke for hård ved dig selv og fordøm heller ikke andre med overvægt.

Af Anni Dahms, Anni’s Vitalshop

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa