Det danske magasin i Spanien

Fra første dag i januar har Demichelis været en lykkelig mand i Málaga.

foldboldklubben, fansene og hele kysten glæder sig til den nye La Liga-sæson. 

  • 26.500 sæsonkort er solgt til Estadio La Rosaleda. En rekord, der vækker opsigt i hele Spanien.
  • Træner Manuel Pellegrini fra Chile har fået forlænget sin kontrakt med endnu to år til 2015.
  • Den tidligere landsholdskaptajn, Fernando Hierro, nu hyret til en toppost i klubben. Han kommer fra et job som direktør i det spanske fodboldforbund.
  • Spillerindkøbene fortsætter. Målet er Champions League. Første Liga-kamp bliver mod Barca i Málaga.
  • Byen og hele Costa del Sol syder og koger!

MICHO vs MESSI
”Hvem ville have troet det? Barca, Real Madrid og Málaga CF som trekløveret i toppen af La Liga? ”Vi er på vej nu, og håber at kunne begejstre vores fans. Alle vil overvåge os. Modstanderne er forberedte på et stærkt og fasionabelt Málaga-hold. Men vi bør tage kamp for kamp. Vise respekt overfor alle. Vi har et stort hold, men indrømmet: Vi er stadig langt fra Madrid og Barca. Vi kan blive mellem de bedste og kvalificere os til enten Europa Cup eller Champions League”. Ordene kommer fra veteranen Apono i Málaga CFs træningslejr i Campoamor ved Alicante. Han er én af blot fem spillere tilbage fra det betrængte mandskab i sæsonen 2009-2010, hvorpå danske Patrick Mtiliga fik debut. De øvrige er Weligton, Eliseu, Jesús Gamez og Duda. Klubejer, sheik Al-Thani, køber med sine ”petrol-dollars”, som hans mange penge nu betegnes, stort ind for at nå sin sportslige ambition: Málaga CF helt til tops i spansk og europæisk fodbold.

Franske Jeremy Toulalan - klar til kamp.

Nøgleperson
Første turneringsrunde i La Liga falder i weekenden den 20.-21. august. Modstanderen for Málaga CF på Estadio La Rosaleda bliver ingen ringere end de spanske mestre og Champions League-vinder, FC Barcelona, med den lille 24-årige boldakrobat Lionel Messi i front. Ham skal der dæmmes op for og her kan hans argentinske landsmand i Málaga-forsvaret, 31-årige Martin ”Micho” Demichelis blive en nøgleperson.
Ikke alene i direkte spil-til-spil situationer de to imellem, men også med gode råd til kollegerne i Málaga-forsvaret. For den næsten umulige opgave at dæmme op for Messi skal iværksættes. Han scorede i sidste sæson næst flest mål i La Liga kun overgået af Real Madrid-krukken Ronaldo.
Træneren for Argentinas landshold ved VM i Sydafrika sidste sommer, legenden Diego Maradona, brugte dem begge på sit mandskab. Da stod tyske Bayern Munchen som Demichelis klub-arbejdsgiver. En begivenhed, hvor ”Micho” scorede et af sine sjældne mål, nemlig Argentina første fuldtræffer i 2-0-sejren over Grækenland.

Fuldt hus
Om Barca-starten siger Demichelis: ”Det er altid uhyre vanskeligt at spille mod Barcelona, men det er godt, at vi har lang tid til at tænke over kampen og hvordan den skal spilles”. Og så minder Apono om, at FC Barcelona tidligere overraskende har sat point til i startfasen af en La Liga-sæson – som mod Numancia og for et år siden Hercules.

Træner Pellegrini:
”Det, der sker med de mange nyindkøb i Málaga CF er en stor tilfredsstillelse og giver håb om noget virkelig stort”.
Málaga syder og koger af fodbold-begejstring, fansene håber, at FC Barcelonas to Super Cup-finaler mod Real Madrid de 14. og 17. august sidder spillerne så hårdt i benene, at Málaga CF kan skabe sensation. 29.000 – fuldt hus – vil være på lægterne.

Træner Manuel Pellegrini - stor udfordring.

40 mio. euro er brugt på nye spillere
Klubejer Al-Thai smed 100 mio. euro på bordet til spillerkøb. Midt i juli havde sportsdirektør Antonio Fernandez brugt de 40 således:

  • Martin Demichelis fra Bayern Munchen: 3 mio.
  • Buonatte fra River Plate: 4,5 mio.
  • Nacho Montreal fra Osasuna: 6 mio.
  • Joris Mathijsen fra Hamburg SV: 2,5 mio.
  • Jeremy Toulalan fra Lyon: 11 mio.
  • Juaquin fra Valancia: 4,2 mio.
  • Sergio Sanchez fra Sevilla: 2,8 mio.
  • Isco, Valencia: 6 mio.

