Når det hele kollapser

DANA stormen i sidste måned nøjedes ikke med at ødelægge store dele af Valencia. Den ødelagde også vores sidste tillid til myndighederne. Både centralregeringen i Madrid og regionalregeringen i Valencia svigtede på grusomste vis. Inden der i Valencia blev slået alarm, og inden hjælpen fra Madrid blev sendt af sted, havde størstedelen af de 215 ofte nemlig allerede mistet livet.

Vi skruer filmen tilbage

Sket er sket – og det er ikke til at forstå. Skal vi gøre et forsøg, må vi lige bruge ti linjer på at forklare de forskellige myndigheder og deres kompetenceområder.

Spanien er opdelt i 17 regioner. Hver region har så store beføjelser, at man på en lang række områder sagtens kan betegne det som delstater. Særligt inden for uddannelse og sundhedsvæsenet har regionerne frie beføjelser, men det ses også inden for skat og politi.

Hver region har sin præsident og sine ”ministerier” med sine ”ministre” for nu at beskrive det sådan. Efter sidste regionalvalg i Valencia-regionen i 2023 kom Partido Popular til. Det betød en række omlægninger, nye investeringer og besparelser. Én af disse blev opløsningen af en lille enhed for varsling af naturkatastrofer, på alle niveauer, som ikke havde været til nogen mærkbar nytte i flere årtier. Det betyder i praksis, at myndighederne i dag kun har en almindelig vejrudsigt at holde sig til. Denne vejrudsigt lovede dagen før DANA stormen ”voldsom regn og vindstød af stormstyrke”. Da stormen nærmer sig Valencia-regionen, er det indlysende, at det er meget værre. Der er blot ingen til at være på forkant med udviklingen og slå alarm. Det bedste – eller værste – eksempel er den bilist, som hurtigt forlader sin bil og kravler op i et træ. Her sidder han i 11 timer. Da han kommer i sikkerhed, kan han fortælle, at han havde haft radioen tændt hele dagen – også i bilen. Først da han sidder i træet, hører han via radioen i sin mobiltelefon myndighedernes varsel om at holde sig indendøre. Som alle andre står han uforstående overfor myndighedernes langsomme handling. Samtidig er han lykkelig for, at han kom ud af sin bil og op i et træ. Herfra så han nemlig, hvordan flodbølgen få minutter senere tog hans bil, som han ikke har set siden.

Uduelige og ubeslutsomme

Det var netop i bilerne, at de fleste mistede livet. På minutter faldt der så store mængder regn, at byernes floder svømmede over. Lige derefter svømmede alt over. Billister kunne ikke komme ud af de underjordiske parkeringskældre og druknede i deres biler. Bilister på vejene mistede grebet om deres køretøj og blev af den hårde storm ”kastet” ned i nærmeste tunnel, oversvømmet med vand og andre biler – uden chance for at undgå druknedøden.

Med et nogenlunde rettidigt varsel fra myndighedernes side, havde (næsten) alle nok holdt sig fra parkeringskældre og sine køretøjer. Tilsvarende havde boligejere nær floderne og borgere, som bor i stueetagen, haft mulighed for at komme ud af deres bolig og i sikkerhed. I stedet druknede nogle i deres hjem. Der var ingen hjælp at hente. Og netop hjælpen var de ledende politikere i Valencia tilsyneladende for stolte til at bede om. Hverken i Valencia-regionen, eller i nogle andre regioner, har man ressourcer til at håndtere så voldsomme naturkatastrofer. Det har militæret til gengæld. Militæret var også kørt i stilling, men rykker ikke ind uden grønt lys fra regionen. Hvorfor Valencia ikke omgående beder centralregeringen i Madrid om hjælp, står fortsat uklart. Lige så uklart står det, hvorfor man i Madrid ikke bare sender militæret ind, når der nu er tale om en nødsituation. Nogle af det spanske militærs største baser ligger netop i Valencia, og flere af de øverstbefalende har talrige gange bekræftet, at ”vi var klar”. Men når spidserne i både Valencia og Madrid viser sig fra sin uduelige og ubeslutsomme side, får katastrofen frit spil. Da samme spidser en uge senere besøgte de værst medtagne områder, blev de mødt af en bølge af mudder og skældsord fra lokale borgere. Deres opførsel kan ikke forsvares – men den kan let forklares. Først fem dage efter stormen havde lagt sig, blev det nødvendige militær, politi og nødhjælpsarbejde sendt afsted.

Strømmen af frivillige

De kommende måneder, måske år, vil stå på rengøring, renovering og genopbygning i Valencia-regionen. Den kommer også til at stå på en ulidelig debat, hvor landets politikere vil give hinanden skylden for, at der ikke blev slået alarm og det haltende nødhjælpsarbejde. De burde hellere bruge deres energi på at tænke fremad og gøre alt for at sikre en bedre hjælp næste gang katastrofen rammer.

Den 30. oktober 2024 kollapsede det hele i Valencia-regionen. Ingen gjorde noget, før det var for sent. De eneste, der gør alt, er borgerne og EU. Sidstnævnte er klar med en økonomisk hjælpepakke, og allerede 72 timer efter katastrofen havde over 50.000 (!) frivillige borgere fra hele landet taget turen til Valencia for at hjælpe med nød- og oprydningsarbejdet. Det er folk med store hjerter og som viser stor handlekraft – når det hele kollapser.