Store Knud, Lille Knud og Bette Knud – Los Canutos de Utrera.

Los Canutos de Utrera ligger i den vestligste del af Málagaprovinsen lige nord for Manilva. Der er tale om 3 helt enestående kløfter med klippeformationer hvis lige ikke ses i Sydeuropa. Kløfterne er karstformationer, hvilket vil sige at det er kalklag, der er udhulet af regnvand. Vandet har over millioner af år skabt de tre kløfter, og det er en oplevelse af de helt store at bese disse usædvanlige naturfænomener. Vores vandretur er på ca. 10 km gennem et stærkt varieret landskab og den fører også forbi de af romerne anlagte bade ”Los Baños de Hedionda”. Disse bade blev efter sigende anlagt på bestilling af selveste Julius Cæsar efter at det svovlholdige vand havde kureret hans fnat. Så her er en tur, der byder på både natur og kultur for alle pengene.

Nu tror den opmærksomme læser måske at det rabler for mig, og hun spørger måske sig selv, hvordan Knud kommer ind i billedet, men det er jo en kendt sag, at Canuto er den spanske oversættelse af navnet Knud. Derfor har jeg tilladt mig at kalde de tre kløfter ved deres rette navne: Store Knud, Lille Knud og Bette Knud. Et besøg hos de tre Knud’er kan anbefales på det varmeste, men lad det dog med det samme være sagt, at det ikke er en tur for svagpissere og sofahængere, for her skal klatres, springes og kravles på alle fire. Men for den friske og forlystelsessyge vandrer er det en tur, man aldrig i livet glemmer.
Når man som vi bor i den østlige ende af Costa del Sol er der langt til Manilva, så vi må ud og finde et hotel, hvor vi kan overnatte inden stabadserne. Men det er ikke noget problem i disse krisetider, for hotellerne tilbyder værelser til uhørt lave priser. Vi endte således med at bo i en suite på det 5 stjernede Hotel Duquesa Golf ved Puerto Duquesa. Normalprisen for suiten er ca. 250 € men nu er prisen sat ned til 78 €. Jeg har således aldrig boet i så lækker en suite for så små penge. Det var fede løjer og en god begyndelse på vores udflugt. Vi bookede gennem www.quehoteles.com
Lige ved hotellets parkeringsplads er der en fodgængerbro, der fører over motorvejen og ned i Puerto Duquesa, som er en lystbådehavn a la Puerto Banus, bare mindre fisefornem. Her er der masser af restauranter, og vi endte med at spise på en skøn indisk restaurant, der hed Taj Majal og som hermed kan anbefales varmt.

Vi er ikke så vilde med morgenmadsbuffet på spanske hoteller, idet kaffen som regel er elendig og buffeten opfordrer til overædning, så straks efter den herlige hvile i suiten drog vi ud for at søge efter en autentisk spansk bar, hvor vi kunne få en ordentlig kop café con leche. I Manilva fandt vi hvad vi søgte i form af Bar Estadio, som ligger ved stadion, lige over for el centro médico i den nordlige ende af Manilva. Her fik vi en fortrinlig kop kaffe og et meget velsmagende stykke brød med tomat og olie. For denne herlighed betalte vi 2 euro pr. næse og således opmuntrede var vi klar til at drage ud i verden. Skråt over for baren så vi en stor stabel brænde stå ude på fortovet, og det viste sig, at her lå den bager, der i sin ”horno de leña” havde leveret det meget lækre brød vi lige havde spist. Vi måtte derfor ind til bageren og købe et brød med hjem – et brød på 1 kg. koster 2 euro og de er givet godt ud – faktisk hører det nu med til et besøg i Manilva, at man køber et sådant tungt, men fornemt brød med hjem.

Man kommer hen til turens startpunkt i krydset mellem A377 og motorvejen A7. Lige nord for krydset er der en rundkørsel, og her tager man den vej der hedder ”Caminos”. Denne vej går nedad, og efter ca. 1 km. tager man grusvejen ind til venstre, lige før vejen fortsætter ind under motorvejen. Vi passerer nu restauranten ”Los Alamos” og parkerer ca. 500 m. inde ad grusvejen efter at have passeret Ermita San Adolfo. Når vi ser et stort skilt / kort med ”El Canuto de la Utrera” er vi ved turens start, og vi kan nu se den interessante sti, der fører ind i kløften.

