Det danske magasin i Spanien
Dansker nr. 25 i spansk fodbold

Dansker nr. 25 i spansk fodbold

En bankgaranti fra den økonomisk trængte baskerklub Real Sociedad sikrede Morten Skoubo drømmekontrakt. En bankgaranti fra den økonomisk trængte baskerklub Real Sociedad sikrede Morten Skoubo drømmekontrakt

Tekst: La Costa Press

I den første måned i 2005 tiltrådte de danske landsholdsspillere Jesper Grønkjær og Thomas Gravesen i henholdsvis Atlético Madrid og Real Madrid. Nu et år efter har en tredje landsholdsspiller skrevet kontrakt med en spansk Liga-klub. Brøndby IFs Morten Skoubo tiltrådte i baskerklubben Real Sociedad fra San Sebastian mandag d. 9. januar efter vel overstået lægetjek, men med de økonomiske sygdomstegn i Sociedad, som en betænkelighed for Brøndby IF, der indkasserer beskedne 18,5 mio. kroner for forwarden Skoubo. Brøndby krævede en bankgaranti for beløbet, hvilket trak handlen ud.
Real Sociedad er økonomisk trængt, om end den indkasserede ca. 22 mio. fra Spartak Moskva for den tyrkiske angriber Nihad. Men en række tiltag vil skaffe yderligere kapital til klubben. Blandt andet har sæsonkortholderne accepteret en stigning i priserne, og kommunen indvilgede for nylig i at være sponsor i Real Sociedad for et beløb på 45 mio. kr.

Ex Málaga-træner stod bag indkøbet
Det er Michael Laudrups tidligere holdkammerat i FC Barcelona, José María Bakero – træner for Málaga CFs 2. divisionshold i sidste sæson – der har set kvaliteterne i Skoubo. I sin nye egenskab af sportsdirektør i Real Sociedad overværede han Brøndby IFs UEFA Cup-opgør mod spanske Espanyol, hvorefter han overfor sin klubpræsident, Miguel Fuentes Aspiroz, insisterede på køb af den højde, blonde dansker.
Bakero havde tidligere udtalt sig varmt om måde Morten Skoubo og hans svenske klubkammerat i Brøndby, Johan Elmander, men prisen for Elmander var i et leje, Sociedad ikke kunne magte. Brøndby har det seneste år forlangt 40 mio. kr. for ham, hvorfor han endnu ikke er afsat.
Med kontrakten med en spansk klub er en drøm gået i opfyldelse for Morten Skoubo, hvis tidligere udenlandstrips ikke fremstår som nogle deciderede eventyr. Hans karriere kom for alvor i gang, da han i 1999 blev professionel i FC Midtjylland. Herfra solgtes han tre år senere til den tyske bundesligaklub Borussia Munchen Gladbach, hvor han havde mere end svært ved at komme på holdet. Derfor lejede tyskerne ham ud til engelske West Bromwich Albions. Her hentede Brøndby-træneren Michael Laudrup ham på en længere kontrakt, der nu er afbrudt to og et halvt år før udløbet. Skoubos nuværende aftale med Real Sociedad løber indtil 2009.

Han ville af sted – ydmyg ankomst
Om klubskiftet siger Morten Skoubos agent, Karsten Aabrink:
”Han ville meget gerne af sted og baskerklubben bliver en spændende udfordring for ham. Et positivt skifte, idet han i Sociedad kan fortsætte sin gode udvikling. Det er bestemt en god klub at spille for”.
Vel ankommet til det spanske viste Morten Skoubo stor ydmyghed.
”Jeg forventer ikke straks at kunne erhverve mig en stamplads. Jeg har selvfølgelig trænet i den danske vinterpause, men er i sagens natur endnu ikke i kampform”, sagde han.
I efteråret scorede Skoubo otte gange i 12 superliga-kampe for Brøndby IF og blev betegnet som en af klubbens største aktiver, hvorfor kursen på klubbens aktier også faldt, da handelen offentliggjordes.

Andre klubber får del i handlen
På pengesiden får også Morten Skoubos tidligere klubber glæde af handlen. Borussia Munchen Gladbach, hvorfra Brøndby købte Skoubo for 4,5 mio. kr., modtager 20 procent af den danske klubs fortjeneste, hvilket svarer til ca. 2,7 mio. kr. og ifølge det internationale fodboldforbund FIFAs regler modtager Skoubos tidligere danske klubber 925.000 kr. til deling.
Samme ordning fik Brøndby glæde af, da FC Nordsjælland ligeledes i januar solgte Mads Junker til hollandske Vitesse Arnhem. Junker spillede nemlig tidligere for den driftige klub på Københavns vestegn.
Og ved redaktionens slutning tegnede der sig en kæmpe-gevinst til Brøndby på 63 mio. kr. for midtbanespilleren Daniel Agger til engelske Liverpool. Dansk transferrekord, der i øvrigt betød kursstigning på Brøndby-aktier.
For Skoubo bliver det nu spændende, om han i den spanske liga klarer sig bedre end Grønkjær og Gravesen. Det er at håbe for ham.
Real Sociedad ligger placeret midt i den spanske Liga og tabte i november 3-1 til Málaga CF på La Rosaleda. Klubbens storhedstid ligger mere end 20 år tilbage. Den vandt det spanske mesterskab i såvel 1981 som 82, den spanske pokalturnering i 1909 og 1987. Supercuppen hjemførtes til San Sebastian i 1983.
Klubbens hjemmebane er Estadio Anaeto med en tilskuerkapacitet på 32.000. 614__MainPicture__eiESeEiQVPByyXacoeSi.jpg Morten Skoubo – en målfarlig herre. Foto: Lars Poulsen, Ekstra-Bladet.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.