Kometen – skrev professionel fodbold-kontrakt inden han har fået kørekort
Han har endnu ikke fået kørekort, men en professionel kontrakt med Málaga CF viser, at han kan styre den rigtige vej. I hvert fald på en fodboldbane.
Den 19-årige José Luís García del Pozo – kaldet Recio – med de kulsorte lokker og det velfungerende bentøj blev opdaget af Málaga CFs chilienske træner Manuel Pellegrini. Straks han havde signeret for overtagelse af Málaga CFs La Liga-mandskab efter den fyrede portugiser Jesualdo Ferreira, besigtigede han klubbens 2. hold, hvor Recio foldede sig ud på midtbanen. Et kæmpetalent i svøb, som straks helt uimponeret og med fandenivoldsk autoritet og spilleglæde strålede i sin debut på La Rosaleda stadion i pokalkampen den 11. november mod Hercules. Sejr på 3-2 til Málaga CF og 82 minutters spilletid til unge Recio.
Ti dage senere fik han La Liga-debut i Galicien mod Deportivo La Coruña.
Og den 5. december kronede han sin uimodståelig fremmarch med at score til 2-0 mod Racing Santander på La Rosaleda.
Recio, Recio, Recio, Recio gjaldede fra 23.000 strubehoveder på lægterne.
Målet var eminent – scoret med en veterans koldblodighed. Et velplaceret højrebensskud fra distancen op i venstre målhjørne hos en sagesløs Racing-keeper.
I Alicante mod Hercules den 12. december faldt han herefter typisk for en ung spiller sammen med resten af holdet.
Koster nu 7 mio.
Den 19-årige vidunderdreng af en fodboldspiller beviste til fulde, hvorfor det havde været klogt af Málaga CF at tegne en femårig kontrakt med ham fem dage forinden. En kontrakt med en klausul, der siger, at han ved et eventuelt klubskifte i kontraktperioden koster 7 mio. euro i transfer.
”Jeg er meget glad for den tillid, der nu vises mig”, siger Recio. ”Jeg vil vise alle, at det har været rigtigt at indlemme mig i La Liga-truppen. Jeg vil arbejde hårdt hver dag. Det behøves af alle på holdet i den vanskelig situation, vi befinder os i i bundregionen.
For enhver spiller i min alder er målet en professionel kontrakt. Jeg er stolt over, jeg allerede nu har nået det”.
Det næste for Recio er et kørekort.
Facts om Recio
Fulde navn: José Luís García del Pozo ”Recio”
Født: 11. januar 1991 i El Palo, Málaga
Position: Midtbanespiller.
Fodbold-karriere: 1996-1999: San Estanislao School i El Palo, 2000-2001: Málaga CF Academy med plads på Málagas 2. hold, Atlético Malagueño, 2001-2015: Professionel kontrakt med Málaga CF.
Et navn til minde
Grunden, til at den 19-årige José Luís García del Pozo kaldes Recio, skal findes i hans familie.
Navnet er det andet i hans fars til minde om dennes onkel, Recio, der i 80’erne spillede på Málagas bedste hold som midtbanespiller.
Ligesom José Luís nu gør!
Veteranen brød med græske Olympiacos i sommer og er nu klar til Málaga CF
Enzo Marescas vej til Málaga har været lang og omflakkende.
Da den 30-årige italiener onsdag den 8. december ankom hertil havde han i over 12 år løbet græstæpper tørre i syv forskellige klubber. De fire italienske, en i England, en i Spanien og en i Grækenland. Efter mange succeser ikke mindst i 90 kampe for Sevilla brød han i sommeren 2010 med græske Olympiacos, hvortil den danske landsholdsspiller Dennis Rommedahl kom.
Midtbanespilleren Marescas startede træningen med sine nye internationale holdkammerater i Málaga CF fredag den 10. december, men først 3. januar signerer han kontrakten på halvandet år.
Siden han forlod Olympiacos har han holdt formen ved lige i Fiorentina.
Sin største tid oplevede italieneren i Sevilla (2005-2009), hvor han triumferede på holdet, der vandt UEFA Cuppen i 2005-06 sæsonen med en finalesejr på 4-0 over engelske Middlesbrough. Maresca scorede to mål og kåredes som ”Man of the match”. Han var også med, da Sevilla senere forsvarede sit UEFA-trofæ mod catalanske Espanyol i en forrygende fight.
Pengepræmien på 10.000 euro for ”Man of the match”-kåringen donerede han til San Juan de Díos hospitalet i Sevilla.
En del af projektet
Nu skal han efter sin kamppause kæmpe sig til en plads på Málagas hold.
”Jeg er meget motiveret og lykkelig over, jeg nu er tilbage i spansk fodbold. Tiden i Sevilla står som noget stort for mig”, siger Maresca. ”Jeg brød med græsk fodbold, fordi den ikke gav mig, hvad jeg ønskede.”
”Jeg er vant til at slide for et hold – og såmænd også score mål. Sheik-projektet i Málaga er fantastisk og jeg ser en stor fremtid for Málaga CF. Vigtigt for fodbolden, folkene i Málaga. Ja, for hele byen.
Jeg er glad for nu at være en del af det”.
Marescas ser frem til at få sin debut for Málaga CF allerede 5. januar i pokalkampen mod ex-klubben Sevilla.
Facts om Maresca
Fulde navn: Enzo Maresca
Født: 10. februar 1980 i Pontecagnani Faiano i Italien.
Position: Midtbanespiller.
Fodboldkarriere: 1998-2000: West Bromwich Albion i England, 2000-2002: Juventus i Italien. 2000-2001: Bologna i Italien (lån), 2002-2003: Piacenza i Italien, 2003-2004: Juventus i Italien, 2004-2005: Fiorentina i Italien, 2005-2009: Sevilla, 2009-2010: Olympiacos i Grækenland, 2011-2012: Málaga CF i Spanien. 1995-2002: Spillede på samtlige U-landshold for Italien – fra U15 til U21, hvor det blev til i alt 45 kampe.
Direktøren – En rutineret sportsdirektør der nu med assistance skal købe stort ind her i januars transfer-vindue
Den arabiske fodboldsatsning i Málaga CF fortsætter ad snoede veje. Ingen klub i La Liga – denne verdens bedste – har været igennem så turbulent et første halvår, som det klubejer sheik Abdullah bin Nasser Al-Thani har budt på med to trænerfyringer og hvad der nu viser sig som en række fejlindkøb.
Skuden skal rettes op. Hertil er den 41-årige Antonio Fernandez udset som styrmand. Han er ansat som sportsdirektør – en funktion som træner Pellegrinis forgænger, Ferreira, magtfuldt bestred.
Fernandez kommer fra et job som assistent i sportsdepartementet i det spanske fodboldforbund siden 2008 og var en del af staben bag det spanske landsholds VM-triumf i Sydafrika i 2010. Før da bestred han jobbet som sportsdirektør i Valencia CF, Xerez Club Deportivo og Sevilla FC – i den sidstnævnte storklub i seks år.
Som teknisk sekretær assisteres Antonio Fernandez af den ligeledes 41-årige Alfonso Serrano, hvis CV fortæller om jobs i Recreativo de Huelva, Club Deportivo Tenerife, Valencia CF, Real Valladolid og Club Deportivo Numancia.
Altså et par rutinerede herrer.
Fejlindkøb
Erkendt i Málaga CF er det, at en række fejlindkøb blev foretaget inden sæsonstarten.
Målmandsposten skal forstærkes. Galetto er ikke sagen og Ruben blot habil.
På midtbanen savnes en styrmand, ligesom det synes ubegribeligt, at Málaga CF ikke efter sidste sæson beholdt de to forwards Caceido og Obina, der nu spiller med stor succes i henholdsvis Levante i La Liga og Westham i den bedste engelske række.
I december nævnte den spanske presse en række storspillere som forstærkning i Málaga CF.
Dyre spillere.
Skal se langsigtet
Antonio Fernandez siger:
”Sammen med Pellegrini evaluerer jeg, hvor vi nu skal sætte ind. Vi skal have bevæget holdet ud af den vanskelige situation i La Liga, vi befinder os i. Klubejeren sætter de økonomiske rammer og så må vi agerer herudfra.
Vi skal ikke blot tænke på forstærkninger her og nu, men må også se mere langsigtet hen mod næste sæson.”
Det såkaldte transfervindue for køb og salg af spillere er åbent hele januar.
I december rejste Fernandez rundt til samtaler med klubber og spilleragenter.
Ex-præsident idømt fængsel
Fernando Puche, tidligere præsident for Málaga CF, er ved landsretten idømt 2,5 års fængsel og en bøde på 33.3 mio euro.
Dommen, som han har appelleret, er for smugling af cigaretter fra USA.
Puches firma, der intet har med sagen at gøre, står i øvrigt for driften af tyrefægterarenaen i Málaga.
Trænerfyringer tog til
Med indgangen til december 2010 tog trænerfyringerne i La Liga til.
Ansvaret for dårlige resultater skulle placeres.
Sæsonens første kom overraskende i Sevilla allerede i september, hvor storklubben med de stolte traditioner kaldte på Manzano, som inden Michael Laudrups ankomst til RCD Mallorca havde udtjent sin værnepligt her.
Den 1. november røg portugiseren Ferriera som bekendt ud i Málaga CF til fordel for chilieneren Pellegrini, tidligere Villarreal og Real Madrid, og så fik bundplaceringerne til Zaragoza og Almería konsekvenser for Guy og Lillo.
Aguirre, der stod bag det mexicanske landshold ved VM i Sydafrika, og som tidligere har fungeret i Atlético Madrid og Osasuna, blev hyret i Zaragoza og argentineren Oltra i Almería, hvor danske Michael Jacobsen herefter pludselig fik spilletid som venstre back.
Almería fyrede også i forrige sæson sin træner, den tidligere topspiller i bl.a. Real Madrid, Hugo Sanches.
For Ferriera tog det i øvrigt ikke lang tid at få en ny trænertjans efter fiaskoen i Málaga. Han dukkede straks op i den græske mesterklub Panathinaikos, som han stod i spidsen for mod FCK i Champions League-opgøret i Parken den 7. november.
Nytårsstatus: Málagas resultater i La Liga
Málaga CF – Valencia 1-3 (1-1)
Zaragoza – Málaga CF 3-5 (1-5)
Málaga CF – Sevilla 1-2 (1-2)
Getafe – Málaga CF 0-2 (0-2)
Málaga CF – Villarreal 2-3 (2-3)
Almeria – Málaga CF 1-1 (0-0)
Málaga CF – Real Madrid 1-4 (02).
Osasuna – Málaga CF 3-0 (2-0)
Málaga CF – Real Sociedad 1-2 (0-1)
Espanyol – Málaga CF 1-0 (1-0)
Málaga CF – Levante 1-0. (0-0)
Deportivo La Coruña – Málaga CF.3-0 (2-0)
RCD Mallorca – Málaga CF 2-0 (0-0).
Málaga CF – Racing Santander 4-1 (2-1)
Hercules – Málaga CF 4-1
Málaga CF – Atlético Madrid…..
Pokalkampe i Copa del Rey
Hercules Málaga CF 0-0 (0-0)
Málaga CF – Hercules 3-2 (2-0)
Málagas kommende La Liga-kampe
2. januar: Sporting Gijon – Málaga CF
9. januar: Málaga CF – Athletic Bilbao
16. januar: FC Barcelona – Málaga CF
25. januar: Valencia – Málaga CF
30. januar: Málaga CF – Zaragoza
Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca
Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol som i Danmark er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-fodbold på La Rosaleda stadion i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn.
De koster fra 40 euro pr. kamp.
Forinden frokostarrangement og bus tur retur til stadion fra Fuengirola.
Kontaktpersoner:
Formand Morten Møller 617 700 424
Næstformand Jens Gylling 686 582 300
La Peña de Dinamarca er den eneste officielle danske supporterklub for Málaga CF.
Den tæller mere end 150 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001