Los Cahorros de Monachil

Los Cahorros de Monachil er en af de mest populære vandreruter i hele Granadaprovinsen, og det er den med rette, for det er en eventyrlig rute, der fører igennem et vildt og storslået bjerglandskab, hvorigennem floden Monachil, over millioner af år, har skåret sig vej på en spektakulær måde. Det er ikke en rute for pylrehoveder, skvatnagler og sofahængere, for ruten kræver både kondition og gode nerver, balancekunst og mod, men har man det, er det en uforglemmelig oplevelse. Der er 5 hængebroer, en vild slugt med en del smalle betonkanter, man skal balancere på, og nogle steder hænger klipperne ud over stien, så man skal ned og kravle. Så er man advaret. Hele ruten tog os 5 ½ timer og den er på 10,4 km i alt.

Floden Monachil, som har gjort gravearbejdet, springer ud ved bjergtoppen La Veleta, den næsthøjeste top i Sierra Nevada, og vandet er stadig iskoldt, når den når ned til sletten syd for Granada, hvor byen Monachil ligger.

Det er nemt at finde frem til rutens start, for man kører bare ind i Monachil og følger skiltene, hvor der står: Los Cahorros de Monachil. På et tidspunkt ser man et skilt på venstre hånd, hvor der står: Aparcamiento Los Cahorros de Monachil, og her kører man ind og parkerer. Så går man op på vejen, går til venstre og straks kommer man til en vejgaffel. Her tager man vejen til højre og holder nu godt øje med skilte på venstre hånd. Snart ser man et stort skilt med teksten: Plano fácil de Los Cahorros de Monachil. For en ordens skyld bør man tage et foto af kortet og derefter går man ned til floden og drejer til højre.

Nu går man langs med floden ca. 1 ½ km. Stien går op og ned og ud og ind mellem klipper, så det er en god idé at medbringe en vandrestav eller to. Stien er i skygge, og da flodvandet er iskoldt, så er denne del af ruten herligt kølig og behagelig at gå, selv på en meget varm dag. Vi passerer ruinen af et gammelt elværk, som ophørte med at fungere i 1960er og derefter passerer vi et nyere elværk, som stadig er i brug.

Lige efter elværket kommer vi til den første hængebro, som fører over floden. Vi venter pænt til det er vores tur, for der er en del vandrere ude i dag, og vi går over en og en, selv om broen kan bære op til 4 ad gangen. Det bliver hurtigt klart, at denne rute er meget populær, for vi møder folk fra Sydamerika, Portugal, Tyskland, Belgien, Korea, England, Tjekkiet, Polen samt spaniere og andre danskere. Jo, rutens ry er nået langt omkring.

Efter den første hængebro går vi til højre, og nu bliver landskabet vildere og vildere. Vi går højt over floden og under den 2. hængebro er der et vandfald og nogle gevaldige klipper. Den 3. hængebro er ganske kort, og nu ser vi på den modsatte klippevæg nogle mennesker der laver ”mountain scaling” – altså klatring op ad en lodret klippevæg. Vildt ser det ud og vi kan se, hvordan vovehalsen leder efter steder at holde fast. Uha, uha.

Den fjerde hængebro er den længste, og her skal man have styr på nerverne, så man ikke går i panik halvvejs, for der er langt ned og broen svajer let. Efter broen er man nede på flodniveau og nu går ruten på en betonkant, som er fin at gå på. Af og til hænger klipperne lidt ud over den betonkant, man skal gå på, og så har man to muligheder: enten at kravle på knæene eller at ”numse sig afsted” sidelæns. Det sidste er langt at foretrække, da det er lettere og mindre smertefuldt end knævandring.  Det er et betagende natursceneri, der udfolder sig for vores undrende øjne, men vi har også travlt med at forcere rutens udfordringer, som bare bliver ved og ved.

Men på et tidspunkt kommer vi ud af slugten og nu åbner landskabet sig til alle sider. Omsider, efter 3 timers vandring, kan vi finde et skyggefuldt sted til at spise vores madpakker, for sådanne skal man have med samt rigeligt vand – mindst en liter pr. mand. Hele ruten tog os 5 ½ time, den er på 10,4 km i alt med ca. 400 højdemeter op og ned og vi havde ikke vand nok med! Men der er hjælp at hente lidt højre oppe.  

Nu skal man bare følge en bred sti, som går svagt til højre og fører os tilbage til Monachil. Vi passerer den 5. hængebro og så begynder stien at gå opad. Stien er bred og stiger ikke alt for stejlt, så det går fint, selv om vi på et tidspunkt synes, at nu MÅ vi da være oppe. På vejen opad passerer vi en vand kanal, som nok forsyner byen Monachil, og her fylder vi vores flasker op med det herligste rene, kolde vand, der kommer helt oppe fra sneen. Det viste sig at en liter vand pr. næse alligevel ikke var nok. Men det er også en meget varm dag og nu er vi ude af slugten og der er ingen skygge nogen steder. Husk derfor en solhat og solcreme.

Efter toppen går grusvejen lystigt nedad mod Monachil, og nu er det nemt, for vi følger blot de hvid-gule afmærkninger. Vi går ind i selve byen, så snart vi kan, og ingen længe er vi tilbage ved P pladsen. Men lige inden ligger der en bar, hvor de serverer is og mere vand, så der tager vi et hvil og får lidt bedre styr på sukkerbalancen og væske ditto. Her møder vi alle de mennesker, vi mødte ude på ruten, og de er alle trængende efter forfriskninger. Sikke en herlig tur i Sierra Nevadas skørter.

Rutens naturskønhed er overvældende og intet foto kan yde den retfærdighed. Den skal opleves. 

PS. Jeg har ledt som en gal for at finde ud af, hvad ordet ”cahorro” betyder, men uden held. Altså ikke ”cachorro”, som betyder ”hvalp”, men cahorro, uden c. Ordet ser ud til at blive brugt både i forbindelse med floden Chillar i Nerja og floden i Monachil. På Monachils turistkontor kendte de ikke betydningen af ordet. Måske bruges ordet i forbindelse med vilde flod kløfter. Er der nogen, der kan hjælpe?