Nu er det nemt at finde vej, for vi skal bare følge stien, som er markeret med grøn-hvide mærker. Pludselig står vi neden for kløften Store Knud, og vi kan se, hvor helt enestående den er. Klippeformationerne på begge sider af kløften er stejle og smukke med unikke former, så det er en ren fryd at gå her. På trods af at det er Skærtorsdag og dermed helligdag i hele Spanien, møder vi ikke en levende mors sjæl i kløfterne. Inden længe stiger kløften opad, og vi må klatre og kravle på alle fire for at komme fremad. Men det er alle anstrengelserne værd, for det er uhørt smukt i kløften. På et tidspunkt kommer vi op til noget vand og nu flader kløften ud. Efter ca. 2,5 km. kommer vi til endnu et stort skilt, som fortæller mere om området, og som antyder, at her slutter stien. Men vi har ikke fået nok, for vi skal jo også bese både Lille Knud og Bette Knud, så vi fortsætter ad stien, som går opad mod højre. Her kan vi se en masse vindmøller. Stien fører hen til en gård, hvor der er en primitiv låge. Vi skal ind gennem gården, men det synes ikke at genere nogen. Vi fortsætter hen ad grusvejen indtil vi kommer op på den asfalterede vej mellem Manilva og Gaucin.

Nu skal vi gå ca. 800 m. på asfaltvejen, så husk at gå i venstre side. Lige så snart vi får Casares i sigte mod nord skal vi forlade asfaltvejen igen og gå ind til højre. Her starter et vejværn på højre side og det er lige her, at vi skal kravle over et rustent hegn. Vi går nu hen imod et stort ensomt træ, og til venstre herfor finder vi vores sti, som går ned mod Lille Knud langs med en lav klint. Stien går nedad og nu ser vi Lille Knud til højre. Her må vi modstå fristelsen til at gå direkte ned i Lille Knud, for det ender bare i snavs og tårer – der er ingen sti i denne ende – men vi kommer ned i kløften senere.
Når vores sti krydser dalbunden tager vi stien op ad dalsiden på den anden side i nordøstlig retning og går ca. 150 m. op. Her kommer vi til en sti, der følger østsiden af Lille Knud og går til højre lige hen til en stor elmast. Ved elmasten går vi til venstre ned til en mindre elmast, som står 75 m. nord for den store. Her er der en sti, som vi følger nedad. I bunden af et lille dalstrøg går den er sti mod højre, men den skal vi IKKE tage. Vi skal derimod gå en smule opad igen, indtil vi kommer til en fin grusvej. Her går vi til højre, og nu er vi kommet til Bette Knud. Han er ikke så stor og imponerende som sine brødre, men man må alligevel gerne beundre ham og hans fine klippesider.

Grusvejen går jævnt nedad og på et tidspunkt passerer vi to portlignende søjler. Vi går videre indtil vi kommer ned til et sted, hvor vi skal krydse Manilva floden. Der var masser af vand i floden den dag, så jeg kom ikke tørskoet over, men pyt – det er jo bare vand. Lige efter floden ser vi ruinerne af El Molino de Cancón, og her er der en låge med påskriften: ”Cierre al pasar” (luk efter dig). Vi går gennem lågen og her følger stien den østlige side af Lille Knud, og det er en meget spændende strækning, vi nu skal gå. Stien går højt over kløften og der er langt ned, skulle jeg hilse og sige. Vi nyder vores medbragte mad på en solbeskinnet plet med benene dinglende over kløftens sider, og langt under os kan vi høre vilde jubelråb fra folk, der enten bader eller laver ”canyoning” i floden. Vi kan ikke se bunden – kun høre begejstringen. Lige ud for vores næser kan vi se, hvordan store klippeblokke ligger og dingler og ligner nogen, der kunne falde ned i kløften hvad øjeblik det skal være. Et interessant syn – bare de ikke rammer nogen.

Stien begynder snart at gå nedad, og på et tidspunkt skal vi krydse floden igen. Her står der et kæmpestort eukalyptustræ på en græseng, og vi går forbi og følger stien. Der er nu adskillige stier, men det eneste man behøver at vide er, at man skal følge floden hele vejen i retning mod havet, indtil man kommer til Los Baños de Hedionda. Om man går på den ene eller den anden side af floden er sådan set lige meget, og hvad der er lettest afhænger af, hvor meget vand der er i floden. På et tidspunkt passerer man et nyrestaureret hus på højre hånd, og lige efter huset kan man komme op på en grusvej. Dermed er det nu let at komme fremad. Grusvejen fører hen forbi en sommerlejr (tilhørende Hermanos Ocaña) og her er der musik, liv og glade dage.
En del parkerede biler ved vejen fortæller os, at nu er vi ved Los Baños de Hedionda. Her har en del spaniere slået sig ned med deres picknick, så der er feriestemning og munterhed her i solen. Vi tager en stejl sti ned til ”Los Baños” og må undres over det besynderlige ældgamle byggeri. Et par friske våde folk i badetøj afslører at badene stadig bruges, men vi kan godt dy os – slimede ting ser ud til at leve dernede i dybet.

Nu er der kun få hundrede meter tilbage til vores bil, og efter små 5 timers eventyrlig udflugt er vi klar til at indtage store mængder flødeskum. Dem kan vores fætter Ole i Puerto Banus levere, og således opmuntrede drager vi mod øst efter endnu en fantastisk dag i den spanske natur.

Fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov.