Det danske magasin i Spanien

Del

At have en husforsikring i Spanien kan give dig ro i sindet, uanset om du ejer eller lejer din bolig. Hvis du lejer din bolig, behøver du kun at forsikre dine personlige ejendele. Ejer du boligen, kan du tegne både bygnings- og indboforsikring. Forsikringen dækker også dit ansvar som boligejer over for andre. Hvis du forsikrer indboet, dækker forsikringen også dit ansvar som privatperson. Hele husstanden er dækket af den private ansvarsforsikring.

Sådan Tegner du en Forsikring

Du kan tegne husforsikringen online, i en spansk bank, direkte gennem forsikringsselskabet, gennem en forsikringsagent eller en forsikringsmægler. Der er også andre muligheder som i indkøbscentre. Hvis forsikringen tegnes online, i en bank eller direkte hos forsikringsselskabet, sker al kontakt vedrørende ændringer, opsigelser og skader mellem dig og forsikringsselskabet. Hvis du ikke taler spansk eller ønsker rådgivning, når forsikringen tegnes, er det en fordel at kontakte en forsikringsagent eller en forsikringsmægler. Ved skader hjælper de fleste forsikringsagenter og forsikringsmæglere med skadebehandlingen.

Forsikringsagent vs. Forsikringsmægler

En forsikringsagent kan kun tegne forsikringer for ét forsikringsselskab, og det er dette selskab, der er ansvarligt for agentens handlinger. En forsikringsmægler er uafhængig og kan frit vælge, hvilke forsikringsselskaber der skal være samarbejdspartnere. Forsikringsmægleren er ansvarlig for sine egne handlinger.

Koster Forsikringen Mere?

Man kunne tro, at en husforsikring gennem en agent eller mægler koster mere, da begge får provision fra forsikringsselskaberne. En forsikringsagent skal holde sig til de prisalternativer, der findes hos det forsikringsselskab, agenten repræsenterer, men forsikringen koster ikke mere end, hvis du tegner den samme forsikring direkte hos forsikringsselskabet. En forsikringsmægler tilbyder forsikringer gennem de selskaber, der bedst opfylder kundernes behov, og du betaler ikke mere i præmie.

Sikkerhedsforanstaltninger og Tyveridækning

Når forsikringen tegnes, vil spanske forsikringsselskaber gerne kende boligens sikkerhed. De vil vide, om der er gitre for vinduerne, om hoveddøren er en sikkerhedsdør, og om der er installeret alarm. Vær forsigtig med de oplysninger, du giver. Hvis der er gitre for nogle af vinduerne, men ikke alle, skal du svare nej på spørgsmålet om, der er gitre. Gitre skal være af jern for at have sikkerhedsmæssig betydning. En sikkerhedsdør er en armeret dør, ikke en trædør med sikkerhedslås.

Alarm er den bedste beskyttelse mod ulovlig besættelse af boligen. Desværre dækker private forsikringsselskaber ikke skader i forbindelse med besættelsen. Hvis du oplyser, at der er installeret alarm, skal den altid være aktiveret, når der ikke er nogen hjemme. Hvis alarmcentralen ikke kan bekræfte, at alarmen gik i gang ved et indbrud, kan erstatningen blive lavere eller helt afvist.

Dækker Spanske Forsikringer Nyværdi?

De fleste forsikringsselskaber dækker nyværdi. Mange forsikringsselskaber erstatter først brugsværdien, og når de har modtaget fakturaer for alle udgifter, betales forskellen mellem brugsværdien og nyværdien.

Værdigenstande og Smykker

Dækningen for værdigenstande og smykker varierer meget fra selskab til selskab. Undersøg derfor altid, hvilken dækning du har, hvis du har smykker eller værdigenstande. Forsikringsselskaberne betragter følgende som værdigenstande: Sølvbestik, armbåndsure, ægte tæpper, ædelstene og smykker, kunst og malerier, samlinger som fx mønter eller frimærker, antikviteter og våben.

Dækker Forsikringen Skjulte Rør?

Vandskader fra skjulte rør dækkes. Hvis årsagen til en vandskade er et rør, der skal udskiftes, dækker forsikringsselskaberne kun den del af røret, der er gået i stykker. Hvis røret går i stykker igen, og det ikke er blevet udskiftet, dækker forsikringsselskaberne ikke den nye skade.

Hvad Sker der, hvis Naboen Får en Vandskade fra Min Lejlighed?

Hvis vandskaden kommer fra private rør i din lejlighed, er det din private husforsikring, der betaler erstatning til naboen. Ejerforeningens ejendomsforsikring dækker, hvis vandskaden kommer fra fælles rør eller fælles områder. Hvis vandskaden kommer fra din terrasse, skal du finde ud af, om terrassen hører til foreningens fællesområder, eller om den er privat. Denne information finder du i skødet. Afhængigt af hvad der står der, er det enten din private husforsikring eller foreningens forsikring, der erstatter skaden.

Konsortium for Forsikringskompensation “Consorcio de Compensación de Seguros”

Inkluderet i præmien på din husforsikring er der et gebyr, der går til det statslige konsortium “Consorcio de Compensación de Seguros”. Dette er en offentlig enhed i Spanien, der håndterer erstatninger for skader forårsaget af ekstraordinære risici, som ikke er dækket af private forsikringsselskaber. Hvis fx kælderen bliver oversvømmet på grund af ekstremt regnvejr, og området bliver erklæret naturkatastroferamt, er det ikke dit forsikringsselskab, der besigtiger og erstatter skaderne. Reklamationen går direkte til det statslige konsortium.

Vi håber at vores artikel har gjort det lettere at forstå husforsikring i Spanien. Hvis du har spørgsmål eller brug for yderligere information, er du altid velkommen til at kontakte os.

Af Pernille Kaas, Kaas & Kirkemann – Insurance Broker

kaaskirk@kaaskirkemann.com

Tel. + 34 952478383

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.