Psykopater i trafikken

Forleden havde jeg en bizar oplevelse på en spansk landevej. Foran mig kørte en ældre herre, der lavede et klodset vognbaneskifte lige ind foran en anden bil, der måtte lave en drastisk undvigemanøvre for at undgå et sammenstød. Den unge fører af bilen, der blev tvunget til undvigemanøvren, blev så sur, at han blinkede hidsigt med lygterne, men den ældre herre fortsatte blot. Så blev den unge mand for alvor rasende. Han overhalede bilen og satte farten helt ned. Da den ældre herre forsøgte at køre forbi, svingede den unge mand skarpt ind foran ham, og sådan fortsatte de to biler foran mig deres zigzag kørsel et par hundrede meter. Jeg holdt mig i sikker afstand bag de duellerende biler, indtil vi et par km senere nåede ind til centrum af byen. Her fik den unge mand endelig overhalet den gamle, hvorefter han høvlede bremserne i og dermed tvang bilen bag sig til at bremse op. Herefter for han ud af sin bil midt i et lyskryds med grønt lys. Det sidste jeg så, da jeg passerede de to biler, var at den unge mand åbnede døren og tog fat i kraven på den ældre herre.

Da jeg et par timer senere kom tilbage til stedet, kiggede jeg efter, om der skulle være en gul plasticstrimmel spændt ud omkring området eller, om der var et kridttegnet hvidt omrids på asfalten. Det var heldigvis ikke tilfældet.
Min personlige oplevelse er langt fra et enestående tilfælde. En veninde i Frankrig fortalte, at hendes nabo og hans ven under en middag havde underholdt med, hvordan de en dag nær var blevet påkørt af en mandlig bilist. Selv om de ikke skulle samme vej, jagtede de ham bagefter 50 km (!), inden de fik ham stoppet. Så fik han ellers et par huskekager fra det franske bageri. Den historie grinede de selv meget af.
Aggressive udbrud i trafikken begrænser sig langt fra til lande, hvor folk har et latinsk temperament. I Danmark hører man også jævnligt om folk, der taber besindelsen i trafikken. Eksempelvis for nogle år siden da en bus kom til at snitte en lille vogn, der var spændt bag på en cykel. I vognen sad et barn, og på cyklen sad barnets fader. Da chaufføren standsede bussen for at sikre sig, at ingen var kommet til skade, trådte faderen ind i bussen, rev kasseapparatet løs, og tævede chaufføren med det. Kontant afregning ved kasse ét.
I Danmark har jeg selv prøvet at være tæt på at blive ramt af en højresvingende bilist, der havde overset, at jeg kom kørende på cykel. Da han svingede ind foran mig, kunne jeg ikke nå at bremse, så jeg blev nødt til at følge med bilen rundt i svinget for at undgå at blive ramt. Bagefter var jeg mest irriteret over, at chaufføren formentlig slet ikke havde set, at han var tæt på at ramme mig. Adrenalinen pumpede i kroppen, og jeg tænkte, at jeg i stedet skulle være hoppet af cyklen og have ladet den fortsætte ind i bilen. Til hvad nytte? En bule i bilen og måske et ødelagt forhjul. Blot for at gøre en bilist opmærksom på hans fejl. Ikke ligefrem et tankemønster, der får Mensa til at ringe på døren med en indmeldelsesblanket.
Jeg tror, aggressivitet i trafikken opstår, når vi går rundt med indestængte frustationer, som pludselig bliver aktiveret, og udløser den opsamlede energi på et yderst uhensigtsmæssigt sted. Så nu vil jeg tage til fodboldtræning og sørge for at få et par psykopatherretacklinger sat ind med knopperne forrest. Man er vel et civiliseret menneske.