La Ruta Mudejar

La Ruta Mudejar en en interessant rute, der går fra Arenas, øst for Velez Málaga, til Canillas de Aceituno gennem en række småbyer, som alle har bevaret bygningsværker fra maurertiden. Vi har tilsat et par vandreture til ruten, så man kan få en spændende udflugt med kultur, historie, stor landskabsmæssig skønhed og motion.

Ordet ”mudejar” bruges om det, der vedrører de muslimer, der levede i Spanien fra 711 til den sidste kalif blev smidt ud af Alhambra (Granada) i 1492. Ordet bruges også om bygninger, der er bygget i denne periode og som har bevaret karakteristiske træk fra arabisk bygningskunst.
La Ruta Mudejar byder på en sand perlerække af mauriske bygningsværker, som for de flestes vedkommende den dag i dag står overordentligt velbevarede. Maurerne havde her i denne del af Axarquía i en lang periode en blomstrende kultur med stor velstand og fred, fordi området lå under den vældige fæstning Bentomiz´ beskyttelse. Så fra Arenas og gennem småbyerne Daimalos, Corumbela, Árchez, Salares, Sedella og Canillas de Aceituno passerer man gennem et fordums maurisk lykkeland, som fik en brat ende da Bentomiz faldt i 1487 og maurerne blev drevet på flugt. I dag skal vi på jagt efter det, der er tilbage af den mauriske kultur.

Ruten starter i Arenas, og jeg tabte straks mit hjerte til denne perle af en landsby. Byen ser ud i dag som Mijas og Frigiliana sikkert har set ud en gang – den er ret så uspoleret og ved hvert hjørne afslører der sig en ny charmerende detalje. Brug mindst ½ time på at gå rundt i byen og glem ikke at se ”El Barrio Alto”. Her findes meget af det oprindelige Spanien, som er forsvundet så mange andre steder.

Kirken i Arenas er bygget ovenpå resterne af moskéen og tårnet har bevaret mudejar træk, men vi skal senere se meget flottere eksempler på mudejar tårne. På skiltet foran kirken kan man læse, at byen blev genbefolket af indvandrere fra Murcia og Valencia, da man havde smidt maurerne ud. Ja, man måtte lave særlige tiltag for at befolke de tomme byer, for en mennesketom by og marker, der går i frø, er ikke noget at samle på.

Når man står nede i Arenas og kigger op på resterne af Bentomiz fæstningen, ja, så er der et godt stykke vej – opad!!! Men det nytter ikke noget, vi SKAL derop og besøge denne fæstning, hvis navn betyder: ”bjerg, hvorfra man kan se havet”. Der er mig bekendt to veje op til fæstningen og en af dem (og den stejleste) starter i Arenas, og man skal bare følge skiltningen fra hovedvejen. Op og op går det, idet der er ca. 400 højdemeter at overvinde, men det er god motion og udsigten oppe fra fæstningen er helt formidabel. Der er ikke meget tilbage af selve fæstningen andet end nogle ydermure, men til gengæld kan man se, hvor kæmpestor den var. Den anden vej op til fæstningen kommer vi tilbage til.
Nu kører vi videre til den lillebitte by Daimalos, hvor der står en meget fin minaret, som i dag (naturligvis) bliver brugt som kirketårn.

Da vi kom, stod kirken åben, og vi spurgte, om man kunne komme op i tårnet. Ja, det kunne man godt – gennem en lav, buet port lige til højre i kirkerummet. Porten er så lav, at man må bøje sig helt ned, og ad en meget smal trappe kan man komme op i tårnet, men man kan ikke komme til at kigge ud, for der mangler en stige til sidst.

Næste stop på La Ruta Mudejar er byen Corumbelas, og på vejen dertil kommer vi til det andet udgangspunkt for bestigningen af Bentomiz: et par kilometer efter Daimalos, og lige dér hvor man kommer frem til en kam, hvorfra man kan se ned over Sayalonga, går der en grusvej fra til højre bagved en gård med rosintørre pladser. Her drejer man ind og kan efter et par hundrede meter parkere ind til venstre. Herfra har man en fladere rute op til Bentomiz og også en med mere udsigt og variation. Man skal afsætte ca. 3 timer til turen, og der er ikke noget at tage fejl af, for der er et par skilte, og til sidst skal man bare blive på asfalten, for den fører lige op til borgen.

