Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Bent Friis-Vest er kåret som verdens tredjebedste og hopper snart af rensdyret.

Næste år fylder Bent Friis-Vest 70 år og fejrer 25 års jubilæum som julemand. Og så står han af rensdyret.
Hvordan afskeden markeres, har den tidligere plejer og rutchebane-fører endnu ikke planlagt, men denne jul skal forme sig som de øvrige: I dragten flest mulige steder og lade sig begejstre over alle de glade og forventningsfulde barneøjne, der lidt måbende kigger på ham – spændte på, hvad han nu har med i sækken. Og som sædvanlig er programmet på Costa del Sol omfangsrigt. For også ældre-besøg bliver det til.
22. november: Mødte han op til vinhandler Viggo Bjørns jule-arrangement.
29. november besøgte han Club Danés-julefesten på Feriapladsen i Fuengirola.
5., 6., 7. og 8. december går kanen til Mijas Pueblo.
9. og 10. december aflægges plejehjem i Coín og på Benalmádena Costa besøg – for også de ældre tror på ham… Her synger et kor fra den norske skole og der er Lucia-optog.
12. december er han til stede ved Centro Ideas juletræssalg.
13. december: Hyret af Benalmádena kommune.
Der er flere endnu ikke datobestemte ældre-besøg med gaver fra sponsorer, som er gavmilde op til jul.
24. december aflægger han besøg på børnehospitalet i Málaga med fine, bløde bamser skænket af Dan Optica.
Og 5. januar vil julemanden køre rundt til Benalmádena og Arroyo de la Miel og sprede karameller ud til højre og venstre.

Stiller op for Spanien
Bent Friis-Vest har boet på Kysten i 31 år. Her startede han med at arbejde i Tivoli. Et miljø, der for ham var velkendt fra Danmark, hvor han på Bakken startede som julemand godt inspireret af datidens store gøgler Ib Gross fra Frederikshavn. Siden blev det endvidere til et sommerjob som rutchebane-fører på dette forlystelsessted.
Selvom Bent Friis-Vest er dansk statsborger og medlem af Dansk Julemands Laug stiller han op for Spanien ved store internationale julemands-konkurrencer. For nogle år siden kåredes han således som verdens tredjebedste ved en konkurrence på Nordpolen kun overgået af julemændene fra England og Litauen. 15 deltog. VM afvikles som De olympiske Lege hvert fjerde år.
”Vi dystede i typiske julemandsfærdigheder som slædekørsel med rensdyr, at klatre ned gennem en skorsten, spise risengrød og skyde med snekanon”, fortæller Bent Friis-Vest. ”Men min store fornøjelse ved jobbet er alle de glade og forventningsfulde børn, jeg møder. Og så får jeg også en god snak med de ældre.”
Bent Friis-Vest har fundet sin afløser i Spanien, men vil først røbe navnet næste år, når han selv definitivt slutter.
”For at dandere den som pensionist”, som han siger.

Af Morten Møller

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa