Det danske magasin i Spanien

Dit hjerte er i fare, Andresen. Henne om hjørnet (nede i kælderen). Såd’n var det ikke i halvfemserne


Alle kendte de populæreste af hans sange i 30’erne, 40’erne og 50’erne. Han har lavet revyviser, teatermusik og popsange. Over 700 iørefaldende af slagsen blev det til. Egentlig skulle han have været jurist, men da pengene var få ernærede han sig som hyggepianist ved siden af studiet. Han blev hurtigt opdaget som talent og blev komponist på Studenterrevyerne.Med sin sans for økonomi fik han i 1939 sin første teaterbevilling til Frederiksberg Teater, og efterfølgende blev han meddirektør på Apollo Teatret. Da dette sprængtes i luften i 1945 åbnede han i 1951 et nyt Apollo Teatret på Axeltorv, som han med økonomisk sans ledede frem til 1958.

2019 og 1970’erne. Ikke meget er ændret i spisestuen.

I 1961 emigrerede han til Spanien og købte en gammel mølle i Mijas. Dette bringer os til nutiden og denne artikel, som handler om Aage Stentofts hus, der med få undtagelser står præcis som det gjorde tilbage i 1961, da personligheder som Dirch Passer, Ulf Pilgård og Lone Hertz slog sine folder her.

Jane Aamund, som var tætte venner med Aage Stentoft indtil hans død i 1990, fortæller i et interview til Berlingske Tidende, at han holdt på pengene og kiggede dybt i flasken. Der var derfor ikke udelukkende begejstring at spore hos forældrene til balletdanserinden May, da denne blev forelsket i den 26 år ældre revyforfatter med det ikke helt pletfri ry. Smukke May med de slanke lemmer og de høje kindben var gift med Aage Stentoft indtil hans død i 1990. Af de mange fotos fra villaen at dømme var de ganske lykkelige.

Stuen hvor Dirch Passer, Ulf Pilgård, Hele Virkner og mange andre danske skuespillere slog deres folder, når de besøgte Aage og May Stentoft i Mijas. Her foto fra ca. 1970’erne og 2019.

Aage Stentofts gamle villa ligger lige før man kører ind i Mijas Pueblo fra Fuengirola. I 1961 erhvervedes huset, som er en gammel mølle, for 50.000 kroner. Oprindeligt hørte hele dalen til møllen, men grunden er blevet solgt fra lidt efter lidt og i dag er der “kun” tre hektarer tilbage, hvor der gror masser af mandler, avocado, appelsin, citron og figner.

Da Aage døde i 1990, arvede May huset. Hun giftede sig efterfølgende med advokat Jan Hinze, som arvede huset, da May døde i 2011. Jan ejede huset indtil han sov stille ind den 17. maj 2019 — efter mere end 25 år i huset. Den nye ejer er Pia Mark, som efter Jan Hinzes ønske har arvet huset og alt hvad der dertil hører.

Enkelte ting er blevet opdaterede, køkkenet ser ikke helt ud som i 1961, men ellers er det i høj grad som at træde ind i en tidslomme, der har en god portion revyhistorie i sig. Pia Mark fortæller, at huset måske kommer til salg, hvis den rette pris kommer på tale.


Filmen Nøglen til Paradis, som udkom i 1970, blev delvist indspillet i Mijas og i Aages hjem. Dirch Passer gav den som Gudmund — præst og rejsearrangør, der her ses i forbindelse med optagelserne i tyrefægterarenaen i Mijas Pueblo.

Nøglen til Paradis

Manuskriptet til filmen “Nøglen til Paradis” var skrevet af Aage Stentoft. Sandsynligvis var det Tjæreborg-præsten han havde i tankerne, da han fik ideen til filmen. Spanierne overgav sig, da Dirch Passer klovnede i en “kamp” mod en tam tyr. Den tamme tyr havde ingen horn, men blev forsynes med gummihorn, så den så farlig ud. Simon Spies, der leverede statisterne til filmen, der bestod af 500 danskere som tilskuere under tyrefægtningen. De var alle gæster, der på daværende tidspunkt var på Costa del Sol med Spies Rejser.Kilde: www.danskefilm.dk

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com, fotos fra Aage Stentofts private arkiv samt af Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.