Celia Villalobos - rebelsk, kontroversiel og progressiv og samtidig konservativ

Spaniens mest farverige politiker har været borgmester i Málaga, hvor byen oplevede en historisk fremgang, senere blev hun sundhedsminister i José María Aznars regering, og i dag er hun medlem af kongressen.
Her ryster hun den yderste højrefløj i dens konservative grundvold ved at være for abort og at stemme for papirløse og homoseksuelle ægteskaber, hvilket har ført til både bøde og trussel om at blive smidt ud af partiet. Alligevel har hun ved seks parlamentsvalg været øverst på PP’s liste i Málaga-provinsen, hvis interesser hun repræsenterer med samme fandenivoldske indædthed.
La Danesa har mødt hende i kongressen i Madrid.

Selv mener hun, at hendes bedste tid har været årene som borgmester i Málaga. Denne post fik hun i 1995, og mens hun de første år ledte et byråd i mindretal, vandt hun absolut flertal i 1999.
”Som borgmester er man meget tæt på indbyggerne. Der er mindre afstand i både tid og sted, og man ser mere direkte resultater, end man gør i national politik. Årene som borgmester gav mig stor politisk og personlig tilfredsstillelse,” forklarer hun, mens vi tager forskud på interviewet, samtidig som hun flytter rundt på møbler og bunker af papirer for at skaffe plads til undertegnede ved bordet på hendes kontor, der ligger henne ad en kilometerlang gang i kongresbygningen på Plaza de las Cortes, nationens politiske epicenter.
Hun lyser op ved tanken om årene i Málaga: ”Jeg elsker min by, og jeg gjorde det bedste, jeg kunne.” Og hendes bedste resulterede i de trods alt få år hun besad posten i en både økonomisk og kulturmæssig fremgang for byen. ”Málaga var et dårligt sted, økonomisk og politisk. Byrådet var paralyseret, man vidste ikke, hvor man ville hen,” fortæller hun om sine forgængere, hvilket først og fremmest vil sige den socialistiske borgmester, Pedro Aparicio Sánchez.
Men under Villalobos blev der ryddet op i byen, i både overført og bogstavelig forstand. Hun lagde desuden grundstenene til blandt andet sportscentret Martín Carpena, CAC-museet og kongrescentret og så satsede hun alt på at få AVE’en til Málaga, for eksempel ved at nægte at genopstille med mindre centralregeringen garanterede, at man ville få hurtigtoget til byen, hvilket, mente hun, den havde brug for, for at sikre fortsat økonomisk fremgang. Som truet, så efterfulgt.
Alligevel var hun ikke med i Málaga den dag i 2008, da man indviede ruten.
”Nej, la señora ministra (daværende minister for offentlige arbejder, Magdalena Álvarez) havde ingen respekt for institutionen og demokratiet, og den socialistiske regering tog hele æren og lod under ceremonien ikke engang Málagas borgmester få ordet omkring noget, der var så omdiskuteret og fundamentalt for byen. De forstår ikke, at en borgmester ikke repræsenterer sig selv, men byen. Eftersom han ikke kunne tillade sig det, valgte jeg at udeblive.”
Da den nye lufthavnsbygning, som PP gav startskuddet til for otte år siden, blev indviet den 15. marts, var hun dog med, men her havde man skruet ned for det politiske blus.

Málaga-provinsens krige
I kongressen fægter hun i dag for Málaga-provinsens imaginære vindmøller. Det vil blandt andet sige forretningslivet, hvilket vil sige turismen, hvilket vil sige strandene og strandbarerne.
Hun er ikke tilfreds med, at regeringen, nærmere betegnet miljøministeriet, som har ansvar for landets strande, ikke investerer nok i at vedligeholde det, som er én af landets største trækplastre, og ofte erstatter strandsandet med jord fra flodbunde. I 2008 og 2009 investerede man således ikke engang 30 procent af det, der ellers var afsat på budgettet til blandt andet at forny sandet, der mange steder er nærmest gråt.
”Pengene bliver i stedet i statskassen. Da jeg var borgmester sørgede jeg altid for at bruge det, der var afsat på budgetterne, ellers bliver pengene bare hos Hacienda,” fortæller hun og fortsætter: ”Der er dog forskellige former for strandsand. I selve Málaga er nogle strande mørke, i Marbella er nogle gyldne, andre mere grå. Men man ved godt, hvor man skal finde og hente det rette sand, og hvornår det er nødvendigt at erstatte strandsandet, hvilket ikke nødvendigvis behøver at ske hvert år. Vi lever af turismen, og der er rigtigt mange gode private initiativer, men mangel på effektivitet gør, at regeringen ikke matcher den private sektor. Nogle kommuner varetager dog selv sagen, som i Torremolinos, hvor strandene er både rene og ordentlige.”
Det er som om, at centralregeringen og den andalusiske lokalregering ikke ønsker at investere i turismen, der er områdets vigtigste industri. Jeg forstår det ikke, Celia…
”Det gør jeg heller ikke.”

Kamp for chiringuitoerne
En anden af hendes kæpheste er barerne og restauranterne langs stranden. Los chiringuitos, begynder jeg.
”…er jo noget, som jeg vil kæmpe for til det sidste,” afbryder hun grinende. Hun lader sjældent en mulighed gå fra sig til at tale for denne sag. Heller ikke i dag: ”Restauranterne fører rigdom til provinsen. Det er denne form for afslappet ferie, hvor man kan sidde i sin badedragt med fødderne i sandet og spise, som vi sælger her. Strandbarerne er også en del af os, og fisk og salat er det bedste ved middelhavsdiæten,” forklarer Villalobos og tilføjer, at hun altid selv spiser på en chiringuito, når hun er i Málaga.
Men miljøministeriet besluttede sidste år at gennemtrumfe den lov, der dikterer, at en strandbar ikke må ligge nærmere end 100 meter fra vandkanten, hvilket mange gør. Flere er allerede revet ned.
”Og er det da ikke bedre med strandbarer frem for villaer eller lejlighedsblokke ved vandkanten?” spørger den nu 60-årige politiker, som allerede har svaret på sit eget spørgsmål, da PP vil omstøde loven, når partiet kommer til magten.

Slut på socialistisk enevælde i Andalusien?
Hvorfor er Andalusien stadig landets fattige region?
”Fordi PSOE regerer.”
Regionen har altid haft en socialistisk ledet lokalregering.
”Jeg har stor respekt for folkets stemme, og for, at man har ret til at tage fejl. Andaluserne har aldrig prøvet at have en konservativ lokalregering, men når de først har set, hvordan vi regerer og hvordan vi forvalter de offentlige midler, så stemmer de på os igen,” siger hun.

Oprørsk og konservativ
Hun har et ikke ufortjent omdømme som rebel og har flere gange stemt mod den etablerede holdning i sit parti. Hun stemte først for papirløse ægteskaber, siden homoseksuelles ret til også at gifte sig, hvilket resulterede i en, om end symbolsk, bøde fra egen partigruppe, og sidst undlod hun at stemme, da den yderste højrefløj og nogle mindre partier stemte om at forhindre den nye abortlovgivning.
”Tro endelig ikke, at det ikke har været hårdt. Jeg er under stort pres fra mine kolleger i partiet, men jeg er nødt til at følge min samvittighed. Ellers ville jeg hellere bare gå hjem. Ingen har dog nogensinde prøvet at tvinge mig til at stemme mod mine overbevisninger,” forklarer hun.
Burde du egentlig ikke starte dig eget parti?
Mit spørgsmål udløser en energisk hovedrysten og: ”Det kunne jeg aldrig komme i tanke om.”
På trods af de forskellige overbevisninger, og det at hun i sine unge dage legede med venstrefløjen, er hun altså overbevist om, at den konservative hylde er den rette for hende. Det var hun selv efter, hun blev afsat som sundheds- og forbrugsminister. Hun fik posten i 2000, da daværende statsminister Aznar ringede og bad hende forlade borgmesterkontoret i Málaga til fordel for ministertjansen. Den havde hun kun i godt to år, hvor hun blev kendt for under perioden med kogalskab at udtale, at man jo kunne koge sin suppe på svinekød. Hun blev kort efter vist døren på trods af at have ført flere succesfulde projekter ud i livet, så som uddelegeringen af seguridad social til regionerne. Mange mener, hun blev ofret for at redde statsministerens popularitet.
Det vil hun ikke høre tale om. I stedet mener hun, at hun altid har nydt respekt i partiet. ”Jeg er fremskridtsvenlig, og også derfor er jeg her,” siger hun og insisterer på, at hun vil være med til at sikre, at førnævnte, konservativt set kontroversielle lovgivninger ikke bliver omstødt, når PP igen får regeringsmagten. ”Desuden tror jeg på PP’s politik, i hvert fald de vigtigste punkter, fx økonomien, hvor venstrefløjen har bevist, at de er uduelige,” insisterer politikeren.

Statsfinansernes behov for forudsigelighed
Hun mener ikke, at det er nødvendigt at hæve pensionsalderen, som PSOE havde foreslået, og selvom hun ikke er uenig i, at vi ”holder længere”, mener hun, at de demografiske tal, der er kommet frem de seneste måneder, er alt for pessimistiske. Og skal alderen hæves, bør det ske frivilligt og kun i enkelte erhverv.
”Uanset hvad, så er det eneste, der kan bringe pensionen i fare, de 4,2 millioner arbejdsløse”, siger Villalobos, som mener, at en konservativ og forudsigelig politik, der stimulerer økonomien og fremmer investeringerne, vil sætte gang i beskæftigelsen.
Hun mener, det er en rigtig dårlig idé at lade momsen stige, hvilket sker den 1. juli, og at man i stedet burde sænke den indenfor blandt andet turistsektoren.
”Momsstigningen ødelægger fuldstændig forbruget. Alt er en kæde, tugter man forbruget, går det ud over arbejdspladserne og dermed hele det sociale system. Vi foreslår, at man kontrollerer de offentlige udgifter ved for eksempel at nedlægge tre ministerier, der er fuldstændigt nytteløse. Økonomien er meget følsom, og vi skal være forudsigelige for dermed at stimulere investeringerne. En regering skal være tilregnelig, og vi skal gøre præcist det samme, som vi gjorde i 1996. Folk forstår, når man tager tyren ved hornene og ikke spilder tiden. I øjeblikket spilder vi tiden,” insisterer hun.
Det mener hun også, at man gør hos den andalusiske lokalregering, der har set igennem fingrene, mens korruptionen har floreret i så mange kommuner. ”Junta de Andalucía har magten til at kontrollere kommunerne, men man udøver ikke denne magt. Hvad der er sket i Marbella og så mange andre byer, er uacceptabelt. Jeg har mødtes med mange udlændinge, der i god tro har købt en bolig her i landet og betaler deres skatter og afgifter, og så dukker en mand fra Junta de Andalucía pludselig op og siger, at deres bolig er ulovlig. Det er uacceptabelt. Det er jo som en film af Marx Brødrene. Spanien er en retsstat som de øvrige europæiske lande, og det er myndighedernes ansvar at løse disse problemer. Men der er brug for en ny regering,” fortsætter hun.

Valg i tide, ikke utide
Brug for det eller ej, så tror Villalobos ikke, der bliver valg før 2012.
”Jeg tror ikke, at Zapatero vil udskrive valg. Ingen udskriver et valg for at tabe det. Og lige nu kan jeg ikke se en situation, hvorved han skulle blive tvunget til det, så skal økonomien da blive så dårlig som i Grækenland. Ellers er Zapatero så optimistisk, at han tror, han kan ændre tingene alene med sin vilje,” forklarer hun.
Hun er godt klar over danskeres og andre udlændinges dilemma med ikke at kunne stemme til folketingsvalg hverken derhjemme eller her. Hun mener dog, at man arbejder på sagen i EU, hvor den bilaterale beslutning skal tages. ”Spanien kan ikke gøre det alene, det skal jo være en fælles aftale. Lissabon-traktaten skulle være med til at bane vejen, men det er stadig kompliceret, eftersom nogle små lande som Luxembourg er imod det,” understreger hun.
Villalobos er overbevist om, at ”de populære” i 2012 vinder både parlamentsvalget og det andalusiske lokalvalg, hvilket, hvis valget var nu, da også ville være tilfældet. ”Jeg arbejder tæt sammen med Javier Arenas for at vi også skal vinde Andalusien,” siger hun.
Og hvad skal du selv efter 2012?
”Jeg fortsætter forhåbentlig i mange år endnu, jeg elsker politik og kunne ikke forestille mig andet end arbejdet i parlamenteringen i kongressen,” slutter Celia Villalobos.

Kort om Villalobos
Fulde navn: Celia Villalobos Talero
Født: 18. april 1949 i Arroyo de la Miel
Uddannelse: Har læst jura ved universitetet i Sevilla
Medlem af: Konservative PP
Europaparlamentariker: 1994 – 1995
Borgmester i Málaga: 1995 – 2000
Sundheds- og forbrugsminister: 2000 – 2002
Medlem af kongressen: Siden 1986 (under seks regeringsperioder), sidder også i Partido Populars bestyrelse
Civil status: Gift med Pedro Arriola, rådgiver i PP. De har tre børn sammen
Religiøs overbevisning: Agnostiker
Adresse: Madrid (mandag – torsdag) og Málaga (fredag – søndag)

Celia om Celia
Jeg er stadig et nysgerrigt menneske og tror på, at livet fortsat har meget at give. I politik forsøger jeg at være mindst mulig kynisk og at kæmpe for mine idealer i en kompleks verden.
Det, som adskiller en spansk politiker fra en nordisk, er, at man her er omgivet af megen sikkerhed, blandt andet på grund af ETA, og at man ikke har et privatliv. Mit liv er politik, politik og politik, og alle mine venner er involveret i politik.
Jeg elsker at lave mad om søndagen, når familien kommer til middag. Er vejret godt, opholder jeg mig i min lejlighed ved stranden i Torremolinos og ellers i Málaga, hvor jeg også gerne er under Påskeugen og Feriaen.

Jeg tager altid AVE’en mellem Málaga og Madrid, og snart vil vi kunne afkorte turen til to timer og ti minutter.
Siden hurtigtoget blev indført, har jeg ikke fløjet den rute, fordi jeg slipper for at strippe og alt det der, og fordi jeg kun lige når at komme mig over chokket over at være i luften, før vi skal lande igen. Det kan jeg godt undvære.

Det var helt i orden, at de danske myndigheder fængslede de spanske medlemmer af Greenpeace under klimakonferencen. Jeg har sympati for meget af organisationens arbejde, men man må være forberedt på, at sådant et nummer har nogle konsekvenser.
Jeg forstår dog ikke helt, hvordan de lykkedes at komme så langt.

Jeg beundrer i øvrigt de nordiske landes politiske og sociale systemer. Jeg har levet under diktaturet, og det var så anderledes. I har en meget liberal måde at se tingene på.
Men jeg tror ikke, at det ideelle samfund findes.

Jeg ville ønske, at udlændinge, især de nordiske, ville involvere sig mere i politik.
Men hvis jeg som 65-årig flytter til Danmark og hvis mine naboer ikke åbner dørene for mig, så jeg kan integrere mig, ville det ikke blive nemt. Vi har svært ved at indlemme udlændingene, men de kan se problemstillingerne med andre øjne, og det bør vi benytte os af.

Min familie og jeg besøgte København en sommer for et par år siden. Jeg vil dog gerne til Danmark en vinter. Jeg vil se rigtig sne.
Har du da ikke fået sne nok den forgangne vinter i Madrid?
Nej da, der skal være masser af den, nieve a lo bestia.