Efter anstrengelserne skal vi se den skønne landsby Corumbelas, som har en fantastisk beliggenhed på et bjergfremspring, hvorfra man kan se havet og Sayalonga mod syd og Cómpeta mod øst, for slet ikke at tale om majestæten Maroma mod nordvest. Udsigten er flot og det hele emmer af idyl, fred og skønhed, så vi tager os god tid til at se byen. Minareten ved kirken er meget fin, og vi fortsætter opad helt op til skolen, som ligge allerøverst i byen. Her ligger der en gammel tærskeplads (era) som hører med til byens seværdigheder.

Hvis man har besteget Bentomiz og set Arenas, Daimalos og Corumbelas, ja så har man vist brugt det meste af en dag. Derfor kan man passende vende snuden hjemad via Sayalonga, eller man kan ganske enkelt beslutte sig til at give den hele armen og overnatte i Cómpeta, som ganske vist ikke ligger på La Ruta Mudejar, men ganske tæt på, og hvor man med succes kan overnatte på hotel: Balcón de Cómpeta, som er et hyggeligt og veldrevet hotel midt i byen. Se www.hotel-competa.com. Et dobbeltværelse med udsigt koster omkring 60 €. Hotellet serverer kaffe og kage samt meget andet godt.
Den næste dag kan man så veludhvilet og ufortrødent fortsætte ad La Ruta Mudejar til Archez, som har rutens flotteste minaret. I Archez har man opsat en del plancer med fine tegninger over livet i Archez under maurerne, og man kan forstå, at der var en lang periode med fred, velstand og fremgang for de mennesker, der boede her i 1300 og 1400 tallet. Der blev bygget vandingssystemer (som stadig fungerer den dag i dag) og man dyrkede hvede, figner og rosiner i stor stil, samtidig med at man naturligvis producerede silke, vin og honning. Faktisk havde man en stor eksport af tørrede figner til så fjerne destinationer som Irland og Norge. Ja, hele bjergkæden La Almijara (som starter her og fortsætter hen forbi Nerja) er opkaldt efter figenproduktionen, idet almijar på arabisk betyder ”stedet hvor man tørrer figner”.

Som vi nu står der i Archez og beundrer minareten, mens vi lystent tænker på en tørret figen, kommer en lille gammel kone springende ud af sit hus og lokker os ind i sin lille butik lige overfor kirken. Her disker hun op med lokalt dyrkede figner, rosiner og mandler samt honning, og selv om hun tager skyhøje priser, ja så SKAL vi jo smage disse lokale specialiteter. Så vi forlader butikken 20 € fattigere efter en decideret figen- og rosin rulning, men pyt: hun trængte sikkert til pengene og det er de bedste tørrede figner, vi nogensinde har smagt.
Den næste by på ruten er Salares, og den er opkaldt efter de saltminer (sal), der ligger udenfor byen. Også Salares er en perle af en landsby, og selv om den ligger ret langt fra havet, kan man på en del af husene se, at de er overtaget af udlændinge. Men byen er på ingen måde ”turistet” men smuk og charmerende i sin oprindelighed.

I Salares starter en meget smuk vandretur, som vi SKAL ud på. Vi går ned mod broen (El puente) hvortil der er vist vej ved byens rådhus, og det er ikke en hvilken som helst bro, skulle jeg hilse og sige. Broen står nemlig den dag i dag intakt fra arabertiden, og er en fryd at se på.

Vi går over broen og her starter en interessant rute, hvor man blot skal følge pilene / skiltene. Ruten går ind i dalen bagved Salares (i starten følger ruten den gamle stil mod saltminerne) og slår et slag inde i bunden for så at føre os tilbage til Salares på dalens modsatte side. Det er en smuk og betagende rundtur, som tager ca. 3 timer, og som fører os gennem appelsin- og mandellunde for til sidst at tage os lige ud i den flotte natur i Maromas sydlige skørter.
Og nu skal vi videre til Sedella som, skønt den ikke er rutens flotteste by, bestemt er et besøg værd, især fordi den ligger på en sjov måde på to sider af en dal. Vi går op til kirken med minareten og vandrer rundt i byen og kommer ned på den anden side af dalen.

Til sidst kører vi ind i Canillas de Aceituno, som også er en hyggelig by med masser af oprindelig charme (kendte danskere har slået sig ned her) samt rester af arabisk arkitektur i kirken. Men nu er det som om vi har set minareter nok og efter EN HELT FANTASTISK udflugt ind i historien, fortidens kultur og nutidens natur er vi klar til at vende næserne hjemad.