Ruud van Nistelrooy fra Hamburg SV på fri transfer. Flere indkøb foretages.

Tre esser 
– Oprørerne og den hårde nyser, der lige skulle giftes, inden han tiltrådte i Málaga CF

Tre store navne med en enorm rutine og en fortsat glubende appetit på kamp og succes. Alle siger de samstemmende, at projekt ”Champions League top-6” i Málaga Club de Fútbol tiltrækker dem ud over alle grænser. De kommer fra Frankrig, Spanien og Holland (Tyskland) med imponerende CV’er tællende internationale klubkampe på højeste niveau og landskampe ved både EM- og VM-slutrunder. De to droppede under dramatiske omstændigheder ud af deres nationalmandskaber og den tredje er med sin kompromisløse spillestil stadig i den hollandske bruttotrup. Franske Jeremy Toulalan og spanske Joaquín gjorde begge oprør mod deres landstrænere, Raymond Domenech og José Luis Aragonés. Toulalan så sent som ved VM-slutracet i Sydafrika sidste sommer, hvor de franske spillere boycottede træningen, da problembarnet Nicolas Anelka blev sendt hjem efter uacceptable udtalelser om Domenech. Efter afhøring af spillere ved hjemkomsten til Frankrig idømte det franske fodboldforbund fire spillere karantæne. Anelka i 18 kampe, Patrice Evra i fem, Franck Ribery i tre og Jeremy Toulalan i en. Den nye landstræner, Laurent Blanc, valgte herefter ved sin tiltræden at se bort fra samtlige 23 VM-spillere til sit landshold, der nu forsøger at kvalificere sig til EM-slutrunden i Ukraine/Polen næste sommer.

Afgørende interview
Joaquín røg ud under Spaniens EM-kvalifikationskampe i 2008. Da Spanien led et 2-3-nederlag til Nordirland, sagde han i et radio-interview:.
”Lige nu er det spanske landshold et stort rod og kaos. Træner Aragonés aner ikke, hvad han skal stille op i disse svære stunder for Spanien. Jeg ved, at hvad jeg siger ikke hjælper mig til udtagelse til holdet, men det er, hvad jeg føler”.
Efterfølgende supplerede Joaquín sine udtalelser: ”Hvad jeg ville sige var, at det ikke stod godt til med den spanske landsholdsfodbold. Det var ikke min hensigt at angribe holdet eller José Luis Aragonés”. Siden kom Joaquín ikke på landsholdet, der herefter gik på banen i 35 kampe uden et eneste nederlag med Europa- og verdensmesterskab til følge. Joaquín er gift med Susana. De har to døtre.

Joaquin Sanchez

Et legetøj
Om deres ankomst til Málaga CF, siger de to: Jeremy Toulalan: ”Det ambitiøse projekt i klubben henrykker mig. Og det var vigtigt, at træner Pellegrini ønskede mig på holdet. Jeg er meget glad for at være her. Viva Málaga”. Joaquín: ”At blive en del af Málagas team nu føles for mig, som når et barn får sit første legetøj. Det er fantastisk at være med i dette utrolige Málaga CF-projekt”.

Sagde ikke meget
Det tredje af de nye, rutinerede esser i Málaga CF er den hollandske landsholdsspiller Joris Mathijsen – en af de hårde nysere på Hollands sølvhold ved VM i Sydafrika. Han blev den spiller på sit hold, som opnåede flest spilleminutter og således med i det første opgør mod Danmark og i finalen mod Spanien.
Hvem husker ikke finale-situationen med Mathijsen stående med bolden under armen voldsomt gestikulerende overfor dommer Howard. En match, hvor Holland spillede meget brutalt.
På Málaga-mandskabet bliver han således makker med sin landsmand, forwarden Ruud van Nistelrooy.
”Jeg spurgte ham til råds, men han sagde ikke meget. Blot at jeg selv skulle tage til Málaga og danne mig et indtryk af klubben”, fortæller Mathijsen. ”Jeg blev positivt overrasket. Meget venlige folk i Málaga CF og et stort projekt”. Herefter skrev han kontrakt og tog tilbage til Holland for at blive gift.

For 17,5 mio. fodboldben

Jeremy Toulalan
Født den 10. september 1983 i Nantes, Frankrig.
183 cm høj
Midtbanespiller

Karriere:
2001-2006: Nantes, 94 kampe med 1 mål.
2006 – 2011: Lyon, 126 kame ingen mål.
2011-2015: Málaga CF.
35 U-landskampe for Frankrig med 10 mål.
36 A-landskampe for Frankrig, ingen mål.
Med i VM-slutrunden i Sydafrika i 2010 og EM i 2008.

