Kvaliteten var svingende men begejstringen var i top, da den kun 14-årige Søren Krogh Vilhelmsen bød lytterne velkommen til sit “Krogh-show” på lokalradioen i Hadsten. Det var blot én lille time om ugen, men det var et stort skridt på vejen til et spændende liv som studievært på flere af Danmarks førende regionale radioer. Sidste år flyttede Søren til Fuengirola. Med i bagagen kom pasionen for radio. Den kan nu høres på radiostationen Classic Pop, hvor han med programmet “Costa del Søren” dagligt mellem klokken 11-13 sender lokalradio for danskere på Solkysten.
Søren elskede at bladre i sin mormors store rejsekataloger. Han var fascineret af destinationerne, hotellerne, udflugterne og guiderne. Hver vinter ferierede familien på Kanarieøerne. Det gjorde kun Sørens interesse for charterverdenen og turistsektoren endnu større. “Jeg har altid været grebet af rejser, radio og musik,” fortæller Søren Krogh Vilhelmsen. Med det i tankerne er det jo oplagt, at han i dag laver radio til danskerne på Costa del Sol. Men faktisk kom programmet i æteren ti år for tidligt. “Planen var at flytte til Solkysten, når jeg havde rundet de 60. Pludselig ville min arbejdsgiver så flytte studierne og hele radioproduktionen til København. Det var ikke gode nyheder,” fortæller den populære studieværk. Hans hjerte bankede for radioen. Men det bankede også for Pedro og Spanien. Momentet var det rette.
Lytter til hjertet
I elleve år var Søren gift med Marlene – lykkelig gift. De levede og åndede for hinanden og deres radiojobs. En dag var ånden ikke længere den samme, og de besluttede at gå hver til sit. “Det var helt udramatisk og blot begyndelsen til to nye spændende kapitler i vores liv,” husker Søren, der atter var fri som fuglen. Til en fest i Aalborg møder han Pedro, som var tre måneder afsted for at afslutte et projektarbejde. “Det sagde bang. “Jeg er altid blevet forelsket i personer – ikke i køn,” fortæller en meget åben Søren Krogh Vilhelmsen. Det efterfølgende år mødtes de én gang om måneden i en europæiske storby. Alligevel slog det dansk-spanske par sig ned i det kolde nord. “Pedro var betaget af Danmark og fik hurtigt sit første IT-job. Det endte med at blive til ti gode år, men drømmen om Spanien levede ufortrødent i os,” forsikrer Søren.
Fascineret af kontraster
Første spadestik blev taget i vinteren 2020, lige inden pandemien, da Søren og Pedro underskrev købsaftalen på deres lejlighed lige ud til havet i Fuengirola. Derefter fulgte talrige spadestik for at få deres nye drømmebolig gennemrenoveret. Det lykkedes, og parret har allerede nye spadestik i tankerne, men dem lader vi lægge lidt. Først nyder vi udsigt fra terrassen i Fuengirola. Det er bl.a. herfra, Søren forbereder sin daglige radioprogrammer. “Det er to timers radio med havudsigt rettet mod danskerne, der bor her eller ofte kommer på ferie. De får musik, nyheder, tips og inspiration til dagen på Solkysten,” forklarer Søren. Lytterne får også et ugenligt interview med en dansker, som har slået rødder på kysten. Den vej rundt fik Søren kontakt til rejseguiden Lonnie Christiansen. “Jeg er kommet under hendes vinger og er i en slags lære som guide. Det er som en lille drøm, for det er jo én af mine tre store passioner.” Inden årets udgang skal han ud på sin første tur. Med radio, rejser og en ny hverdag i Fuengirola har Søren mere end rigeligt om ørene. Men det bekymrer ham ikke. Han skal blot have sin lange, daglige vandretur. “Den giver mig energi, overblik, inspiration og godt humør. Hér falder brikkerne på plads. Så snart jeg er i mål, producerer jeg hurtigt dagens radioprogram – og hvad der ellers skal gøres, inden solen går ned.” Søren nøjes ikke med at nyde solnedgangen fra terrassen i Fuengirola. Han nyder den også fra Casarabonela. “Vi faldt for den lille landsby Sankt Hans aften. Borgerne var samlet ved bålet på byens plads, og vi synes alt omkring Casarabonela er så smukt og idylisk. Også udsigten over bjerglandskabet og kysten,” fortæller Søren Krogh Vilhelmsen. Han forstår ikke, hvorfor så få udlændinge har fået øje på landsbyen. Og hvordan boligpriserne kan være så lave. “Man får uforklarligt meget for pengene – særligt hvis man er villig til at renovere,” mener Søren, som dermed får løftet sløret for hvor næste spadestik skal tages.
Sammen med Pedro har han nemlig købt et landsbyhus i den rolige landsby. “Jeg elsker bylivet i Fuengirola, men er også fascineret af det rolige landsbyliv. Det er forunderligt med så store kontraster indenfor en times kørsel,” slutter den danske studievært. Også Søren Krogh Vilhelmsen har brug for ro en gang i mellem. Men når du hører ham på radioen er der fart på – masser af fart på.
Ti skæve til Søren
Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg er sanger og sangskriver, og har udgivet en EP og flere singler under navnet Søren Wilhelm. Stilen er dansk electropop inspireret i den den engelske gruppe Erasure. Det har altid været et hobbyprojekt, men en hobby jeg har taget alvorligt.
Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Her er en glæde og en venlighed i samfundet, som jeg aldrig har været i nærheden af at finde andre steder. Det værste er bureaukratiet. Det overrasker mig, at et EU-land fortsat kan være så bureaukratisk som Spanien.
Din dårligte vane?
I perioder er jeg afhængig af nikotin-tyggegummi til trods for, at jeg aldrig har røget.
For år tilbage fik jeg et stykke af en kollega og siden da, har jeg syntes godt om det.
Din bedste og dårligste handel?
Min bedste handel, og beslutning, var at købe lejligheden i Fuengirola. Vi købte lige inden pandemien til en god pris. Det stik modsatte skete Nordjylland i 2017, hvor jeg solgte mit sommerhus for 500.000 kroner. Huset havde kostet mig 700.000 i de galde 00’ere.
Hvad gør dig nervøs?
At lære spansk. Jeg har svært ved at lære et nyt sprog fra bunden som voksen. Men det går fremad.
Har du et godt ritual?
Det er mere en vane end et ritual, men jeg powerwalk’er 15-20 km. om dagen. Jeg bliver glad af at gå med musik i ørerne.
Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Det skulle være med drengene fra Erasure eller Depeche Mode. Begge har inspireret mig meget musikalsk.
Tror du på Gud?
Jeg tror på Karma og på, at der er noget, der er større end os. Jeg har altid levet ud fra, at hvis du opfører dig ordentligt, giver universet dig noget godt igen.
Har du en helt eller et forbillede?
Nej, men jeg beundrer alle, som gør en frivillig indsats for at sikre bedre vilkår for dyr i Spanien.
Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?
Det var i 2011, hvor jeg fik tildelt prisen for Danmarks bedste regionale radioprogram.
Programmet hed “Den bedste tid” og kom i æteren fra Radio ANR i Aalborg.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001