Bliver der boliger til alle?

Boligpriserne stiger ufortrødent. Det gælder både på salgs- og lejeboliger. Meget atypisk har det intet med en stigende efterspørgsel at gøre. Det hele skyldes udbuddet, som er svundet helt ind.

Situationen vurderes og analyseres, og der snakkes i øst og vest, men den spanske nationalbank har ret, når de estimerer, at Málaga-provinsen har et efterslæb på mellem 40.000 og 50.000 boliger. Tallet står i stærk kontrast til de 4.000 til 5.000 nye boliger, der årligt opføres i provinsen, og som der også er givet byggetilladelser til i 2025 og 2026. Boligmarkedet er ude af balance. Balancepinden er tippet og mange rammes – i forskellig grad. Flere og flere livsglade væsener udefra må se deres boligdrømme i Sydspanien løbe ud i sandet. Tilsvarende kæmper flere og flere ejendomsmæglere nu en hård kamp for at få nogle varer på hylderne – og overleve.

Langt værre er det imidlertid for de titusindvis af borgere, der desperat kæmper for at finde en fast bopæl og for at kunne betale huslejen. De 20.000 til 30.000 demonstranter, der nu tre gange har været på gaderne i Málaga, er ikke usoignerede autonome, der ikke har andet at bruge tiden på. De store protestmarcher i provinsen har derimod været præget af unge par, kernefamilier og ældre med ét fælles problem: deres bolig – eller manglende bolig. Det er nemlig blevet et stort socialt problem, at kernefamilier må hive deres børn ud af skolen, og sige farvel til deres daglige miljø, for at flytte til de yderste forstadskvarterer for at finde en bolig der er til at betale. Tilsvarende er det trist, at se unge flytte tilbage til sine forældre, og ældre flytte ind hos børnene, fordi de ikke længere kan betale de konstante og stærkt stigende huslejepriser. Husk på, at lejeloven i Spanien ikke er skruet sammen, som man kender det fra nord. Alle lejeaftaler i Spanien er tidsbegrænsede – oftest ned til 11 måneder. Når aftalen udløber, udløber den – læs: lejer ryger på gaden. Det sidste er sket for to i min private bekendtskabskreds. De er begge singler i starten af 40’erne og har gode, sikre og godt betalte jobs. Den ene har nu søgt om en intern forflyttelse i virksomheden for at komme til en anden by, hvor det er til at finde enten en salgsbolig eller en lejebolig på en længerevarende kontrakt. Min anden bekendte har købt og bor i dag i en autocamper, eftersom han de sidste tre år ikke har kunnet finde en lejebolig, han har kunnet leje i mere end seks og ni måneder om året.

Som vi alle ved, ønsker næsten alle boligudlejere i dag i sommermånederne at udleje på dags/ugebasis til turister, der knap skimter til prisen. Det er to gode – skræmmende gode – eksempler på dagens Costa del Sol. Det er to borgere i sin bedste alder med gode jobs, gode lønninger og opsparing, som enten bliver nødt til at forlade provinsen eller bo i en autocamper. Titusindvis er endt i samme situation. Det er en stor fiasko for samfundet. Hvorfor det er gået så galt, kan jeg kun komme med en halv forklaring på. Både myndigheder, banker og bygherrer fik nemlig deres livs lærestreg i efteråret 2008. I kølvandet på finanskrisen har alle tre unægtelig været påpasselige med at udstede byggetilladelser, tilbyde finansiering og kaste sig ud i store byggeprojekter. Det giver mening. Til gengæld har det aldrig givet mening, at vi knap kom ud af Covid-19 pandemien før købelysten på Solkystens boligmarked nærmest eksploderede.

Pandemien satte verden på enden – også økonomisk. Staterne pumpede lånte penge ud i systemet, virksomheder led store tab, mange lønmodtagere måtte gå ned i løn og talrige selvstændige fakturerede knap en euro i et helt år. En ny finanskrise havde været helt naturlig, og så sker det stik modsatte. Det kunne hverken myndigheder, banker eller bygherrer have forudset. At de ikke i tide havde kørt de store gravkøer i stilling er fuldt tilgiveligt. Dér stopper tilgivelsen til gengæld så også – overfor myndighederne. For selv tre år efter, at de første klare tegn på boligmanglen viste sig, har de fortsat ikke fået sat skub i byggetilladelserne. Borgere, banker og bygherrer presser på. Men myndighederne sidder fortsat og nusser med papirerne. De kan ikke være det bekendt. Tidens boligmangel er blevet et stort socialt problem. Og ny vækst bliver til stilstand grundet myndighedernes snøvleri. Stikker man hovedet indenfor i det offentlige bureaukrati, får man en fornemmelse af, at der kommer til at gå syv til otte år, før vi får udlignet dagens efterslæb på boligmarkedet. Indtil da bliver der ikke boliger til alle. Det er blot kun de færreste, der tør sige det.