Købspris: 11 mio. euro.

Joris Mathijsen
Født den 5. april 1980 i Goirle, Holland.
185 cm høj.
Center back

Karriere:
1998-2004: Wilhelm II, 127 kampe med 6 mål.
2004-2006: AZ Alkmar, 52 kampe med 2 mål.
2006-2011: Hamburg SV, 145 kampe med 6 mål.
2011-2013: Málaga CF
72 A-landskampe for Holland med tre mål.
Med i VM-slutrunden i Tyskland og Sydafrika i 2006 og 2010 og EM i 2008.

Købspris: 2,5 mio. euro.

Joaquin Sanchez
Født den 21. juli 1981 i El Puerto de Santa María, Spanien.
179 cm høj
Wing

Karriere:
1999 – 2000: Betis B, 26 kampe med 2 mål
2000-2006: Betis, 216 kampe med 32 mål.
2006-2011: Valencia, 158 kampe med 18 mål.
2011-2014: Málaga CF
11 U-landskampe for Spanien ingen mål.
51 A-landskampe for Spanien med fire mål.
Med i VM-slutrunden i Sydkorea/Japan i 2002.

Købspris: 4 mio. euro.

Skal også skule til passene
Mange ting skal gå op, når klubber skriver kontrakter med nye spillere. Er der ikke tale om en fri transfer (når en spillers kontrakt udløber), skal der først forhandles med spillerens nuværende klub om en købspris. Herefter er det op til spilleren at acceptere sin nye klub og lønnen her. Og endelig er det vigtigt, hvilken nationalitet passet viser. Reglerne i den spanske La Liga siger, at hver klub må have to ikke EU-spillere på sit hold (startopstillingen plus udskiftningsbænken).

Et par eksempler fra Málaga CF:
Argentineren Demichelis har et italiensk pas.
Brasilianeren Baptista et spansk.
Den nyankomne argentiner Bounatto et italiensk.
Brasilianeren Weligton et spansk.
Den argentinske målmand Willy Cabellero og forwarden fra Venezuela Rondon står udelukkende med deres hjemlandes pas.

Jeremy Toulalan

Hot Spots

Granada tilbage i La Liga efter 35 år
Med de bedste spillere lånt i italienske Udinese sikrede Granada Club de Fútbol stiftet i 1931 med navnet Recreativo de Granada sig sensationelt oprykning til La Liga. Det er 35 år siden, klubben sidst spillede i den bedste spanske række. Her har den tidligere været repræsenteret i 17 sæsoner, mens 31 er tilbragt i den næstbedste række, 22 i 3. division og syv i endnu lavere rækker. Stadion i Granada, Los Carmenes, kan blot rumme 16.200 tilskuere, men der arbejdes nu på en forøgelse til 19.000.

Lejesvend i Málaga topscorer
Med Adrian som topscorer sikrede Spaniens U 21-landshold sig europamesterskabet i fodbold i slutrunden i Danmark. Det skete med uafgjort 1-1 mod England, 2-0 over Tjekkiet, 3-0 over Ukraine, 3-1 over Hviderusland og finalegevinst på 2-0 over Schweiz.
Topscorer i turneringen blev Adrian fra Deportivo La Coruña, som Málaga CF i sæsonen 2008-2009 havde stor glæde af. Han var i denne sæson på en låneaftale i klubben.
Adrian scorede fem mål i Danmark. På andenpladsen kom Mehmedi, Schweiz, med tre fuldtræffere.

Får nu satellitklubber
Málaga CF udvikler sig på alle fronter. Nu også med satellitklubber – et kendt begreb overalt i verden. Det er to klubber i Andalusien, aftalerne er indgået med, nemlig Córdoba Club de Fútbol i 2. division og Real Jaén Club de Fútbol i 3. division.
De omfatter venskabskampe og udveksling af spillere på lånebasis.
Det var Málaga CFs travle vicepræsident Abdullah Ghnub, som først mødtes med Córdobas præsident, Carlos Gonzales, på Estadio La Rosaleda i Málaga, og dernæst med Jaéns, Rafel Teruel, på det nye Estadio La Victoria i Jaén. ”Vi ønsker at hjælpe, hvor vi kan”, siger Abdullah Ghnub.

Kris skal blive i Málaga CF
Med udsigten til at blive bænkevarmer det meste af sæsonen ville den eneste tilbageværende dansker i Málaga CF, centerforsvareren Kris Stadgaard, gerne væk fra klubben. Derfor forhørte han sig om han eventuelt kunne skifte til anden klub, men det blev et nej.
Træner Pellegrini har brug for ham, hvis Demichelis eller Mathijsen bliver skadede eller kommer i karantæne.
Der har i sommerperioden været kontakter mellem den danske mesterklub, FCK, og Kris Stadsgaard.

Laudrup får tidligere Málaga-målmand
Seks spillere har forladt Michael Laudrups Mallorca-hold og flere ryger måske også væk. Bl.a. blev den vigtige målmandspost ledig. Den er nu blevet overtaget af den tidligere Málaga-keeper, nu 31-årige Juan Calatayud. Efter Málaga var han omkring Getafe, Racing Santander og senest Hercules. Calatayud opnåede i sin tid 36 kampe for Málaga CF.

Tribunepladser fås hos:

La Peña de Dinamarca

Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol som i Danmark er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-fodbold på La Rosaleda stadion i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn.

De koster fra 40 euro pr. kamp.

Sæsonen 2011-2012 starter i weekenden den 20.-21. august med FC Barcelona som modstander..

Forinden frokostarrangement og bus tur/retur til stadion fra Fuengirola.

Kontaktpersoner:
Formand Morten Møller 617 700 424 – moellemorten@gmail.com
Næstformand Uffe Madsen 952 568 343 – uffe@spaininvest.net

La Peña de Dinamarca er den eneste officielle danske supportklub for Málaga Club de Fútbol. Den tæller mere end 170 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena. Klubben optager fortsat nye medlemmer.
www.Málaga-support.dk.

To danske drenge på spansk fodbold camp – med fætterbesøg

Filip og Victor sammen med Cristobal - en af trænerne på fodbold-campen.

Det blev en stor oplevelse for de to danske drenge, Victor og Filip, at deltage i Málaga Club de Fútbols stort anlagte Summer Camp – den første af sin art udsprunget i klubbens hårdt arbejdende fodbold-akademi. I alt ca. 150 deltog og alle tog stolte derfra med diplom.
Victor havde den glæde, at hans fætter fra Danmark, en af de største talenter i landet, Andreas Baes Jensen, mødte frem. Andreas spiller i FCK og er på det danske U 18-landshold med en stor karriere foran sig. Han går på idrætslinjen på Niels Brock i København og har den tidligere landsholdsspiller Niclas Jensen som agent.

Barca og Real Madrid kommer straks på besøg
Med blot to måneders mellemrum kommer Málaga CFs nye dream-team til at stå ansigt til ansigt med Spaniens og Europas to mægtigste klubber, FC Barcelona og Real Madrid, på Estadio La Rosaleda i Málaga. I weekenderne den 21. september og 23. oktober. Den kommende sæsons La Liga-program er grundet EM-slutrunden i Ukraine og Polen i sommeren 2012 presset sammen, så det afvikles på to færre uger end i turneringsplanen for 2010-2011. Også for at skabe en længere juleferie for spillerne. Sidste år gik den fra 19. december til 2. januar – og nu fra 18. december til 8. januar.

La Liga 2011-2012:

2011:
21. august: Málaga CF – FC Barcelona’
28. august: Sevilla – Málaga CF
11. september: Málaga CF – Granada
18. september: Mallorca – Málaga CF
21. september: Málaga CF – Athletic Bilbao
25. september: Zaragoza – Málaga CF
2. oktober: Málaga CF – Getafe
16. oktober: Levante – Málaga CF
23. oktober: Málaga CF – Real Madrid
26. oktober: Rayo Vallecano – Málaga CF
30. oktober: Málaga CF – Espanyol
6. november: Betis –Málaga CF
20. november: Racing Santander – Málaga CF
27. november: Málaga CF – Villarreal
4. december: Real Sociedad – Málaga CF
11 december: Málaga CF – Osasuna
18. december: Valencia – Málaga CF.

2012:
8. januar: Málaga CF – Atlético Madrid
15. januar: Sporting Gijón – Málaga CF
22. januar: FC Barcelona – Málaga CF
29. januar: Málaga CF – Sevilla
5. februar: Granada – Málaga CF
12. februar: Málaga CF – Mallorca
19. februar: Athletic Bilbao – Málaga CF
26. februar: Málaga CF- Zaragoza
4. marts: Getafe – Málaga CF
11. marts: Málaga CF – Levante
18. marts: Real Madrid – Málaga CF
21. marts: Málaga CF – Rayo Vallecano
25. marts: Espanyol – Málaga CF
1. april: Málaga CF – Betis
8. april: Málaga CF – Racing Santander
11. april: Villarreal – Málaga CF
15. april: Málaga CF – Real Sociedad
22. april: Osasuna – Málaga CF
29. april: Málaga CF – Valencia
6. maj: Atlético Madrid – Málaga CF
13. maj: Málaga CF – Sporting Gijón

Datoerne skal tages med det forbehold, at søndagskampe kan ændres til om lørdagen og kampe midt i ugen kan falde såvel tirsdag, onsdag som torsdag.

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.